når mūsen ta’r en slapper

Spørgsmål og svar, forelskelse og distance

1. maj 2010 - 19:55

På den Århusianske litteraturfestival Vild Med Ord var jeg i forrige weekend til Jørgen Leth-samtale. Peter Nørskov havde forberedt et længere interview, der kom omkring mange emner (og gik et godt stykke ud over tidsrammen), alt sammen med udgangspunkt i Leths forhold til sport.

Under interviewet kom der flere guldkorn frem, og jeg bemærkede især to jeg synes er relevante for enhver forfatter: interesser dig mere for spørgsmålene end svarene og forelsk dig i dit stof

Spørgsmål og svar For Jørgen Leth er det ikke så meget svaret, slutmålet, der er det interessante ved den kunstneriske proces, som det er de spørgsmål, der må stilles i udgangspunktet og undervejs. Hvis der er et endeligt svar og det bliver fremført, er det det, og sagen er ikke længere interessant.

I forlængelse af denne anskuelse nævnte han blandt andet, i hvor høj grad han værdsætter tilfældighedens gaver i sit arbejde. Han har i almindelighed stor tillid til hvad der bliver skænket ham i processen og dyrker langt hen ad vejen umiddelbarheden. Hans film har da heller ikke manuskripter i traditionel forstand, men snarere en ramme inden for hvilken, der så er mulighed for at virkeligheden kan overraske ham (og os).

I den forbindelse perspektiverede han da også til Leni Riefenstahls nazipropagandafilm Olympia, hvis store skønhedsplet han mener er dens perfektion, dens sikkerhed på hvad der er svaret på spørgsmålet.

det perfekte er uinteressant

Forelskelse og distance Leth mener, og jeg er helt enig, at man for at skabe vedkommende kultur skal forelske sig i sit stof. Man skal leve og Ååde det i perioder. Men samtidig skal man kunne stille sig udenfor og som øvet kritiker se om man nu også har fat i den lange ende. Det varme stof skal stilles foran en kølig behandling.

I sin fremstilling af sporten, cykelsporten i særdeleshed, viser Leth da også med al ønskelig tydelighed, at han følger sit eget råd. Han ser sporten som en repræsentant for livet, en rå æstetik fyldt med sved, jord, egoisme og selvopofrelse.

Leth er ikke bange for at bruge store ord i den forbindelse og han sluttede interviewet af med en opsang til danskerne: danskerne er bange for sproget, for de stærkt ladede ord. Som den teatralske forfatter jeg nogle gange er, er jeg enig i, at de store ord og følelser gerne måtte komme op til overfladen lidt oftere.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går.
I juni skrev jeg i alt 5.599 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier