Erotik

Mening: Helle Hartz, chefredaktør på Tidens Kvinder

Det sker ofte at forfatteren lader sig rive med af sexscenerne og de derfor bliver for uigennemarbejdede; husk derfor at give dig god tid til at skrive de frækkeste scener i en erotisk novelle, og sørg for at redigere dem efterfølgende.

At en sexscene er beskrevet sansemættet er langt hen ad vejen vigtigere end indholdet i scenen, og hvorvidt forfatteren synes scenen er pirrende vil ofte smitte af på læseren.

Klassiske fejl

  • at skrive opremsende og teknisk om det der sker og dermed ikke gøre det tilstrækkeligt sanseligt
  • at bruge pludselig for meget
  • at bruge mærke for meget i sammenhænge hvor personen mærker hvad han selv gør, som om hans lemmer er blevet autonome
  • at bruge ordene skamben og skamlæber frem for ordene kønsben og kønslæber

Læseanbefalinger

  • Anja Nesgaard Dal: Når fantasien får vinger (noveller)
  • Lotte Garbers: Prøverummet (noveller)
  • Kristina Stoltz: Et kød (noveller)
  • Anaïs Nin: Venusdeltaet og De små fugle (noveller)
  • Erica Jong: Fanny (roman)

Kilde: Dommer: Man skal ikke kamikaze på det her og Anbefaling: Det bedste indenfor erotisk litteratur

Mening: Jacob Søndergaard, redaktionschef på Rosinante

Erotisk litteratur ender næsten altid med fysisk forløsning, og det kan nemt blive trivielt hvis forfatteren følger den slagne vej mod målet. Mere erotisk litteratur burde ende mere uforløst og på den måde efterlade en pirren i læseren.

Der bør være mere åbenhed i erotisk litteratur over for at tolke andre situationer end det klassiske samleje som erotiske, fx en cykeltur fyldt med sanseindtryk og erindringsglimt.

Erotisk litteratur skal (også) være skrevet for at vække sanseligt begær i læseren, et begær der minder om det narrative begær der er i enhver litterær tekst.

Klassiske fejl

  • at tro at erotik og pornografi er synonymer og på den måde reducere erotik til gymnastiske øvelser
  • at glemme at sex er en del af erotikken og i stedet intellektualisere eller overæsteticere erotikken
  • at glemme at erotik er alvorligt idet det hænger sammen med fødsel og død
  • at glemme at erotik også kan være sjovt og uhøjtideligt

Læseanbefalinger

  • Anaïs Nin: De små fugle og Venusdeltaet (novellesamlinger)
  • Kristina Stoltz: Et kød (novellesamling)

Kilde: Forlægger: Erotisk litteratur har for meget fokus på forløsning og Anbefaling: Det bedste indenfor erotisk litteratur

Mening: Lotte Garbers, forfatter

Det er naturligt også at have en karakters erotiske liv med i litteraturen, og en roman kan komme til at virke utroværdig, hvis man ikke lærer om hovedpersonens erotiske jeg.

Hvis man kun holder sig til selvoplevede erotiske oplevelser kan det nemt komme til at blegne og virke uerotisk for de fleste af os.

Erotik er hverken et udpenslet samleje eller den Hollywoodperfekte oplevelse. Pas på med at skrive for ligefremt og detaljeret, og antyd og fornem i stedet, så fantasien sættes i gang.

Læseanbefalinger

  • John Cleland: Fanny Hill. En glædespiges erindringer (roman)
  • Michel Faber: Den røde blomst, den hvide blomst (roman)

Kilde: Forfatter: Jeg er god til at være ligeglad og Anbefaling: Det bedste indenfor erotisk litteratur

Mening: Simon Fruelund, forfatter og underviser

God erotisk litteratur skal gerne være skævt og menneskelig, og ikke udelukkende være eskapistisk fantasi. Især er sproget, humoren og varmen vigtige ingredienser.

Man bør passe på med at lade sig rive for meget med, da man så risikerer at glide over i klicheer og banaliteter. Det fungerer ofte godt at iblande lidt humor.

Læseanbefalinger

  • Christinas Hagen: Boyfrind
  • Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

Kilde: Dommer: Erotisk litteratur må godt have en sten i skoen og Anbefaling: Det bedste indenfor erotisk litteratur

Mening: Karsten Nielsen, forlægger

Erotisk litteratur følger ofte samme skabelon med smukke, liderlige kvinder, virile mænd og almindelig hetero-sex. Du bør sørge for at overraske og have en stemme der stikker sig ud. Overvej at søge mod grænserne for hvad der er erotisk: det grimme, det usexede og kønnet som en flydende størrelse.

Gode råd

  • Skriv hen hvor det brænder for dig selv
  • Fokuser på sproget
  • Sørg for at starten får krogen i læseren

Læseanbefalinger

Uden for genren: * Bret Easton Ellis: Glamorama (roman) * Michel Houellebecq: Muligheden af en ø Inden for genren * Ane Schmidt: Anelser * Stephanie Caruana: Skam i K - Erotiske noveller af kvinder (novelle)

Kilde: Der er for mange smukke, liderlige kvinder og rige, virile mænd og Anbefaling: Det bedste indenfor erotisk litteratur