når mūsen ta’r en slapper

Da dyrene blev til Udyr

Kassen med Udyr-bøger med vores kat Fluffe i baggrunden

Efter en flerårig, forgæves forlagsturné virkede det mere og mere umuligt at finde nogen der ville udgive Da dyrene fik stemmer. Men lettere umotiveret ledte jeg alligevel i sommeren 2016 efter nye forlag jeg tænkte kunne matche romanen. Jeg faldt over Jensen & Dalgaard der beskrev sig selv som et forlag der kun udgav det de brændte for, og som i forvejen havde udgivet meget børnelitteratur, bl.a. flere bøger af min medelev på Forfatterskolen for børnelitteratur, Mette Vedsø. Jeg sendte dem et prøvekapitel og en måneds tid senere bad de om resten af romanen. Og så ventede jeg ellers. Jeg nåede næsten at glemme forlaget da jeg i april 2017, otte måneder senere, fik respons på den samlede roman:

Vi har frygteligt dårlig samvittighed, fordi der er gået så lang tid, uden du har hørt tilbage fra os. Hvis det stadig er relevant for dig, vil vi gerne tale med dig om en udgivelse af DA DYRENE FIK STEMMER, som vi nu begge har fået læst.

Jeg turde næsten ikke tro det.

Jeg skulle arbejde med en opstramning på især det sproglige plan, og nogle elementer i handlingen skulle også ses efter i sømmene, før de kunne tage endelig stilling til en eventuel udgivelse. Men jeg havde aldrig før været noget der lignede så tæt på en udgivelse! Jeg svarede selvfølgelig positivt tilbage, og fik en uges tid senere et grovredigeret kapitel 2 tilbage som jeg skulle bruge som forbillede for redigeringen af resten af romanen. Det handlede mest om at skære – gerne med en tredjedel! – men de ville også gerne have en prolog der kunne få en bedre krog i læseren. Og så opfordrede de mig også til at gøre det mere eksplicit hvad dyrenes nyfundne taleevner betyder for kødspisningen i universet – hvilket egentlig var et element det oplagt kunne fylde mere, men som bare tilfældigvis ikke havde gjort det sådan som jeg havde skrevet romanen.

En måneds tid senere tilbagesendte jeg en redigeret udgave, hvor jeg i den medfølgende mail beskrev de overordnede ændringer sådan her:

  • Jeg har fjernet 80-90% af alle før datider og kun bevaret dem hvor jeg anså en omskrivning for meningsforstyrrende, og dem som er en del af replikker og dér virker rigtige – jeg kan dog godt skære yderligere i især dem der forekommer i replikker hvis du mener det bør gøres.
  • Jeg har fjernet mange tanker der udtrykkes i handlinger og skruet lidt ned for den medfølgende patos med udtagelse af de par steder der er følelsesmæssige højdepunkter. Jeg har måske været for bange for at følelser og tanker ikke er kommet til udtryk udelukkende gennem tale og handling, og hvis det er tilfældet vil jeg gerne prøve at skrive det Mille-interne endnu længere ned.
  • Jeg har omformuleret hundredevis af sætninger der før blev indledt af “Jeg …” og “Og så …”-agtige formuleringer, især for at undgå at der er mere end én i streg og har forsøgt at arbejde mere bevidst med sætningslængde og opbygning både for at underbygge spænding og variation. Hvis det stadig er for monotont som det er nu, må du sige til.

Det var voldsomt at redigere så vidtgående i et manuskript jeg havde haft liggende så længe, men også befriende, for jeg kunne se at de havde ret i at det ville blive bedre med den type omskrivning de havde foreslået. Men manuskriptet var kun blevet 10% kortere, langt fra den 1/3 de havde forestillet sig, og jeg gruede for at de ville foreslå beskæringer jeg ikke syntes gav mening.

Igen måtte jeg væbne mig med tålmodighed, men da sommeren blev til efterår tikkede der endelig en mail ind: "Jeg synes, den fungerer ret godt nu :)". Der var stadig meget småredigering der skulle ordnes, men de forventede at den ville udkomme i foråret 2018. Det føltes lige pludselig meget virkeligt. Et halvt år senere ville jeg kunne kalde mig romanforfatter. De kortere tekster jeg har udgivet i løbet af de sidste ti år, havde aldrig rigtig formået at få mig til at føle mig som en rigtig forfatter – det har altid været romanen jeg har haft som personlig målestok. Og nu var det mål endelig i sigte; jeg var selvsagt lykkelig!

Vi aftalte at mødes kort tid efter på forlaget, for at tale de sidste detaljer igennem, herunder kontrakten. Den endte jeg med at foreslå en del ændringer til, men heldigvis kunne de to forlæggere gå med til de fleste, og jeg fik en aftale jeg var tilfreds med – især var det vigtigt for mig at den udløb på et tidspunkt, så jeg selv fik udgivelsesretten tilbage. Det var en fornøjelse at tale med dem, og jeg havde en rigtig god følelse i maven på vejen derfra. At de havde en forlagskat der boede i lokalerne var desuden svært ikke at elske.

De sidste dramatiske ændringer der ventede var navnene. Rollo, hovedpersonen Milles hund, mente de var for stereotypt et hundenavn der ledte tankerne hen på Rollo & King, og Lise var ikke et navn børn på den alder havde længere. Jeg tjekkede Danmarks statistik, og jeg måtte erklære mig enig hvad Lise angik, og hun blev til Ida (det føles stadig mærkeligt!). En af de børnebøger jeg som barn elskede allerhøjest, var Diana Wynne Jones' Himmelhunden, og som et lille nik til den, valgte jeg at omdøbe Rollo til Leo som er navnet på hundehovedpersonen i dén roman. Den ændring har jeg fået det bedre og bedre med, men efter så mange år med "Mille og Rollo", går der nok stadig noget tid før jeg helt har vænnet mig til "Mille og Leo". Endelig skulle titlen også ændres – den passede ikke til tonen i romanen. Det kunne jeg udmærket følge, og det var jo også titlen den havde dengang det var et meget kortere værk til et yngre publikum. Jeg lagde hovedet i blød og sendte nogle uger senere fem forslag afsted, nogle bedre end andre:

Udyr
En af os
I mørke er alle grå
De er bange for mig
Ingen vej tilbage

Der var vist ingen tvivl om at det var Udyr der var den rigtige titel, og den rå forside kom til at stå rigtig godt med titlen. Forsiden fik jeg ikke den store indflydelse på, udover skrifttypevalg, men i de sidste måneder inden trykningen til forårsudgivelsen, skulle det også gå hurtigt, og heldigvis er jeg blevet gladere og gladere for forsiden, jo længere tid jeg har kunnet se på den herhjemme.

Og nu er den så på gaden. Jeg har flere gange stået med den i hånden og været benovet over at det virkelige lykkedes til sidst. Det har været en lang vej fra kimen til en idé, via en række omskrivninger og nu endelig til en udgivelse der får mig til at føle mig som en rigtig forfatter.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har skrevet hver dag de sidste 5 dage — siden den 20/5 er det blevet til 1.531 ord med et gennemsnit på 306 ord om dagen. Jeg var mest produktiv den 22/5, hvor jeg skrev 448 ord på Inferno.
I april skrev jeg i alt 0 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et skriveleksikon for forfatterspirer, hvor du kan læse om hvordan du får idéer og forbliver motiveret, om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer, om hvordan du skruer velspillende scener sammen og skriver dialog så det fænger – og om meget mere.

 
 

Kategorier