når mūsen ta’r en slapper

Skrivedogmer: "show, don't tell"

19. januar 2008 - 14:23

show, don't tell

... er uden tvivl det kendteste skrivedogme, og nok også det der oftest hives frem, når aspirerende forfattere skal kritisere hinandens tekster.

"Show, dont't tell" foreskriver, at idealet for fiktion er, at læseren skal opleve teksten fremfor at få den fortalt. Ved at få en historie vist via synsvinkelpersonens handlinger, ord, sanser, tanker og følelser indlever læseren sig ideelt set i historien - han bliver ét med hovedpersonen - men det sker kun sjældent, hvis teksten består af en fortællers sammenfatning af det skete. Hvis man ønsker indlevelse i sin tekst, bør man kort sagt vise hvad der sker og ikke fortælle om det.

Men hvorfor fortæller aspirerende og professionelle forfattere så nogensinde? Når man fortæller har man to muligheder man ikke har, når man viser: For det første kan man på få linjer - eller blot én - gennemgå et utal af scener, og for det andet kan forfatteren analysere større eller mindre dele af scenen for læseren.

Hvis en roman skulle vise læseren hver eneste scene, ville enhver roman være en murstensroman, og de fleste læsere ville ikke komme langt. Hvis forfatteren aldrig fortalte, kunne han ikke skrive "Da klokken blev tre, tog Jane ud til lufthavnen for at vente på Thomas." I stedet ville han blive nødt til at vise Jane, der tog overtøj på, gik ud af døren til sin lejlighed, låste den efter sig, ventede på elevatoren, gik ind i elevatoren, vekslede et par ligegyldige ord med overboen, gik ud af elevatoren og ud på gaden, hvor hun prajede en taxi, som hun steg ind i, fortalte hvor hun skulle hen, så byen der sneglede sig forbi, ventede utålmodigt ved de mange lyskryds ... osv. osv. For at komme fra den ene interessante scene til den næste interessante scene kan det være nyttigt at bruge nogle ganske få linjer til at fortælle hvordan personen kom imellem dem - bygge en bro mellem scenerne. Dog er det ofte effektivt at gøre som i film og blot 'klippe' mellem scenerne, og lade broen mellem dem fremgå implicit.

At fortælle giver derudover forfatteren mulighed for at træde ind fra sidelinjen og forklare læseren noget, han anser for vigtigt - enten for at sikre sig, at læseren er klar over, hvorfor hovedpersonen handler, som han gør, eller for at fortælle læseren om den større sammenhæng, scenen udspiller sig i.

"Jane sendte Thomas et vredt blik. Hun havde elsket ham, da de blev gift, men for hver ny affære var følelsen mindsket, indtil der kun var afsky tilbage, og hun helt havde glemt, hun nogensinde havde elsket ham. Ægteskabet var nu blot en vane." Hvis hovedpersonen er Jane, er dette et oplagt eksempel på en forfatter, der ikke tør lade hovedpersonen stå alene, men føler behov for at forklare læseren, hvorfor hun handler, som hun gør. Den slags forklaring er en genvej til at give læseren en (abstrakt) forståelse for personen, men prisen er nedsat indlevelse, da læseren gøres opmærksom på, at han ikke er inde i personens hoved - hvis personen er en hovedperson, vil det næsten altid være for høj en pris at betale. Forfatteren risikerer også, at læseren føler sig talt ned til, da forfatteren ved at skrive på denne måde giver indtryk af, at han ikke forventer, at læseren selv ville kunne komme til at forstå personen.

"Jane havde for travlt med at råbe ad Thomas til at skænke det en tanke, at det blot var tre dage siden den sidste terrortrussel var blevet afblæst, og hendes blege hud ikke havde afsløret hendes afstamning, da hun gik igennem bagagekontrollen. Nu råbte hun ad Thomas på arabisk og bag hende nærmede der sig tre vagter med blikket klinet til hendes store håndtaske." Igen brydes illusionen af at være inde i Janes hoved. Før forfatteren træder ind fra sidelinjen og bliver til den alvidende fortæller, er det en god idé altid at overveje hvor meget nedsat indlevelse en oplysning er værd. Ville det ikke her være meget mere effektivt at lade læseren føle chokket af at blive grebet bagfra, når personen bliver det?

Hvis "gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig" er min filosofi for livet i almindelighed, så er "show, don't tell" min filosofi for skrivehåndværket. Der er ingen regler i skrivehåndværket, og derfør bør ingen dogmer følges blindt, men efter min mening fungerer "show, don't tell" som en fandens god retningslinje.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går.
I oktober skrev jeg i alt 15.469 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier