Kategori: skrivning

Hvis man virkelig vil noget med skriveriet, er jeg gentagne gange nået frem til, at det vigtigste er at holde sig i gang, at skrive-- også når det er svært og hverken inspirationen eller lysten uden videre melder sig. Jeg har selv oplevet flere af den slags perioder end jeg har tal på, og nogle gange har jeg derfor ikke fået skrevet i flere måneder. Inspiration er ikke noget man skal vente på kommer til en -- det ved jeg godt -- men når ethvert forsøg på at gå i gang med at skrive føles som om det resulterer i små, dårlige tekster, er det langt nemmere ikke at få skrevet frem for igen og igen at blive konfronteret med sin egen utilstrækkelighed som forfatter.

Kategorier: 

Forfatteren Trisse Gejl, som underviser i Tekstproduktion på SDU, hørte jeg fremsætte en miniteori om at skrive romaner, som hun havde haft meget glæde af, så den vil jeg dele med jer, da jeg synes den lægger op til en fornuftig arbejdsproces -- især for de forfattere, der bliver hæmmet af for meget planlægning.

Romanfloden Forestil dig en flod. Ved flodens udspring befinder din indgang til romanen sig. I floden er der trædesten, som læseren går på. Trædestenene er de vigtige scener i romanen, de som er essentielle for historien. Blandt dem er typisk de scener, hvor de første løse tanker om grudidéen realiseres. Skriv de scener, du føler for, som er vigtige for grundidéen, først -- det gør ikke noget, at der viser sig at skulle flere trædesten før, efter eller imellem dem. Trædestenene placeres løbende, hvor de passer bedst i strømmen.

Kategorier: 

I går aftes indsendte jeg min novelle Maskinen der Skrev til Science Fiction Cirklens antologi, hvis deadline var selvsamme dag. Historien har været længe undervejs, og den har ændret sig meget i mellemtiden, så jeg tænkte, at jeg ville dele dens skabelsesberetning med jer.

Grundidéen fik jeg i foråret 2009. Jeg stødte på fanzinet Science Fictions årlige skrivekonkurrence, der det år havde temaet danskerne og robotterne, og det pirrede min fantasi. Jeg kom hurtigt ind på kunstige intelligenser, og hvad-nu-hvis'en, som blev rygraden i historien, dukkede op: Hvad nu hvis den første indskydelse, som den første rigtige kunstige intelligens fik, var at skrive historier? Jeg satte i gang og fik hurtigt skrevet den spæde begyndelse, de første 500 ord, men det var også hvad det blev til i den omgang. Jeg havde en løs idé om en hovedperson, der berettede om fortællerintelligensens opståen og udvikling, men jeg vidste ikke hvad hans mål var, hvem han talte til, eller hvor historien skulle ende.

Fortsættelse af De tre akter: Begyndelsen

Når det ikke længere er muligt for hovedpersonen at fortsætte sit liv som før, er romanen nået til midten. Det er her størstedelen af romanen udspiller sig. Her er scener der øger spændingen, hæver indsatserne, holder læseren urolig og samlet eskalerer mod slutningen på en måde der virker uundgåelig. Hovedpersonen og modstanderen mødes gentagne gange, afbrudt af omgrupperinger og tænkepauser. I midten væves plottråde sammen og subplots udfolder sig. Hovedpersonens forhold til bipersonerne udforskes, og det gør hans forhold til modstanderen muligvis også.

I midten gælder det om ikke at komme for meget på afveje. Det er vigtigt aldrig helt at slippe konflikten mellem hovedpersonen og modstanderen, så læseren hele tiden føler, at han følger en rød tråd, der uundgåeligt strukturerer plottet mod det sidste uundgåelige opgør, der skal afslutte romanen.

Kategorier: 

I dag var jeg til tredje gruppekritik af min nye roman, Vækkelsen, på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det er ved at være et halvt år siden, jeg begyndte på den, men alligevel har jeg på fornemmelsen, at den kritik jeg fik i dag vil resultere i en fundamental ændring af romanen.

Budskabet var fra Martin Glaz Serups side, at der mangler fokus, at romanen stadig er for vild(tvoksende). I dag var første gang vi skulle aflevere deciderede tidslinjer og det fik mig til at tænke i handlingsdetaljer, og det gjorde det tydeligt, at der simpelthen er mere stof i en af mine hovedpersoner end i de andre.

Vækkelsen er en fantasyroman, der foregår i vores verden. Fantasyelementet er at en række unge mennesker med års mellemrum, og tilsyneladende vilkårligt, udstyres med evnen til at ændre andre menneskers tanke. Den person, Augustina, som Martin korrekt gættede på interesserede mig mest er en af disse tankekontrollører, hekse, der blev født i 1600-tallet og som har fundet en måde at leve længere end alle andre. Det er hendes forsøg på at undgå døden, der ellers er så uundgåelig et element i mennskelivet, der nu bliver den tykkeste røde tråd i romanen ... tror jeg.

Den røde tråd

Tilbage i gymnasiet skrev jeg i engelsk et referat af en novelle, jeg snart sagt intet kan huske om i dag. Én ting jeg kan huske fra mit referat er delsætningen "a piano teacher named Richard ((okay okay, jeg kan faktisk ikke huske hans 'rigtige' navn, men det er ikke så vigtigt))." Min lærer forsøgte at forklare mig at klaverlærerens navn ikke hørte til i et referat, hvor han ikke spillede nogen nævneværdig rolle, men jeg forsvarede mig med det faktum, at det ikke var andet end to ord, der var tale om -- og når der ikke skulle andet end to ord til at tilføje ekstra information, var der vel ingen grund til at lade være? Om det var fordi jeg var for tungnem, eller fordi min lærer ikke formåede at forklare det ordentligt, skal jeg ikke kunne sige i dag, men langt senere gik det op for mig, hvad det handlede om.

Kategorier: 

Fortsættelse af De tre akter: Ingredienserne

Begyndelsens rolle er som introduktion til romanens verden og hvad status quo er, før hovedpersonen drives ud på sin rejse igennem anden akt. Foruden at stadfæste stedet, tiden, den umiddelbare kontekst, tonen og genren er den til for at overbevise læseren om, at det er værd at fortsætte til midten. For at gøre dette bør romanen så tidligt som muligt introducere hovedpersonen og vinde læserens indlevelse i ham. Krogen skal simpelthen i læseren så hurtigt som muligt.

Ofte forstyrres det normale liv en smule allerede helt fra starten for ikke at kede læseren; der sker noget ud over det sædvanlige, men endnu ikke forstyrrelsen, der tvinger hovedpersonen op mod modstanderen. Ofte benytter spændingsforfattere allerførste sætning til at gøre dette, for med det samme at give læseren en følelse af, at der sker noget. Tidligere kunne man i højere grad tillade sig lange, beskrivende passager, men nutidens læsere har andre forventninger. De fleste læsere ønsker hele tiden en følelse af bevægelse – aldrig af stilstand.

Kategorier: 

Jeg har i et stykke tid rodet med en ordoptællingsudvidelse til bloggen -- lige så meget for at motivere mig selv som for at give jer mulighed for at se, hvordan det går. Det bedste plugin, jeg har fundet, er et tredelt et af slagsen, der både kan holde styr på skriveprojekter, ordoptællinger og indsendte manuskripter. Ryan M. Williams, som indtil videre har forfattet og udgivet tre science fiction-noveller i forskellige magasiner, har for sin egen skyld lavet de tre udvidelser, som desværre ikke er tilgængelige på hans side i øjeblikket (skriv til mig, hvis du vil have dem tilsendt).

Efter at have skrevet indtil flere versioner af billedbogen Da dyrene fik stemmer , havde jeg i flere omgange måttet sande, at jeg havde svært ved at koge mit "hvad nu hvis ..." ned til tre normalsider. Så kom jeg for to uger siden i tanke om mit strandede forsøg på at skrive en roman til Gyldendals børnespændingsseriekonkurrence og tænkte "hvad nu hvis pigen og hendes hund var hovedpersonerne i den første roman i en spændingsserie?" Det spørgsmål viste sig at åbne op for så meget inspiration, at jeg på nuværende tidspunkt har idéer til hovedkonflikten i syv korte romaner og synopser til de to første.

Fortsættelse af De tre akter: Intro

Et godt plot drives af en interessant hovedperson. I en god roman er der lagt så meget energi i at skabe og viderebringe hovedpersonen, at læseren bliver suget ind i hovedpersonens hoved og ikke bare observerer ham, men er ham så længe historien står på.

Hvis ikke læseren hurtigt skal tabe interessen for hovedpersonen, skal han have et mål. Naturligvis har enhver person altid flere større og mindre mål, men mainstreamromanens hovedperson kendetegnes ved at have ét dominerende mål -- oftest igennem hele romanen. Som oftest består dette i enten at få fat i noget eller komme væk fra noget. Uanset hvad det er, skal det have enorm betydning for hovedpersonen. Hvis læseren på noget tidspunkt ikke forstår, hvorfor hovedpersonen ikke bare giver op, er målet ikke vigtigt nok for hovedpersonen. Mål kan være eksterne og fysiske, som Indiana Jones jagt på et relikvie, eller interne og private, som Holdens jagt på mening i Forbandede Ungdom.

Kategorier: 

Sider

Search form

Subscribe to RSS - skrivning