når mūsen ta’r en slapper

Dramatikeruddannelsen svarede

15. marts 2010 - 16:26

For halvanden måned siden sendte jeg en optagelsesansøgning til Dramatikeruddannelsen, der er en tre-årig SU-berettiget kunstnerisk uddannelse ved Århus Teater, og for godt en uge siden modtog jeg svar.

Kære Bjarke Sølverbæk Vi kan med glæde oplyse dig om, at du er blevet udtaget til at deltage i vores 1. prøve torsdag, den 8. april

Selvsagt holdt jeg vejret da brevet blev åbnet, og da jeg først fandt ud af hvad der stod i det, var jeg ellevild. Jeg var ikke selv ovenud begejstet for den primære tekst jeg havde sendt med -- nok specielt fordi jeg først var blevet færdig natten før og stort set ikke havde nået at redigere den, så jeg havde stort set fraskrevet mig selv muligheden for at komme videre. Men måske var jeg for selvkritisk, for om tre uger skal jeg til første optagelsesprøve på dramatikeruddannelsen sammen med nitten andre aspiranter. Den varer én hel dag, og vi får alle sammen stillet en individuel opgave vi har omtrent otte timer til at løse. Undervejs skal vi ind til et tre kvarter langt interview. Tolv af os vil så gå videre til anden optagelsesprøve, der tager tre hele dage, og vist rummer lidt af hvert -- bl.a. improvisationer på stedet. Ud af de tolv bliver seks så optaget på studiet. Bedre odds end der var for at komme ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur, så jeg tør godt håbe -- lidt.

Egentlig var min ansøgning ikke særlig gennemtænkt -- mest af alt panikkede jeg lidt over at forfatterskolen snart er slut og jeg stadig ikke er romandebuteret. Men jo mere jeg har researchet på uddannelsen, og jo mere jeg har tænkt over det, jo mere rigtig virker den. En stor del af mine tekster har altid været dialogdrevne og jeg har altid interesseret mig for teatret, så det er næsten en naturlig udvikling at jeg kaster mig ud i genren. Desuden breder uddannelsen sig ud over radio, tv og film foruden teatret, så den er ikke så snæver som den kan lyde.

Inden prøven håber jeg at have skrevet det skuespil, Mor , færdigt som jeg indsendte første akt af, og som oprindeligt var en idé til Valby teaters konkurrence, som aldrig blev skrevet. Med ansøgningen sendte jeg også en gang blandede prosabolcher, som jeg også vil have set nærmere på. Sandsynligvis kommer opgaven den 8. april jo til at dreje sig om en af de tekster jeg sendte med ansøgningen.

Wish me luck.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går.
I juli skrev jeg i alt 2.864 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier