når mūsen ta’r en slapper

Novelle: Trenken

9. February 2008 - 16:38

På Testrup Højskole, blev vi i tirsdags stillet til opgave at skrive om en genstand, vi ikke vidste hvad var til. En række underlige dingenoter blev sendt rundt, og jeg valgte ret vilkårligt den genstand, der bliver beskrevet i teksten. Jeg har nok brugt 1-2 timer på at skrive den.

Det virker passende, at den står der – at trenken som en naturlig forlængelse af min far, står der og mere end noget af det præsten eller nogen anden kan sige fortæller, hvem han var. Kisten er naturligvis lukket, så trenken er det eneste, de få fremmødte kan se foruden det blankbejsede egetræ, de spredte blomster og den rynkede egnspræst.

Far ville have ønsket det sådan.

Hvis ikke man kendte min far, er det egentlig en uanseelig lille genstand; en cylinder i skinnende hvid plast – åben forneden og lukket i toppen – hvor en fjederomspundet stang tvinger en rillet metalplade ned i bunden af cylinderen, når man trykker det sorte håndtag for enden af stangen i bund. Der er fjernet så meget af cylinderens sider, som det øjensynligt kunne lade sig gøre uden at svække konstruktionen, så man kan se, når pladen farer mod sit mål.

Når trenken var fremme var den midt på spisebordet, og når den var det, blev alle samtaler lavmælte og far endnu mere fåmælt end han plejede.

Han fortalte os aldrig, hvor han havde trenken fra. Mor har fortalt mig, at den en dag pludselig stod der, mens hun var gravid med min storebror. Han sagde ikke noget om den, og selv dengang havde det ikke føltes rigtigt at spørge til den. Den har altid bare været der, og det måtte der ikke stilles spørgsmålstegn ved, selvom påbudet aldrig blev eksplicit – i det mindste ikke mens jeg var så gammel, jeg kan huske det – men blot lå i luften som den evige lugt af læder fra skomagerværkstedet ude foran.

Trenken er ikke et navn, far har givet den. Far kaldte den aldrig noget, for han talte aldrig om den. Hvis en gæst spurgte, hvad den var til eller hvad den hed, svarede han naturligvis ikke; han blev blot fjern i blikket, og da jeg var mindre, forestillede jeg mig altid, at han tænkte tilbage på de drabelige eventyr, han havde gennemlevet for at skaffe den.

Allerede før vi begyndte i skole, begyndte min bror og jeg at finde på historier om trenken, som vi senere fortalte til vores klassekammerater. Vi sagde, at min farfar havde straffet min far med trenken, hver gang han havde gjort noget forkert; at han havde presset metalstemplet i bund med fars fingre under, og trenken nu stod på bordet for at minde alle om fars barndom. Andre gange fortalte vi, at trenken var en gave fra Christian 4. til vores tiptiptiptiptipoldefar, og den gamle mørnede træcylinder var blevet erstattet af hvid plast af en kongelig hofleverandør. Vi fortalte ikke, at der bare var riller under metalpladen men fortalte i stedet, at der var et kongeligt stempel specielt udformet i vores tiptiptiptiptipoldefars ære, og det viste ham kæmpe side om side med Kongen mod svenskerne.

Det var svært at fortælle historier om noget uden navn, så vi besluttede hurtigt, at kalde trenken noget, og en hel eftermiddag sad vi og fandt på vrøvleord. Det var min bror, der fandt på navnet. Siden kaldte vi den altid trenken, når vi talte om den sammen, men vi sagde det selvfølgelig aldrig til far.

Det var kun far, der rørte trenken. Engang havde mor flyttet den for at tørre bordet af. Far var stormet ind i værelset, som om han havde følt hende gøre det. Det havde nok bare været en knirken i fjederen eller sådan noget, men det var nu alligevel tit som om far vidste, hvad der foregik omkring trenken. Den var som en naturlig forlængelse af ham, og da jeg tog trenken frem for at tage den med hen i kirken, havde jeg det som om, min hånd trængte ind i hans levende brystkasse og rev hjertet ud. Men jeg gjorde det alligevel.

Han behandlede den ikke bedre end hans andre redskaber, og hvis ikke man vidste bedre, ville man nok antage, at det bare var et hvilket som helst redskab, men alligevel vidste vi alle, at han skattede den højere end alle hans andre ting. Måske også højere end os. Vi ved det ikke, for ingen af os turde nogensinde spørge.

Jeg har næsten aldrig forsøgt at forklare andre, hvad trenken betød for mig far, for hans forhold til den har jeg aldrig kunnet genskabe med ord. Vi der kendte ham har lige så svært ved at forestille os ham uden den, som udenforstående har ved at forstå, hvad den betød for ham. Nogle gange virkede det som om synet af trenken gav far nyt liv efter en hård dag – hans mundvige krængede uvilkårligt opad og han rankede ryggen. Andre gange virkede det som om, der kun var ham og trenken i rummet, som om det var os der var ting og trenken, der var levende. Ikke fordi han talte til den eller så på den hele tiden, slet ikke, men det var bare sådan en uforklarlig følelse, der bredte sig i rummet. Det gjorde mig utilpas som barn, og nogle gange havde jeg lyst til at smide trenken ud eller slå den i stykker, men naturligvis gjorde jeg det aldrig. Det ville have været det samme som at slå far ihjel.

Jeg endte med at være virkelig godt tilfreds med teksten. Til oplæsningen fandt jeg ud af, at den var mere humoristisk end jeg egentlig havde regnet med, men jeg synes foruden humoren også, at der skabes et tilstrækkeligt tydeligt billede af faren og til dels også af hans forhold til andre mennesker, jeget i særdeleshed. Jeg kunne godt finde på at sende den her tekst (i poleret form) med som en af teksterne til forfatterskoleansøgningen.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har skrevet hver dag de sidste 27 dage — siden den 26/9 er det blevet til 17.443 ord med et gennemsnit på 646 ord om dagen. Jeg var mest produktiv den 30/9, hvor jeg skrev 3.281 ord på Tidstræet.
I september skrev jeg i alt 5.636 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier