når mūsen ta’r en slapper

Skrivedogmer: "Less is more"

Den røde tråd

Tilbage i gymnasiet skrev jeg i engelsk et referat af en novelle, jeg snart sagt intet kan huske om i dag. Én ting jeg kan huske fra mit referat er delsætningen "a piano teacher named Richard ((okay okay, jeg kan faktisk ikke huske hans 'rigtige' navn, men det er ikke så vigtigt))." Min lærer forsøgte at forklare mig at klaverlærerens navn ikke hørte til i et referat, hvor han ikke spillede nogen nævneværdig rolle, men jeg forsvarede mig med det faktum, at det ikke var andet end to ord, der var tale om -- og når der ikke skulle andet end to ord til at tilføje ekstra information, var der vel ingen grund til at lade være? Om det var fordi jeg var for tungnem, eller fordi min lærer ikke formåede at forklare det ordentligt, skal jeg ikke kunne sige i dag, men langt senere gik det op for mig, hvad det handlede om.

Når man skriver en tekst, en scene, en sætning har man, bevidst eller ubevidt, et mål og en rød tråd, der fører derhen. Hvis der optræder elementer, som ikke har relevans for tråden, vil læseren blive forvirret: Hvorfor skal jeg kende den her klaverlærers navn, hvis ikke han optræder igen? Og når en læser bliver forvirret, ryger indlevelsen sig let en tur. Kort sagt: Hold dig til emnet og undgå irrelevante tangenter (pun intended) uanset længde. I dag er denne viden både en del af min intuitive og bevidste skriveproces, og den virker fuldstændig oplagt for mig -- alligevel var det først et stykke op i mine teenageår, jeg blev bevidst om den.

Isbjerget

Jeg ser i perioder en del anime. Jeg kan godt lide anime, men det er ikke til at komme uden om, at der er mange af manuskriptforfatterne, der ikke tør lade særlig meget være op til seerens tolkning.

Eksempelvis handler serien Great Teacher Onizaku om en rebelsk universitetsstuderende, der bliver bidt af lærergerningen, da han først er kommet sig over synet af teenagere i lårkorte skoleuniformer. I GTO's univers er det reglen, snarere end undtagelsen, at 12-årige elever besidder imponerende stor selvindsigt i årsagerne til deres sociale problemer og gladeligt øser det ud over seeren.

Hiraku no Go handler om drengen Hiraku, der hjemsøges af et go-spillende spøgelse, og da først Hiraku får smag for spillet, bliver hans største mål i livet at indhente hans jævnaldrende rival. Der er fyldt godt på af monologer om hvor gerne han vil indhente ham med symbolske illustrationer af, hvor langt der er.

His & Her Circumstances handler om den blomstrende kærlighend mellem to unge, der begge har skelletter i skabet, og der går ikke mange afsnit før der dykkes ned i hovedperseonernes barndom og der tegnes tydelige linjer op til nutiden. Og som for at banke forståelsessømmene hele vejen ned bliver psykoteraperutiske monologer om facade illustreret af masker der svæver hen over skærmen.

Alle tre serier har jeg nydt at se, men det forhindrer mig ikke i at ærgre mig over det tabte potentiale -- at lukke af for tolkningsmuligheder fra seerens side betyder ikke bare, at fiktionen bliver kedeligere, men også at personerne bliver fladere: En person, som seeren kan gøre op i abstrakte termer serveret på et sølvfad, vil altid være fladere end en person, seeren har et umiddelbart, følelsesdefineret forhold til, der ikke kan gøres udtømmende op i ord.

I det virkelige liv er det kun sjældent at folk rent faktisk finder deres barndomsminder frem og spinder en streng op til deres nutid for at forklare deres handlinger, endsige snakker sig frem til det, og hvis det endelig sker, er det tit en konstruktion, der siger mere om personens nutid end fortid.

Ernest Hemingways isbjergmodel, også kaldet udeladelsesteorien, blev første gang introduceret i bogen Døden kommer om eftermiddagen (her oversat af undertegnede):

Hvis en prosaforfatter kender nok til det han skriver om, kan han udelade ting, han ved, og læseren, hvis forfatteren skriver sandt nok, vil da føle disse ting lige så stærkt, som hvis forfatteren havde fremsat dem. Værdigheden hvormed et isbjerg bevæger sig skyldes at kun en ottendedel er over vandet. Forfatteren som udelader ting, fordi han ikke kender til dem, laver blot hule steder i sin tekst.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går – nu må jeg snart se at få taget mig sammen.
I december skrev jeg i alt 0 ord.

 

Læserier

De seneste bøger jeg har læst

Revolvermanden
liked it
tagged:
audio-da
Children of Dune
liked it
tagged:
audio-da




goodreads.com

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et skriveleksikon for forfatterspirer, hvor du kan læse om hvordan du får idéer og forbliver motiveret, om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer, om hvordan du skruer velspillende scener sammen og skriver dialog så det fænger – og om meget mere.

 
 

Kategorier