når mūsen ta’r en slapper

Eurocon 2007 set gennem forfatterbriller

"Eurocon 2007? Men, men det var jo for et halvt år siden. Hvad tænker du dog på, Bjarke!?" spørger du måske dig selv iført et patosfyldt ansigtsudtryk. Jo, sagen er, at dengang havde jeg ikke en blog at skrive på, og jeg synes egentlig, der var mange spændnede indslag på Eurocon, som jeg gerne vil videreformidle. Derfor.

Eurocon – kort for European Science Fiction Society Convention – er Europas største årlige forsamling af science fiction-interesserede, og i 2007 stod København for tur som værtsby. Det var naturligvis ikke noget en fantastikfan som mig kunne lade gå sin næse forbi, også selvom denne er fra det semimørke Jylland. At tage til en større international forsamling af fiktionsinteresserede i sit eget hjemland, når det hedder Danmark, er jo en sjælden mulighed.

Det blev til tre intryksmættede dage i slutningen af september, hvor det stod på uddrag fra næsten alle hjørner af science fiction-genren – lige fra Star Trek til Anne McCaffrey. Enkelte, men velvalgte, fantasyindslag blev der også plads til i programmet og ingen af de skrivetekniske foredrag var særlig specifikt rettet mod science fiction.

I løbet af de tre dage Eurocon løb over, var der fire-fem arrangmenter ad gangen, hvoraf de fleste tog én time men enkelte to-tre timer. De fleste arrangementer var foredrag, men også paneldebatter, filmforevisninger og interviews var der fundet plads til. Fællestrækket for dem alle var science fiction-genren, men indfaldsvinklerne var mange, og både forfattere, fans, forskere, redaktører og anmeldere præsenterede hver deres indblik i emner, de anså for relevante for genren. Sproget var mestendels engelsk men med nogle få danske undtagelser.

Fredag (genretidsskrifter, Ralan Conley, at skrive på engelsk som fremmedsprog)

Lørdag (japansk fankultur, kortprosa, Anne McCaffrey-interview, genreanmeldelser, autografer, priser, PRESS PLAY ON TAPE)

Søndag (at skrive på og til nettet, verdensopbygning i spil, creative writing, Anne McCaffrey-oplæsning, at udgive sin første roman, Lene Kaaberbøl) Fredag HUF havde arrangeret overnatning for medlemmerne, der kom langvejs fra, og det meste af tiden gik vi i grupper sammen med HUF-medlemmer -- eller huffere. Efter ankomsten deltog jeg og de par andre huffere, der var mødt op, først i en paneldebat om redaktørens oplevelse af manuskripter indsendt til genremagasinerne. Processen for redaktørene adskilte sig ifølge panelet ikke synderligt fra den de gennemgik ved mainstreamfiktion, og som den kunne andelen af manuskripter de endte med at udgive måles i promiller af de indsendte. Mere end noget andet understregede de nødvendigheden af at indsende et gennemarbejdet manuskript, der overholdt vejledningerne fra det pågældende magasin.

Efterfølgende viste Ralan Conley sin hjemmeside frem. Der har han i løbet af de sidste 10 år samlet oplysninger om det engelsksprogede antologimarked.

Eftermiddagens sidste foredrag bestod af en belgier der prædikede om lyksagligheden ved som fantastikforfatter at konvertere til det engelske sprog. Han kunne fortælle, at mange ikke-engelsksprogede antologier og novellemagasiner modtager engelske manuskripter, som de så selv oversætter. Så med engelsk i rygsækken var hans noveller udgivet på mere end tyve sprog over hele verden. Derudover rådede han også novelleforfattere til at sende deres fantastiknoveller til mainstreammagasiner og blot undlade at fortælle dem der er tale om genrefiktion. Det meste af tiden gik dog med at opremse hans udgivelser, så vi besluttede, at det var nok for den dag. Lørdag Lørdagen var dagen med flest huffere. Dog var jeg den eneste der var stået tidligt nok op til at høre om den japanske fankultur og dens festivaller med hundrede tusinder af deltagere, forfattere og tegnere der lever af manga-fanfiction (også kaldet doujinshi) og japanernes ufattelige samlermani.

Bruce Holland Rogers var det næste punkt på programmet. Han fortalte om kortprosa. Hans foredrag var krydret med hans egen fiktion, og han havde adskillige råd til hvad udgangspunktet for en kortprosatekst bl.a. kunne være: konkretisering af metaforer, en ny synsvinkel i en klassisk fortælling eller ganske enkelt et ordsprog.

Forfatteren til Ildøglernes Sang – Anne McCaffrey – blev dernæst interviewet. Trods spørgsmålene greb hun det meste af tiden selv ordet, og berettede medrivende om sit liv og forfatterskab overdrysset med mere humor, end de fleste andre 81-årige kvinder ville have kunnet byde på. Som barn af en turbulent tid brugte hun latintimerne på sin kostskole til at flygte ind i sin egen fiktion men begyndte først at tage skriverierne alvorligt flere årtier senere, da hendes børn var flyttet hjemmefra. Hendes første roman udkom da også først, da hun var 42.

Efterfølgende overværede jeg en paneldabat om at anmelde genren. De talte bl.a. om vigtigheden af at sondre mellem en kritik og en anmeldelse; anmeldelsens målgruppe var ifølge dem folk, der endnu ikke havde læst bogen, mens kritikkens målgruppe var folk, der allerede havde læst bogen. Derudover understregede de vigtigheden af både at være oplysende og underholdende i enhver anmeldelse. Inden aftenens arrangementer fik de tilbageværende huffere signeret deres McCaffrey-bøger, da alle æresgæsterne i løbet af eftermiddagen efter tur underkastede sig deres fans' autografbehov.

Efter aftensmaden var det så tid til maskaraden og prisuddelingen. Fans viste deres hjemmestrikkede kostumer frem til spredt klappen og de fleste priser blev efterfølgende uddelt til fraværende modtagere. Som en særlig dansk detalje fik de ”lovende nye talenter” overrakt en lille LEGO-raket hver.

Selvom det ikke var programsat kom PRESS PLAY ON TAPE og spillede efterfølgende. Iført Men In Black-kostumer, morgenkåber og Star Trek-uniformer spillede de deres nyfortolkninger af gammel spilmusik på bl.a. controllere og danseplader. Det nærmede sig midnat, da PRESS spillede deres sidste nummer og vi besluttede at drage hjem i stedet for at tage til den rusiske vodkafest. Søndag Søndagen oprandt og Bruce holdt endnu et foredrag – denne gang om at skrive til og på internettet. Han berettede om hvordan han formår at have en stabil indkomst ved at tage penge for at udsende ny kortprosa et par gange om måneden til en stadigt voksende mailingliste. Derudover rådede han alle til at forsøge at få lov til at publicere tekster på internettet efter de har hentet penge hjem på det trykte antologimarked, da det ofte er på nettet at redaktører finder nye navne. Det lød til at være overraskende let at få lov til dette af de trykte magasiner med rettighederne til éns tekst.

Kl. 12 holdt en underviser på området et foredrag om verdensbygning i spil. Hans hovedpointer var at verden skal hænge sammen med narrativet, at spillerens interaktion med verden skal have indflydelse på dens tilstand og at gameplayets bestanddele skal give mening i den verden det udfolder sig i. Derudover understregede han vigtigheden af, at en verden skal give intern mening, og tog ved argumentationen bl.a. udgangspunkt i Tolkiens fagtekster om verdensopbygning (på dansk bl.a. Træ og Blade).Bruce vendte derefter tilbage med sit tredje foredrag – denne gang under titlen ”On Creative Writing” og afslørede her, at han var mangeårig professor på området. På opfordring af publikum talte han mest om plot og personer og sammenhængen mellem dem. Han præsenterede os for plottet som en sekvens af scenes 'n' sequels – handling og efterfølgnede følelsesmæssig reaktion og nyorientering. En scene rummer ifølge denne model et mål hovedpersonen prøver at opnå – ofte en blanding af dennes hovedmål og et undermål, der har relevans for hovedmålet – den konflikt det resulterer i og oftest den katastrofe, det medfører. Katastrofen kan som oftest formuleres som ”det lykkes, men ...”, hvor men'et betyder at hovedpersonen på trods af delmålets opfyldelse ikke kommer tættere på at opnå sit hovedmål pga. en ny komplikation, eller ”det lykkes ikke, og desuden ...”, hvor delmålet ikke opnås og status quo desuden forværres. Han understregede, at nervøsiteten for hovedpersonens velbefindende er hvad der driver læseren og derfor bliver status quo næsten altid værre og værre for hovedpersonen. Derfor er en traditionel kommentar til plotspørgsmål ”the right answer is always the cruelest”.

En hovedperson forsøger altså altid at nå ”+”, men kastes som konsekvens af sit forsøg tilbage i ”–” og det danner en trappelignende struktur. Grunden til at hovedpersonen kastes tilbage i ”–” er ofte at finde i vedkommendes fatale fejl (kaldet hamartia i Aristoteles' Poetikken) og det er denne hovedpersonen må forholde sig til når plottets krise nås. I det efterfølgende klimaks sejrer hovedpersonen, hvis han har overvundet sin fatale fejl eller også taber han, hvis han efter krisen er forblevet den samme. Derudover kom han ind på vigtigheden af at forstå hvad der fundamentalt driver éns personer og rådede os til at lade nogle af de personer, hovedpersonen kender, kende hinanden for at gøre et forløb mere interessant med mere komplekse konflikter. Bruce sluttede af med at understrege at ingen modeller i fiktionsskrivning er regler:

I always don't worry about models until I feel something is broken.

Derefter læste Anne op. Hun havde valgt novellen The Ship Who Sang, der var en melankolsk novelle om en verden, hvor skibe styres af kropsløse menneskehjerner, og om en af disses forhold til sin pilot. Den var en af hendes første noveller og da hun var færdig med sin oplæsning fortalte hun, at det var første gang hun havde været i stand til at læse den op uden at komme til at græde.

Senere fortalte Anders V. E. Eriksen om hvordan det var at få udgivet sin første roman efter den var blevet godtaget. Det var en direkte fortsættelse af et foredrag på sidste års Fantastikon om hvordan det var at skrive sin første roman. Han var startet fra bunden som forfatter med denne bog og havde måttet smide hele sit første manuskript ud, efter Phabel havde set på det, og begynde forfra. Det havde dog ikke afskrækket ham, så efter nogle kurser og endnu et års arbejde med en omskrivning blev han godtaget. Derefter fulgte en sparringsproces med forlaget hvor manuskriptet blev redigeret, og til sidst besluttede Phabel og Anders i fællesskab hvordan forsiden skulle se ud. Bogen Lucifers Fængsel udkom for nylig på Phabel.

Det sidste foredrag stod Lene Kaaberbøl for. Hun gennemgik hele sit forfatterskab – lige fra den første hestebog om Tina, hun debuterede med som 15-årig, og op til Skammerserien, der siden sin begyndelse ved årtusindeskiftet har opnået international succes. Hun har både haft op- og nedture som forfatter, og af sidstnævnte lagde hun især vægt på hendes 10-årige kamp for i 80'erne at skrive den perfekte roman, der skulle vende op og ned på verden: Morgenlandet. En læringsoplevelse hun rådede aspirerende forfattere til at springe over. Hun slog desuden på tromme for sin nyeste roman, Skyggeporten og fortalte om hendes nuværende romanprojekt, der kommer til at foregå i en verden, hvor alle mennesker i puberteten kommer til at kunne forvandle sig til dyr. En erfaring rigere drog vi derefter hjemad. Eurocon bød på mange inspirerende indslag indslag, så når den vender tilbage til Danmark om et uvist antal årtier tropper jeg helt sikkert op, og jeg kunne nok også finde på det, hvis den blev afholdt nær den danske grænse. Næste år står Moskva dog for tur, så indtil videre må vi nøjes med Fantasticon.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har skrevet hver dag de sidste 7 dage — siden den 20/5 er det blevet til 2.026 ord med et gennemsnit på 289 ord om dagen. Jeg var mest produktiv den 22/5, hvor jeg skrev 448 ord på Inferno.
I april skrev jeg i alt 0 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et skriveleksikon for forfatterspirer, hvor du kan læse om hvordan du får idéer og forbliver motiveret, om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer, om hvordan du skruer velspillende scener sammen og skriver dialog så det fænger – og om meget mere.

 
 

Kategorier