når mūsen ta’r en slapper

En drøm går halvt i opfyldelse

30. juni 2008 - 21:01

Jeg var desværre blandt de 266 ansøgere, der ikke kom ind på Borums Forfatterskole, men det afholdt mig ikke fra at håbe på min andenprioritet: Forfatterskolen for Børnelitteratur. Jeg sendte min ansøgning for knap to måneder siden og i torsdags kom et brev fra skolen så ind ad døren, hvori der stod, at de tilbød mig en af de tolv studiepladser.

Jeg har sendt indmeldelsesblanketten. Alligevel er det med ambivalente følelser, at jeg skriver dette blogindlæg -- det er som om en drøm er gået halvt i opfyldelse. Jeg havde ikke regnet med at komme ind på Forfatterskolen, men jeg havde naturligvis håbet på det alligevel. Jeg havde håbet på at kunne skrive og modtage skriveundervisning på fuld tid i to år.

I stedet er jeg kommet ind på en betalingsuddannelse på deltid (én undervisningsdag om ugen) uden endnu at vide hvad resten af min tid skal gå med. Jeg har fået muligheden for fortsat at bibeholde skrivningen som noget primært i mit liv og det er jeg lykkelig for. Hvis jeg ikke var kommet ind på nogen af skolerne, føler jeg, at jeg var blevet nødt til at rette mit fokus mod noget andet og mere eller mindre reducere min skrivning til en interesse. Som det er nu, føler jeg, at jeg sidder mellem to stole; jeg skal meget snart tage stilling til hvad jeg skal og om jeg skal blive i Østjylland eller flytte til hovedstaden. Jeg ved ikke om jeg vil være i stand til at følge en videregående uddannelse ved siden af forfatterskolen, men to år med et ufaglært arbejde tiltaler mig ikke. Jeg kender ikke særlig mange i København, men er det realistisk at pendle i to år, når undervisningen hovedsagligt foregår om mandagen?

Jeg har grublet meget de sidste dage og gør det stadig, selvom jeg har været på Roskilde Festival i knap to døgn og skriver dette på en af festivalens internetcaféer. Og selvom listen over reelle muligheder er kort har jeg forbandet svært ved at træffe et valg på så kort tid.

Jeg tænker aldrig på fremtiden. - Den kommer tidsnok. --Albert Einstein

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har skrevet hver dag de sidste 27 dage — siden den 26/9 er det blevet til 17.443 ord med et gennemsnit på 646 ord om dagen. Jeg var mest produktiv den 30/9, hvor jeg skrev 3.281 ord på Tidstræet.
I september skrev jeg i alt 5.636 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier