når mūsen ta’r en slapper

På højskole som underviser

Onsdag den 12. maj var jeg ude på Løgumkloster Højskole for at undervise på ugekurset Skriveværksted. Det var et prototypekursus, der var planlagt i sidste øjeblik, og det var nok grunden til, at jeg, og ikke en romandebuteret forfatter, fik chancen. Jeg håber dog at det kan være med til at åbne nogle døre -- i første omgang lod det i hvert fald til at én har åbnet sig: Jeg har gode chancer for at kunne undervise igen, når det næste Skriveværksted bliver afholdt til januar.

Selvom jeg i et stykke tid efterhånden har talt om, at jeg de kommende år gerne vil supplere min forfatterindtægt med skriveundervisning, så er det første gang jeg for alvor har undervist i at skrive. Derfor var det for mig både en test af om det var noget, jeg kunne finde ud af, og om det var noget, jeg brød mig om.

Jeg tog afsted allerede tirsdag da der er langt til Løgumkloster Højskole fra Århus, og jeg skulle tidligt i gang med at undervise om onsdagen. På Rødekro station hilste kursuslederen Jan Ryom mig velkommen og tog ved samme lejlighed afsted med planer om først at komme tilbage torsdag. Jeg var på egen hånd.

Jeg fik af min chauffør fra Rødekro til Løgumkloster af vide, at der samtidig med skrivekurset var gang i et langt kursus med flere linjer og et andet ugekursus for sangglade pensionister. Skrivekuset var der faktisk kun fem elever på. Jeg har været vant til Testrups skrivekurser hvor der tropper hundrede mennesker op hvert år, og holdene er på mindst ti personer hver, så jeg blev med det samme lidt (mere) nervøs for, hvordan det skulle gå.

På skolen mødte jeg så de fem elever over et glas vin, og de viste sig alle fem at være kvinder, alle ældre end mig og alle sammen at være i gang med et humanistisk universitetsstudium. Og ingen af dem havde nogen særlig erfaring med at skrive fiktion. Jeg blev endnu mere nervøs over, om jeg havde fat i noget som helst af det rigtige med min undervisningsplan. Jeg havde regnet med en flok, der skrev fiktion i deres fritid, i det mindste en smule, og havde prøvet kræfter med romangenren. Jeg besluttede mig dog for at have tiltro til min plan og så modificere hen ad vejen, hvis de sagde fra. Jeg vidste fra Jan, at de mest havde arbejdet med sprog de foregående dage, og jeg vidste fra dem selv, at det mest havde været fragmenter de sad tilbage med. Hvis det gik efter planen ville de aftenen efter sidde tilbage med en længere sammenhængende tekst, og det synes jeg selv har været noget af det mest tilfredsstillende at gøre, når jeg har deltaget i skrivekurser. Så jeg besluttede mig for at følge planen og priste mig lykkelig for, at jeg havde tænkt på ekstra skriveøvelser, for en kritikrunde med fem personer tager ikke lige så lang tid som en med ti.

Onsdag morgen var der morgensamling, og en af de adskillige udenlandske elever holdt et langt foredrag om sit hjemland Peru. Bagefter var det tid at starte undervisningen. Jeg havde neglet fem frugter fra morgenbordet og bad dem som opvarmning om at skrive en sanselig tekst med udgangspunkt i teksten uden hverken at nævne frugtens navn eller nogen farver. Det gik udmærket for dem alle sammen.

Resten af de to trekvart timers formiddagsundervisning brugte jeg på skiftevis at holde mineforedrag om romanbestanddele og give oplæg til relevante skriveøvelser. Jeg havde læst mig frem til at de havde beskæftiget sig med forskellige typer poetikker (beskrivelser af hvad målet for skrivekunsten er eller bør være), så jeg startede med at skrive den sætning ned på tavlen, der beskrev hvordan roman bør være ifølge den poetik, jeg ville benytte de næste seks undervisningstimer:

En interessant hovedperson, der har et mål der er essentielt for hans velbefindende, møder eskalerende modstand, indtil historie slutter med et endeligt opgør.

Det er stort set den samme sætning jeg benyttede i artiklen, jeg skrev om romanens opbygning til HUF's medlemsblad Skrivelyst for to år siden, og den artikel lod jeg mig også inspirere en del af i miniforedragene. Derudover var sekvensen af skriveøvelserne inspireret af Helle Højlands skriveundervisning til HUF's første skrivekursus.

Nogle kom lettere fra start end andre, men de skrev alle sammen flittigt og læste også op uden at jeg behøvede at presse dem. Heldigvis havde de gåpåmod nok til at kompensere for deres uerfarenhed -- ellers var kurset også med stor sandsynlighed endt som en flad omgang. Jeg var den skarpeste kritiker men de kom også med gode inputs til hinandens tekster, og i det hele taget var stemningen god.

Undervisningen blev afbrudt af frokostpausen, som jeg efter maden brugte på at forberede mig på de sidste tre timers undervisning. Jeg må ærligt indrømme, at indtil tirsdagen var min undervisningsplan endnu ikke lagt fast, så jeg syntes godt jeg kunne bruge forberedelsestiden.

Eftermiddagen brugte vi på at fortsætte sekvensen af miniforedrag og skiveøvelser, der gav kursisterne lejlighed til at skrive flere nøglescener på romanen. Nogle kursisterne kørte sikkert videre mens andre ændrede på romanen mellem øvelserne. Men de var alle sammen stadig entusiastiske.

Da de havde skrevet klimakset og talt om udtoningen, fortalte jeg dem om romanens sammenhængskraft: Grundsætningen. Om hvordan romanen (i det mindste i den romantradition jeg tog udgangspunkt i), skal fungere som en bevisførelse for en grundlæggnde påstand om den menneskelige natur. Jeg vil senere skrive mere om grundsætningen her på bloggen. Den var der lidt diskussion om, hvorefter vi sammen forsøgte at finde en grundsætning til hver af deres romanskeletter. Det var mest mig der endeligt formulerede, og det var ret svært et par gange, men vi formåede at finde frem til gyldige grundsætninger for alle romanerne.

Slutteligt var der evaluering, og de sagde, de havde været glade for undervisningen -- især kontinuiteten. Det eneste egentlige forbedringsforslag var, at jeg næste gang jeg holdt er lignende undervisningsforløb burde forfatte og omdele noter til miniforedragene, for det var meget at fordøje på så kort tid, når de samtidig tumlede med en roman i hovedet. De var derudover også enige om, at størrelsen på holdet var passende, og de sikker ville have haft svært ved at bevare overblikket, hvis der havde været væsentligt flere deltagere.

Jeg var glad, og er stadig glad, for at have prøvet at undervise på en højskole, og jeg håber stadig på engang at få muligheden for at være fast højskolelærer. Indtil da vil jeg forsøge at komme til at undervise på flere ugekurser.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går – nu må jeg snart se at få taget mig sammen.
I november skrev jeg i alt 0 ord.

 

Læserier

De seneste bøger jeg har læst

Revolvermanden
liked it
tagged:
audio-da
Children of Dune
liked it
tagged:
audio-da




goodreads.com

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et skriveleksikon for forfatterspirer, hvor du kan læse om hvordan du får idéer og forbliver motiveret, om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer, om hvordan du skruer velspillende scener sammen og skriver dialog så det fænger – og om meget mere.

 
 

Kategorier