når mūsen ta’r en slapper

Maskinen der skrev -- en novelles tilblivelse

I går aftes indsendte jeg min novelle Maskinen der Skrev til Science Fiction Cirklens antologi, hvis deadline var selvsamme dag. Historien har været længe undervejs, og den har ændret sig meget i mellemtiden, så jeg tænkte, at jeg ville dele dens skabelsesberetning med jer.

Grundidéen fik jeg i foråret 2009. Jeg stødte på fanzinet Science Fictions årlige skrivekonkurrence, der det år havde temaet danskerne og robotterne, og det pirrede min fantasi. Jeg kom hurtigt ind på kunstige intelligenser, og hvad-nu-hvis'en, som blev rygraden i historien, dukkede op: Hvad nu hvis den første indskydelse, som den første rigtige kunstige intelligens fik, var at skrive historier? Jeg satte i gang og fik hurtigt skrevet den spæde begyndelse, de første 500 ord, men det var også hvad det blev til i den omgang. Jeg havde en løs idé om en hovedperson, der berettede om fortællerintelligensens opståen og udvikling, men jeg vidste ikke hvad hans mål var, hvem han talte til, eller hvor historien skulle ende.

Karl Madsen trykkede recordknappen i bund og den røde lampe begyndte at lyse. Han rømmede sig. ”De var bange for den. Selvfølgelig var de det. Vi er alle sammen blevet opflasket med AI'er, der ikke bruger lang tid på at finde ud af, at kødklumperne, der har skabt dem, egentlig ikke burde sidde i førersædet. Uanset om maskinen nu hedder HAL, T-101, Matrix eller ???. Man kan vel nærmest sige, at det er blevet et fiktivt faktum.

Uden mål og med gik jeg i stå, og idéen lå i dvale i næsten tre år, før det nye medlem i min skrivegruppe kom til skrivemøde med en science fiction-tekst, der var til SFC's antologi. I de mellemliggende år havde jeg et par gange tænkt lidt over idéen, og jeg syntes stadig den var god, men det var hendes tekst, der blev sparket, der endelig genstartede skriveprocessen. På det tidspunkt var der godt to uger til deadline, så jeg kastede mig over teksten og skrev løs. Tre dage senere var jeg færdig med første udkast på knap 3000 ord, og jeg havde en udvikling og en slutning, jeg grundlæggende var tilfreds med. Hvad jeg manglede var stadig en hovedperson/fortæller med et klart mål med sin fortælling, og en modtager af hovedpersonens fortælling om fortællerintelligensens historie. Og det var også hvad jeg fik hug for at mangle, da teksten kom igennem skrivegruppen første gang.

Nutidshistorien manglede at blive konkretiseret. Det duede ikke at en fortæller fortalte historien uden et klart ståsted, den blev udtalt fra. Jeg gik i tænkeboks og tog til sidst konsekvensen og indsatte en rammehistorie om et ældre medlem af et fremtidigt lokalsamfund, der bliver kidnappet af en gruppe unge, der vil have ham til at fortælle om tiden før fremkomsten af fortællerintelligensen, som jeg nu havde døbt SHU, fordi de er overbeviste om, at den lyver for dem. Fire dag inden deadline var jeg færdig. Jeg havde bevaret det meste af det først udkast i lange, berettende replikker, og placeret det meste af rammehistorien om de unge i starten og slutningen. Det fik novellen til at vokse til 4000 ord og ændrede fuldstændigt dens indledende tone:

De fjernede bindet fra mine øjne, og verden blændede mig. Jeg kneb øjnene sammen. Rebet gnavede stadig i mine håndled. Mit øre dunkede, og inden jeg nåede at tage mig i det, hviskede jeg igen "SHU? Er du der?", selvom jeg vidste, at de havde brudt forbindelsen. De havde virkelig brudt forbindelsen. Det var over halvtreds år siden jeg lærte SHU at kende, og nu var hun for første gang ikke bare en hvisken væk . Mit dunkende øre føltes som en konstant påmindelse om min ensomhed.

Men det uklare fortællested var ikke det eneste problem, skrivegruppen udpegede. Slutningen på historien var uklar, og det var den både i første og andet udkast. I andet udkast var konsensus desuden, at de unge kidnapperes motivation ikke var spor klar; hvorfor var det så vigtigt for dem at kende sandheden? Og hvorfor troede de ikke længere på SHU?

Dagen før deadline var jeg færdig med tredje udkast, som var vokset til 4600 ord. Foruden de obligatoriske smårettelser var den største ændring en enetale fra de unges leder hen mod slutningen, som besvarede de hvorfor-spørgsmål, som gruppen havde haft, og gjorde ham tydeligere som person og indførte noget motiverende baggrundshistorie. Før jeg satte mig til at skrive enetalen, havde jeg ikke planlagt de unges motivation særligt nøje. For mig stod det også uklart, og jeg kunne høre på skrivegruppens respons, at jeg tydeligvis havde fejlbedømt vigtigheden af at forstå de unges bevæggrunde. Jeg sørgede i tredje udkast også for at den ældre fortællerkarakter blev tydeligere karakteriseret, og det gjorde jeg især i hans reaktion på lederens enetale.

Til det sidste skrivemøde inden indsendelsen, var der kun ét stort problem tilbage. Slutningen var blevet klarere, men den var stadig ikke klar nok. Jeg havde nok frygtet at få læseren til at føle sig talt ned til, men efter jeg kom hjem, besluttede jeg mig for fuldstændigt at omskrive den sidste, afslørende del af slutningen, og resultatet blev langt sværere at fejltolke, end det havde været hidtil. Derudover havde der fra staren været spredt spredt kritik fra skrivegruppen om, at selve fortællingen om SHU's udvikling startede for langsomt, men der var ikke konsensus om problematikken, og jeg besluttede mig for at bevare den del af historien, som den var, da jeg selv syntes, den fungerede.

På selve indsendelsesdagen læste jeg novellen igennem, lavede smårettelser og ændrede lederens tone baseret på min kærestes kritik, og da jeg endelig sendte den, følte jeg virkelig, at det var en god novelle, jeg med stor hjælp fra skrivegruppen havde skrevet. For sjov tog jeg tid på skriveprocessen, og kan afsløre at det tog omtrent 14 timers effektiv skrivning at forfatte novellen fra genoptagelsen til den endelige udgave -- eksklusive tænkearbejde, skrivning om teksten og skrivegruppekritik.

Nu er der bare tilbage at vente til ultimo maj, hvor de forventer at give besked om hvilke noveller, der er blevet udvalgt. Sidste år var det vist omtrent 20 ud af 50, så oddsene er ret gode. Sjovt nok passer historien egentlig væsentligt bedre til fanzinet Science Fictions tema i år, danskerne og fremtidens kulturliv, så hvis SFC ikke vil have novellen, sender jeg den derind; og hvis Knud Larn heller ikke vil have den, kommer den på bloggen.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går – nu må jeg snart se at få taget mig sammen.
I november skrev jeg i alt 0 ord.

 

Læserier

De seneste bøger jeg har læst

Revolvermanden
liked it
tagged:
audio-da
Children of Dune
liked it
tagged:
audio-da




goodreads.com

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et skriveleksikon for forfatterspirer, hvor du kan læse om hvordan du får idéer og forbliver motiveret, om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer, om hvordan du skruer velspillende scener sammen og skriver dialog så det fænger – og om meget mere.

 
 

Kategorier