Science fiction den nye fantasy?

Den tanke gør Politikens anmelder Steffen Larsen sig i sine seneste anmeldelser af nogle af de nye ungdomsromaner i genren. Andre kommentatorer har jeg set gøre sig lignende overvejelser, og de fleste er enige om, at det ikke er science fiction i almindelighed, der gør sig gældende, men specifikt postapokalyptisk litteratur.

I sin glimrende artikel om den nye postapokalyptiske bølge, går Janus Andersen tættere på tendensen og viser, at de elementer, jeg også har bemærket i de par ungdomsdystopier, jeg har læst på det sidste, også gør sig mere generelt gældende:

• -- uanset hvor slemt det bliver, skal der også være plads til at hovedpersonen forelsker sig, og der er ofte to kærlighedsinteresser, der skal vælges imellem
• -- den unge hovedperson kommer oftest på den ene eller anden måde til at spille en central rolle i opgøret mod det dystopiske samfund

Sammenhængen med den hidtidige ungdomslitteraturs fokus er dermed bevaret, men den er kørt op på et mere dramatisk plan med livsfarlige autoriteter, og stor kærlighed der nemt kan blive éns sidste (men heldigvis ikke lægger op til at gå i retning af den selvudslettende kærlighed, som jeg kom til at hade i Twilight).

Personligt glæder jeg mig over udviklingen, og det er ikke kun fordi der er kommet flere dystopiske elementer til i min nye omskrivning af Da dyrene fik stemmer, for det burde vel få forlagene til at flokkes om romanen, når den først er omskrevet, ikke? Ikke!?