når mūsen ta’r en slapper

Den åbne roman

For flere måneder siden tænkte jeg for første gang: Kunne det ikke være interessant/sjovt/tidsåndsagtigt at skrive fuldstændig åbent om tiblivelsen af en roman -- lige fra kimen til forlagsturnéen -- med alle de omveje, skrottede delidéer og gennembrud, der nødvendigvis opstår undervejs? Spørgsmålet er retorisk og svaret viser sig forhåbentligt at være et lige så åbenlyst ja, som jeg håber. Dengang første jeg ikke idéen ud i livet, men nu har jeg lige skrevet første side på en roman, hvis grundidé er helt frisk. Det er mit mål, at dette indlæg bliver det første i en lang serie af rå, upolerede indlæg om romanen, som ikke engang har fået en midlertidig titel endnu. Og jeg håber, der er nogen af dem der læser dette, som har lyst til at komme med indspark undervejs -- det kunne sagtens tænkes at sådan nogle kommer til at påvirke romanens videre skæbne.

Kimen Inspirationen til romanen, som jeg har tænkt mig at trætte dig med de næste måneder eller mere, kan jeg spore et par måneder tilbage. Dengang opstod idéen om et magisystem, der bygger på narratologi; magi der udføres ved at fortælle historier. Magiens effektivitet skulle hænge sammen med hvor godt den opfyldte foreskrevne narrative regler og muligvis hvor troværdigt historierne inkorporerede personerne, der indgik i dem -- om de opfyldte ville-hun-virkelig-gøre-det-testen. Jeg var ikke sikker på hvem der kunne udføre magien, men i mit udkast til idéen, var der en skrivelærer, der ankom til en almindelig, dansk folkeskole og havde et valgfag i fiktionsskrivning, hvor de der deltog fik noget særligt papir at skrive på, som gav deres historier magisk potentiale, hvis de da overholdt den narrative logik. Hvad præcis den logik skulle være, blev jeg ikke ordentligt enig med mig selv om, inden idéen, og de par sider jeg fik skrevet på den, blev lagt til side. Den blev aldrig opgivet men snarere halvglemt.

Videreudviklingen For godt en uge siden afholdt jeg så et skrivekursus på Skanderborg Ungdomsskole, hvor en af eleverne havde brug for et indspark til det komprimerede romanforløb. Jeg sagde noget i retning af, at det hovedpersonen skrev, skulle blive virkeligt, og det fik mig til igen at tænke over narrativ magi, og den 9. november skrev jeg følgende notat:

Historie, der starter med en historie der viser sig at blive skrevet af den egentlige hovedperson. Fantasysamfund, hvor konsekvensen af historiefortællernes historier tillægges stor etisk betydning, og deres historier er kimen til nye universer.

Det var dagen før Silkeborg Dukketeaterfestival, hvor jeg skulle ind at se ni forestillinger på fire dage, og under de par forestillinger, der ikke sagde mig så meget, tænkte jeg videre. Jeg forestillede mig et samfund, hvis medlemmer fulgte med i en centralt forfattet historie, der som en anden sæbeopera fortsatte i det uendelige. En historie, der foregik i et parallelt univers. Jeg forestillede mig, at hovedpersonen skulle oplæres til at blive en af de mange medforfattere på denne historie, og han/hun fik besked på at tage livet af en person, som han/hun havde forelsket sig i. Og det faktum, at historien ikke bare handlede om, men var et parallelt univers skulle bruges, men jeg vidste ikke rigtig hvordan. Jeg tænkte endvidere, at historien var centralt kontrolleret, og den centrale kontrol havde et vigtigt formål. Det var vigtigt, at folk ikke bare gik og fandt på deres egne historier, men jeg var stadig ikke sikker på hvorfor. Muligvis var alle historier ophav til nye universer, der fandtes så længe historierne i det univers var kendt af mindt én person. Muligvis skulle historierne opfylde narratologiske 'krav' for at blive ophav til parallelle universer.

Jeg fornemmede, at det var en idé med potentiale, og jeg forsøgte at sætte brikkerne sammen så de gav et sammenhængende univers med potentiale til at rumme en virkelig god historie. Det blev desuden klarere og klarere for mig at historien drejede i en dystopisk/utopisk retning.

Efter yderligere tænkeri, fandt jeg frem til, at det centrale oligarki havde behov for at kontrollere historiefortællingen, fordi der skete en form for overførsel mellem hovedpersonens verden og de verdener, der blev skabt gennem historiefortælling. Måske var der en konstant mængde lykke i alle verdener tilsammen, og den ulykke der blev skrevet ind i et parallelt univers, blev fjernet fra dette univers? Måske var påvirkningen fra ureglementerede historier blot forbudt, fordi virkningen var uforudsigelig, da forståelsen af narratologisk magi var ufuldstændig? Påvirker historiedigtningen verden proportionalt med antallet af personer, der oplever historien gennem videreformidling, eller er videreformidlingen blot til stede for at undertrykke menneskets behov for selv at forfatte historier? Er det kun forfatterens evne til at fortælle historien, der afgør dens kraft -- dennes indlevelse, trang, lyst, fornemmelse for kunsten? Jeg tænkte at der skulle være to seperate indgangsvinkler til den narrative magi: den lærde og den intuitive. Det gik straks op for mig, at der er en klar parallel til henholdsvis Lyras og de lærdes brug af alethiometeret, og da jeg godt kunne lide det aspekt ved Det gyldne kompas, gjorde den tanke mig ikke noget.

Jeg havde svært ved for alvor at stadfæste præcis hvad der udveksles mellem verdener gennem fiktionsskriveriet. Jeg havde en idé om en slags energibalance, og overvejde simeplthen at personer og ting kunne flyttes mellem universer, ved at skrive dem ind eller ud.

Men her til aften tænkte jeg så endelig, at historieskrivningens logik har rod i en helt fundamental strømning i universet, som opretholder den og er årsag til alts eksistens og udvikling. Verdens logik er ikke naturvidenskabelig, men narratologisk! Den tanke føltes som et gennembrud. Denne strømning fører verden i en narratologisk bestemt retning. Narrative mønstre opstår i små og store størrelser -- fra mikroskopisk til planetært niveau.

Normalt arbejder denne strømning i store, langtrakte bevægelser, som ikke er umiddelbart synlige, men ved at digte efter kraftens logik, kan dens energi intensiveres og ændres og dermed påvirke denne og andre verdener synligt her og nu. Hvad det præcis indebærer, hvad magien kan bruges til, er jeg endnu ikke sikker på, men jeg ved, at kraften er facetteret og kan manifesteres på mere end én måde, og det var den ændring i tankegang (frem for eksempelvis udveksling af det ene eller det andet mellem verdener), der føltes helt rigtig.

Den næste tanke, jeg gjorde mig, var, at denne kraft mindede frygtelig meget om en form for gud, og den logiske konsekvens af dens eksistens og menneskets eksistens var, at mennesket var skabt for at påvirke verdens udvikling gennem videreudviklingen af narratologikken, der er frosset fast. Grundnarrativet, grundstrømningen, kan ikke udvikle sig yderligere uden et mere uforudsigeligt element, en meddigter: Mennesket. Man fristes helt til at citere biblen: "Gud skabte mennesket i sit billede." Men der ophører ligheden med den abrahemiske gud vist også.

Jeg har også tænkt, at da menneskets forskellige narrative traditioner (fra eventyret og myten til den postmoderne roman) er resultatet af kimen fra den narrative kraft, er der måske verdener, der hver matcher de narratologiske regler, forskellige genrer rummer. Men måske bliver det for fjollet at føre ud i livet -- men jeg synes nu alligevel tanken er interessant. Måske skal kun de gamle, gennemgående genrer medtages. Og er den verden hovedpersonen befinder sig i, i så tildælde en form for grundverden?

Om disse grundtanker er noget, der kommer til at fremgå af romanen ved jeg endnu ikke, men hvis ikke der skal ske en form for interaktion eller i det mindste filosoferen over denne grundkraft, må der være noget andet afgørende, der afsløres om årsagen til magien. Eller hvad? Jeg kommer til at tænke på Sofies Verden, hvor Sofie finder ud af, at hun blot er en figur i en historie skrevet af en forfatter. Den narrative strømning er verdens forfatter, og der er intet håb om at undslippe den.

Første stump af romanen (mere er der ikke endnu) "Vi er her for at hente Sina." Stemmen lød dyb og stor, og jeg havde mest af alt lyst til at springe ud ad vinduet. Det var den eneste udgang, ud over den lukkede dør, der første ud til gangen videre hen til trappen og ned til yderdøren, som mor og far lige havde åbnet. Deres stemmer var ikke til at høre heroppe. De var som usynlige vinde, der slog mod en tårnende klippe, der skyggede for alt. "Det ændrer ikke på noget," sagde manden. Jeg gik hen til vinduet og så ned. Tre etager til studeetagen -- og så det frie fald ned gennem de lavthængnede skyer. Det var åh så fint at bo lige ud til randen. Mor og far havde været så stolte over at have fået tildelt lejligheden, da mor var blevet forfremmet, og jeg var nok også blevet revet lidt med, da jeg fik et af værelserne med randudsigt. Der måtte være et eller andet, jeg kunne gøre. Hvis bare mor aldrig var blevet forfremmet, og vi var blevet boende på første sal i Skyhus 7B, så kunne jeg være hoppet ud ad vinduet, ned i græsset, og jeg ville ikke have stået her og stirret ned i vattet, der sejlede forbi, "Hvis I ikke lader mig komme ind øjeblikkeligt, er jeg tvunget til at bruge vold." Gid skyer var lige så bløde som de så ud. Jeg åbnede vinduet. Ikke fordi jeg ville springe ud eller sådan noget. Jeg var ikke tosset. Jeg så mig halvhjertet omkring, men jeg vidste godt, at det ikke var nogen som helst holdepunkter. De moderne huse var glatte som halvsmeltede isterninger. Jeg åbnede mest af alt vinduet, fordi jeg gerne ville mærke vinden blæse mig i hovedet en sidste gang inden de tog mig med. Og så selvfølgelig for at lade den tage de papirer, der var hele grunden til at uniformerede mænd trampede op ad trappen. Papirene blafrede i min hånd. Der var så mange, og de var så tæt beskrevet med de mindste bogstaver, jeg havde kunnet komme af sted med. Snigpapir var dyrt, og åbenbart også dyrere end det jeg havde købt. Idiot. Det var hvad jeg var. Vinden sled i arkene, og jeg gav slip og de for væk i mønstre der et øjeblik gjorde en vindstrømning synlig. Et enkelt stykke satte sig et øjeblik fast på ruden inden det rev sig løs og fulgte de andre -- som et får, der var kommet for langt fra sin flok og nu kom løbende efter dem. Døren hamrede ind i væggen, og jeg vendte mig om.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går – nu må jeg snart se at få taget mig sammen.
I november skrev jeg i alt 0 ord.

 

Læserier

De seneste bøger jeg har læst

Revolvermanden
liked it
tagged:
audio-da
Children of Dune
liked it
tagged:
audio-da




goodreads.com

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et skriveleksikon for forfatterspirer, hvor du kan læse om hvordan du får idéer og forbliver motiveret, om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer, om hvordan du skruer velspillende scener sammen og skriver dialog så det fænger – og om meget mere.

 
 

Kategorier