når mūsen ta’r en slapper

Punktprosa i B16-format

28. maj 2008 - 15:54

Pathos' forside Inden vi på Testrup Højskole tog til Berlin i uge 20/21, havde vi på skrivelinjen tre forløb med den fælles overskrift "B16", der refererer til antallet af sider man får ud af at folde et A3-ark om til en bog i A6-størrelse (oprindeligt forlaget Basilisks idé). Foruden et lyrik- og et readymadeforløb med henholdvis Christian Dorph og Kristina Nya Glaffey i underviserrollen afholdt Mads Eslund et punktprosaforløb, som jeg valgte mig på. (indlæg om punktprosa følger snarest -- så snart jeg genfinder min moleskine)

Vi læste i fællesskab den korte punktroman Ahikimo, Amo og Jani af Nina Søs Vinther, og i den optrådte der en japaner; det blev kimen til min B16-bog Pathos, hvori en midaldrende japaner bosat i Danmark er i i færd med at gennemleve en form for midtvejskrise. Egentlig var Pathos tænkt som første bog i en serie på tre, hvor de to andre skulle have heddet Ethos og Logos (Aristoteles' betegnelser for de tre forskellige måder en tale kan overbevise lytteren om sit budskab -- persuasio), men af en række forskellige årsager nåede jeg kun lige at blive færdig med Pathos, og jeg synes stadig den har mange skarpe kanter. Jeg roder dog stadig med idéer til hvordan Ethos og Logos skal udformes, og hvordan Pathos skal omformes for at blive første del af et værk i tre dele, så måske en dag ... Indtil da har jeg besluttet at gengive Pathos her på min blog nogenlunde som den er i den trykte udgave.

Jeg er endt med at føle, at Pathos den mest personlige tekst, jeg endnu har skrevet. I din samlede udformning er den fiktion, men den kommer på flere måder meget tæt på. Pathos' forside 山本たくみ De kinesiske ideogrammer på mit visitkort er mest til pynt. Alle, jeg har givet det til det sidste årti, har kun kunnet læse mit navn, fordi udtalen er angivet med bogstaver nedenunder: Yamamoto Takumi Yamamoto Takumis visitkort Jeg gik ind ad døren. To halvtomme rækker af bænke dominerede rummet. De fleste havde sat sig oppe foran. Jeg satte mig i midten. En halvskaldet mand stod foran bænkene. Han pegede mod en række punkter på en tavle. Jeg forsøgte at overhøre, hvad han sagde. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var gået derind, men jeg kunne ikke gå igen. Jeg er ikke respektløs. Men hvis ikke jeg hørte, hvad han sagde, ville jeg kun have trængt mig fysisk på og ikke trænge mig ind på deres egentlige fællesskab. På den fællesmentalitet manden skabte med sine fagter og ord og lister. Manden trådte til side og en anden mand, der havde siddet nede på en bænk, kom i stedet derop. Han sagde noget, og alle i rummet svarede ham. Så klappede de, og den anden mand satte sig igen. En kvinde rejste sig, men hun gik ikke op foran bænkene. Hun stod stille. Hun kiggede ned i gulvet, og hendes hænder var knyttede. Hendes knoer var hvide. Hun vendte rundt og løb. Jeg fik et glimt af hendes ansigt, da hun passerede mig. 俳句 haiku Japansk tredelt digttype, der kendetegnes ved antallet af stavelser i hver del: 5-7-5. Navnet haiku blev første gang brugt i 1800-tallet, men formen blev allerede brugt tusind år tidligere. Haikudigte indeholder normalt et kigo – et ord, der forbindes med årstiden – og beskæftiger sig i særdeleshed med forholdet mellem mennesket og naturen. Haikudigtet er et koncentrat og en udvanding, der forsøger at blotlægge verdens skønhed og enkelhed, og det er med sin stringente form et symbol på vores forgæves forsøg på at indfange verden i kultur. Et haikudigt kan ikke rumme verden, men et godt haikudigt skaber sin egen verden, som vores verden kan spejle sig i.

haiku #7 lykke uden sorg rummer større tomhed end en skyfri himmel

Hanne bladrede op på side 23 i lærebogen. Dens omslag var rødt og hvidt; grafikeren havde forsøgt at smelte det japanske og det danske flag sammen. ”Watashi wa hana des,” sagde hun og så på mig, ”udtalte jeg det rigtigt?” Jeg nikkede. Enhver japaner ville kunne forstå hende. Det var godt nok. Det er godt nok. Jeg så ned i bogen. Hun holdte på den, så den ikke skulle lukke sig selv; en ny bog, en bog, der endnu ikke havde lært at lystre sin læser. Jeg læste den næste sætning op for hende. Selvom jeg forstod ordene, var det som at høre et fremmed sprog. haiku #12 kirsebærblomster luller en i saglighed nærer ikke kød

Indkøbsliste 23/11-07 papir, blyanter bestil næste bog lasagne til mikroen, forårsruller sake, rødvin (til festen)

窓際族 madogiwazoku Person, der sidder ved vinduet, fordi han ikke har andet at tage sig til. Person, der ikke længere får del i firmaets vigtige opgaver. Person, der må sidde at stirre ud ad vinduet, hvis ikke hans skæbne skal indhente hans bevidsthed.

5日4月1977年 Jeg kom ikke ind på Tokyo Universiet. Især far var skuffet. Mor tog det pænt. Ingen af dem sagde særlig meget. Jeg har lyst til at skrige. I morgen holder vi Honokas fødselsdag. Hun slæber os sikkert med på karaokebar. Hun er sammen med Kaito nu. Hun er altid sammen med nogen. Jeg får snart svar fra Chiba Universitet. Jeg regner med at komme ind. ”Livet er stadig foran dig,” sagde mor, ”du er kun 18. Din skæbne er ikke beseglet endnu.” Hun er altid så patetisk. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på hende. Det blev hendes tur. Hun rejste sig automatisk. Hendes øjne hang ved det mørnede trægulv et øjeblik, før hun hævede blikket og så på instruktøren, så ham ind i øjnene – nej – flyttede blikket til hans svedige pande. ”23 dage,” mumlede hun Hendes hænder var klamme, men hun holdt dem knyttede og stirrede fortsat på mandens pande. Hun var tæt nok på til at følge furerne. Han sagde noget, og de andre klappede, men det var, som om hun stod uden for bygningen og kun hørte den forvrængede lyd, vinduerne lod slippe ud. Hun satte sig og rettede igen blikket mod gulvbrædderne. Hun forsøgte at tørre de klamme hænder af i bukserne, men hun holdt dem stadig knyttet. Hun kunne ikke få sig selv til at åbne dem. De andre stirrede på hende. Nej, de stirrede ikke på hende, når hun så på dem – de nåede at rette blikket mod manden, der stod og talte og smilede og gestikulerede. Han så på hende, og hans blik borede sig ind i hende. Hendes hjerte bankede hurtigere. Det havde jo ikke været meningen for helvede. Han så ikke længere på hende, men følelsen hang fast, som sveden på hendes klamme hænder. Hun rejste sig og gik mod udgangen. Hun så ikke op, stirrede ned i gulvet. Hun kendte vejen ud – gulvbræddernes furer ledte hende. Der var nogen, der råbte noget. Hun forsøgte at lade være med at løbe, mens hendes skridt blev hurtigere. Der blev råbt igen, men hun var allerede udenfor – uden for vinduerne – og kunne ikke høre, hvad de råbte. Det havde for helvede ikke været meningen. Hun ville være blevet, hvis bare de ikke havde stirret sådan på hende.

haiku #15 over bækken er verden uskarp. Under den er månen laset 2日2月1977年 Jeg vender mig efter hver pige med Honokas frisure i håb om, at det er hende. Jeg kan ikke tænke på andet end hende. Jeg er ikke vulgær Jeg har ikke en gang kendt hende i et døgn, men alligevel dukker hun hele tiden op. Jeg kan ikke tænke på andet end hendes øjne, hendes hænder, hendes profil i mørket, hendes køn, hendes våde køn, hvis åbning giver efter for min hånd, hendes stemme, hendes vidunderligt kærtegnende stemme. Jeg kan ikke tænke på andet. Jeg er besat, jeg er hjemsøgt, og jeg ville ikke undvære det for noget.

Vi lå i hendes seng. Jeg drejede hovedet og så Hannes sovende ansigt. Jeg havde ikke rigtig set ansigtet før nu; jeg havde kun set i dets retning, når det havde virket nødvendigt. Set det sporadisk i øjnene, når andet ville virke upassende. Jeg lægger sjældent mærke til ansigter. Hannes var hverken smukt eller grimt. Hendes næse var større end gennemsnittet, hun havde fregner. Jeg kiggede i stedet i retning af loftet. Vi havde delt en flaske rødvin og set en amerikansk genindspilning af en japansk romantisk komedie. Jeg kunne ikke huske hverken titlen eller andet end øjebliksbilleder fra filmen. Jeg havde gengældt hendes kærtegn. Når jeg tænkte tilbage på det, føltes det, som om jeg havde reageret automatisk, som en maskine. Jeg havde følt en dump ophidselse, men det havde ikke været erotisk. Jeg forventede, at jeg ville føle mig skyldig over bedraget, men det eneste, jeg følte, var ligegyldighed. Jeg skammede mig over ikke at føle andet, men det var en abstrakt følelse, en falsk følelse. En følelse, der tømte mig yderligere i stedet for at fylde mig. 枕草子 Pudebogen Betragtninger fra omkring år 1000 skrevet af hofdamen Sei Shōnagon. Lister, tanker, sladder, observationer, hændelser ved hoffet, lyrik. En poetisk dagbog skrevet af en bitter kvinde, hvis pen skrev skarpere, end man kunne tillade sig at tale på den tid. En tid, hvor man kendte sin plads. Man var født ind i en familie og et embede. En tid, hvor man blev kaldt ved sit klansnavn og sit arbejde.

Der var uendelig langt ned til gaden. Hun havde måttet spare sammen for at få råd til at overnatte på SAS-hotellet. Bilerne bevægede sig bestandigt under hende. De vidste alle sammen, hvor de var på vej hen. Når hun var nede blandt dem, føltes de store og bidske, men heroppe fra virkede de uskadelige og forudsigelige, som myrer i en koloni. Hun ville ønske, at hun kunne blive siddende i vinduet for altid.

”Verden, som vi kender den, er en konstruktion,” er sikkert en sætning jeg har læst et eller andet sted, men jeg ville ønske jeg selv havde tænkt den først. Ikke alene er verden befængt med menneskelige konstruktioner – veje, bygninger, anlagte parker – verden som vi kender den, som vi har genopbygget den i vores hoved, er en illusion. Igennem vores opvækst tillæres vi en bestemt meningsfyldt måde at anskue verden på, og det a priori-skelet bygger vi videre på hele livet. og vi tør kun sjældent at stille spørgsmålstegn ved de grundlæggende knogler hele vores livs legeme er bygget op omkring; tanken om det fald der vil være det uundgåelige resultat af at save grenen over, som vi sidder på, kan vi ikke, tør vi ikke, forholde os til. Vi klynger os stædigt til grenen. Der er ikke andet at gøre. For hvad får vi i virkeligheden ud af at save grenen over? Hvad får vi ud af at se skyggemanerne i øjnene? Hvor mange skal leve i illusionen før den er for virkelig til at det giver mening at sige den imod? 3日2月1977年 Jeg har aldrig følt mig så levende, jeg har aldrig følt noget så stærkt. Jeg kunne først ikke beskrive det, men jeg føler, jeg vil briste, hvis ikke jeg kan forklare hende det. Det er som det sug, det giver i en, når man oplever et spontant og uforbeholdent øjeblik af lykke, men det bliver siddende. Hver gang jeg ser hende for mig, sidder følelsen i min brystkasse, som en knude. Adrenalin farer igennem mig, min puls stiger, mit åndedræt bliver hurtigere og mere overfladisk – det er, som om knuden ikke giver plads til at ånde andet end overfladisk. Og jeg tænker hele tiden på dig, suget er ikke længere en følelse, det er en tilstand.

Jeg holdt op med at læse romaner, da jeg var 19. Det var en gradvis proces. Jeg sagde til mig selv, at mine studier tog for meget tid til, at jeg kunne tillade mig at læse fiktion. Da jeg to år senere tog et kursus i dansk litteratur, væmmedes jeg ved H. C. Andersen, Steen Steensen Blicher og de andre, jeg har glemt navnene på. Det virkede så ubehjælpsomt. Et forsøg på at tvinge livet ned i en spændetrøje. Et forsøg på at erstatte den rigtige verden med en verden, der var forsimplet nok til at stemme overens med den karikatur af livet, vi går rundt med. En forstærkning af en eskapistisk forestilling om livet, jeg følte, jeg ikke længere kunne tro på. En blind date. Det var, hvad Kristina havde sagt, hun skulle prøve, og nu sad hun her – på De Tre Svaner med en mørklødet mand, der kaldte sig Mikael, foran sig. Hun havde lagt servietten over knæene og sad nu og foldede et hjørne, mens hun havde blikket fæstnet til hans slipseknude. Han talte – en uhindret strøm af ord flød ud af hans mund. En gang imellem nikkede hun, når det forekom passende, men aldrig for ivrigt, så det ville virke akavet. Han læste på filmskolen. Han talte om, hvordan han ville ruske op i dansk film, så danskerne ikke alene ville strømme til biograferne, men også ville få et helt nyt syn på tilværelsen. Hun nikkede og prøvede at smile medrevet, men det føltes kunstigt. En tjener kom med forretten – en sirligt anrettet tallerken med grøntsager. Der blev hældt rødvin op. Hun stirrede på den røde væske, der skvulpede i glasset. Det var så let. Der var kun et sekund fra hendes hånd til hendes mund. ”Den er god,” sagde Mikael og løftede sit glas.

haiku #30 hinsides verden hersker vinden, overfor den må bjergene vige

Kvinden, der er alkoholiker. Jeg kan se hende for mig. Kvinden, der flygter ind i en anden verden, når hun ikke kan håndtere den verden hun er i. Hun har et veldefineret problem og løsningen på problemet er tilsvarende veldefineret. Hamartia. Hun lever kun på siden så længe hun har et problem, så længe hun ikke enten er bukket under eller har overvundet sin fatale fejl. Hun bliver uinteressant, hendes liv bliver meningsløst, så længe, der ikke er et problem, og hendes forhold til problemet undergår en løbende progression. Hendes liv er meningsfuldt end et virkeligt menneskes liv nogensinde kan blive. Hun lå på bænken i parken. Hendes blik fulgte de spredte skyer, der smykkede himlen. Der blæste en svag vind, der fik bladenes skygger til at danse. Det eneste, hun kunne høre, var spredt fuglekvidder og den evige lyd af biler i det fjerne. Hun samlede på øjeblikke, der burde vare evigt, og det her, var hun ikke i tvivl om, var et af dem.

4日2月1977年 Jeg så hende igen i dag. Jeg kunne ikke sige det. Jeg er en kujon. Hun bad mig om ikke at sige noget. Det var som et slag i ansigtet. Selvfølgelig sagde jeg ja. Jeg tror nærmest, jeg virkede følelseskold. Jeg følte mig som en forfjamsket, genert, kejtet 13-årig. Jeg havde lyst til at slå mig selv. Jeg følte mig pinlig og akavet. Jeg er træt af at gå så meget op i, hvad der er pinligt.

Jeg kunne mærke hun så på mig. ”Hvad med De Tre Svaner.” Et øjeblik trak jeg ikke vejret. Det var, som om hendes hånd var trængt igennem en barriere ind i det allermest intime og nu beskrev de blodige indvolde, hun holdt frem foran mig. Jeg forsøgte at lade som ingenting. Det var kun en følelse. Hun vidste intet om den alkoholiserede kvinde. ”Jeg har kun hørt dårligt om dem,” sagde jeg.

haiku #23 jeg har set træet blomstre, visne, forgå, men jeg forstår intet Hun sad i samme stol, hun altid havde siddet i, når hun var blevet skældt ud som barn – ikke at det var sket så tit, det havde mest været, når mor havde forsøgt at få hende til ”at åbne mere op,” som de kaldte det. ”Jeg er gravid,” havde hun sagt et øjeblik tidligere. Hun havde vidst det i snart en uge. Mikael havde lagt på, da hun havde sagt det, men nu var hun ligeglad. Mor travede fem og tilbage på gulvet, og far havde sat sig i sofaen. ”Hvordan … hvornår …” mumlede han. ”Det går ikke, Ann!” Du er ikke kommet til nogen møder i et halvt år, og vi har ikke set dig i flere uger. Ann sad afventende. ”Du kan ikke tage dig af et barn, Ann.” ”Hvor lang tid har du været ædru? Én uge, to uger?” ”Det er mit barn,” mumlede Ann. ”Men hvad nu hvis du faldet i?” ”Aldrig igen.”

Øjebliksbilleder fra et liv, der aldrig var. Små indhug, vi tillægger dybde, fordi vi lægger mere eller mindre af vores egen person ind i dem. En måde at give vores eget liv mening. Fiktionen er en bekræftelse af illusionen.

5日2月1977年 Små umærkelige ord. Som at gå på en tynd is. Jeg er forelsket i dig Jeg er brændt varm på dig Jeg er brændt vildt varm på dig Jeg er faldet for dig Jeg er aldrig … Jeg er aldrig faldet så voldsomt for nogen før Jeg vil ikke lyde ynkelig eller patetisk. Jeg vil ikke have, hun skal smile overbærende. Jeg vil ikke lyde som en dårlig film. Hvorfor skal det være så svært at sige noget så enkelt? Hvorfor kan jeg ikke bare sige det? 6日2月1977年 Jeg føler mig som en zombie. Jeg kan ikke sove. Jeg vågnede 4:38 i nat og kunne ikke falde i søvn igen. Jeg spiser kun, fordi jeg ved, at jeg får det værre, hvis ikke jeg spiser – min appetit er forsvundet. Jeg lyder som en af de mænd, Sei Shōnagon beskriver, som et fjols. Hun ville ikke have andet end hån til overs for mig.

Hun så igen på scanningsbilledet. Den hvide klat, der engang havde været hendes søn. Hun ville lægge billedet fra sig, men kunne ikke. Rygmarvsbrok, havde de sagt. På billedet så det ud, som om han rakte en hånd ud efter hende. Billedet var buet efter ugevis i hendes pung. Hun følte sig tom. Hun havde grædt sig tom og var nu kun en skal. Hun satte billedet på bordet, og det blev stående på højkant. Der stod en flaske på bordet. Den havde stået der i flere timer. Hun havde hverken haft lyst til at gribe om den eller sætte den væk. Hun skubbede billedet om bag flasken. Imellem for- og bagsideetiketten kunne hun ane den rødviolette plamage, der ikke længere var hendes søn.

En fiktiv persons liv er normalt på 10-40 timer. Jo længere det bliver jo sværere er det at holde sig inden for menneskets meningsskabelon. Jo længere det bliver, jo mere kommer det til at ligne den virkelighed vi ikke vil se i øjnene. 6日2月1977年 Mennesket er den ulykkelige middelvej mellem dyr og gud. Vi er bevidste, men verden styrer os. Vi er bevidste om, at verden styrer os. Det eneste, vi kan bruge vores bevidsthed til, er at efterrationalisere vores dyriske handlinger, og det gør dem kun mere sørgelige. Vi er håbløst bevidste. Det er verdens eneste sande ondskab – dyr, der er forbandet med evnen til at være bevidste om sig selv. Bevidstheden frarøver alting dets intensitet – det gør livet til én lang række indholdsløse handlinger. Vi lever alle sammen i selvbedrag. Vi skjuler dyret bag komplekse ritualer, hvis eneste formål er at bilde os selv ind, at vi ikke er dyr og derfor har kontrol over den verden, vi lever i. Den her dagbog er et forbandet ritual. Jeg luller mig selv i en følelsessøvn med mine ord. Jeg er endnu værre end alle de andre.

Jeg kunne ikke klare at se hende mere. Hun har ringet flere gange, men jeg har ikke kunnet tage den. Hvis jeg hører hendes stemme, bliver hendes ansigt igen for velkendt for mig. ”Det er ikke dig, det er mig,” havde jeg lyst til at sige til hende, men de ord er blevet ødelagt af overforbrug. De er kommet til at betyde det modsatte, og sproget har mistet muligheden for at udtrykke den følelse. Nej, sproget har aldrig kunnet udtrykke den følelse – eller nogen andre følelser. Sproget er overflade.

haiku #1 jeg spejler mig i dit ansigt, men det er kun en perlekæde

9日2月1977年 Hun har fundet en anden. Det lyder som den første sætning i en damebladsnovelle. Alle mine tanker er startet med ”Hvad nu hvis …” i dag. Jeg vil ikke tænke mere, men det er som om intet kan overdøve dem. Ikke engang stilhed. Foruden Pathos rummer serien følgende:

Ida Marie Fich: En historie Ida Marie Fich: Mod Rude

Johannes Fogtman: Moleskine

Hans Jesper Højlund: Fortætninger

Aske Lange: Støv og sand

Søren Niels-Gravholt: Au sujet du film

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går.
I juni skrev jeg i alt 5.599 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier