Karakter (fra Story Engineering)

Indledende overvejelser

En karakter er summen af hans valg og hans adfærd, der forstås i forlængelse af hans fortid og som er fremtvunget af hans bevæggrunde og mål. For at klargøre hvem en karakter er, skal følgende områder afdækkes:

  • Påtaget væremåde og personlighed: Hvordan verden ser karakteren, særheder, tics, vaner og selvfremstilling.
  • Baggrundshistorie: Alt hvad der skete i karakterens liv før historien begynder der har gjort ham til den han er nu.
  • Karakterudvikling: Hvordan karakteren tager ved lære og ændrer sig i løbet af historien, hvordan han overvinder sine største udfordringer.
  • Indre dæmoner og konflikter: Typen af problemer der holder karakteren tilbage og afgrænser hans syn på tingene, hans overbevisninger, hans beslutninger og hans handlinger.
  • Verdensanskuelse: Et indoptaget trossystem og moralt kompas; resultatet af baggrundshistorie og indre dæmoner.
  • Mål og bevæggrunde: Hvad der driver karakteren til at træffe sine beslutninger og handle som han gør, og troen på at fordelene ved disse beslutninger og handlinger mere end opvejer enhver omkostning eller ethvert kompromis.
  • Beslutninger, handinger og adfærdsmønstre: De endelige beslutninger og handlinger der er summen af alle ovennævnte egenskaber.

De tre dimensioner

En karakters egenskaber kan anskueliggøres ved at inddele dem i tre dimensioner, og når du konstruerer din karakter bør du altid nøje overveje hvilke dimensioner karakterens egenskaber eksemplificerer.

Den første dimension – karakterens ydre landskab

Kombinationen af hvordan karakteren ser sig selv, hvordan han tilstræber at andre ser ham, og hvordan andre faktisk ser ham. Disse karakteregenskaber består primært af overfladetræk, særheder og vaner.

Førstedimensionsegenskaber baserer sig oftere på hvordan karakteren ønsker at blive opfattet af andre end hvilken baggrundshistorie eller indre kræfter der er dominerende i personen. Karakterer kan ønske at demonstrere indre egenskaber i deres førstedimensionsegenskaber eller de kan ønske at skjule dem. Hvilken betydning karakterens førstedimensionsegenskaber tillægges kan være i modstrid med karakterens intention.

Egenskaberne viser ikke nødvendigvis hvem karakteren i egentlig er, da det kan være en facade eller der kan fejltolkes. Derfor er det vigtigt at vise læseren hvad der ligger bag dissse valg, og i det øjeblik læseren vises hvad der ligger bag den første dimensions karakteriseringsegenskaber, er der tale om den anden dimension.

Statister: Den bedste brug af en statist er til at vise læseren hvordan en vigtigere karakter relaterer til statisten eller tolker hans førstedimensionsanstrengelser på at iscenesætte sig selv.

Den anden dimension – karakterens indre landskab

I den anden dimension afslører forfatteren baggrundshistorien og dagsordenen der gik forud for første dimension af karakteriseringen – og afslører dermed hvilken betydning den bør tillægges. Karakterernes indre landskab er de ting der, over tid, tilsammen har resulteret i karakterens førstedimensionsfremtræden.

Den anden dimension dikterer ikke hovedpersonens valg, den belyser i stedet karakterens bevæggrunde. Det er netop i kraft af hovedpersonens andendimensionsegenskaber at hans handlinger i en given situation karakteriserer ham og får betydning. Karakterer er nogle gange summen af deres baggrundshistorie, og andre gange er de som de er på trods af deres baggrundshistorie.

En karakters adfærd er dog altid præget af de værdier og adfærdsmønstre som har været kendetegnende for hans baggrund, oftest hans familie.

Mere overordnet er en karakters verdensanskuelse er en samling af værdier, præferencer og overbevisninger der kommer til udtryk gennem holdninger, fordomme, vaner og valg. Verdensanskuelsen er som oftest resultatet af baggrundshistorie og kultur.

Målet er at forstå karakterernes baggrundshistorie i en sådan grad at den logisk og velbegrundet forklarer hvem han er som voksen i historien. Dermed kommer den anden dimension til at fungere som et karakteriseringsmellemlag der både forklarer førstedimensionskarakteriseringen og fungerer som grundlaget for en tredjedimensionsadfærd der giver en tilfredsstillende karakterudvikling.

At skimte de væsentlige karakterers indre landskab giver læseren mulighed for at forstå dem, og det er essentielt hvis der skal fremkaldes indlevelse. Det er ikke nødvendigt at holde af hovedpersonen, men det er nødvendigt at holde med ham – uanset hvor stort et svin han er.

Baggrundshistorie

Baggrundshistorie kan forklare førstedimensionskrukkeri og tredjedimensionvalg, og den kan også stå i kontrast til begge dele og på den måde tilføje et interessant lag af kompleksitet.

Isbjergsprincippet: Vis kun læseren nok af karakterens baggrundshistorie til at denne kan formode hvad der endnu står usagt hen som alligevel påvirker karakterens verdensanskuelse og handlinger. Den rette balance er at vise netop nok baggrundshistorie til at læseren intuitivt kan forstå karakterens baggrund uden at den forklares.

En karakter kan være fængslende netop på grund af hans skjulte hemmeligheder, og grunden til at disse hemmeligheder må holdes skjult bliver så en del af gåden historien skal løse.

Serier: Hver del i en serie bør fortælle en hel historie med en fuldbragt forløsning. Den samlede historie vil næsten altid hænge sammen med baggrundshistorien, og denne historiestreng kan forblive u(for)løst indtil sidste del – dog bør hver del føre denne historie videre samtidig med at den enkelte dels historie forløses.

Den tredje dimension – karakterens sande jeg

Den tredje dimension viser sig når karakteren tvinges til at vise sit sande jeg, sin inderste kerne.

Fremvisningen af karakterens sande jeg fremtvinges af at afgørende valg må træffes fordi der er kommet mere på spil end der tidligere har været. Dermed er det også afgørende at man som forfatter sørger for at placere sine karakterer i sådanne situationer. Denne sande karakter bag masken – karakterens morale substans eller manglen på samme – forklares ofte med baggrundshistorie, men hvorvidt han kun er summen af sin baggrundshistorie og sine indre dæmoner er ikke afgjort førend han træffer en beslutning og handler. Først da afslører han sin tredje dimension og dermed hvorvidt han har formået at forandre sig.

Hvis hovedpersonen i en ekstrem situation demonstrerer at han har besejret sine indre dæmoner og nu er i stand til at træffe bedre valg, har han forandret sig, og tredjedimensionsvalg i slutningen af en historie er netop den væsentligste måde at demonstrere en sådan karakterudvikling på.

Den tredje dimension er den afgørende karakterisering, alt andet er blot facader og forklaringer. Fortiden er aldrig hvem vi er selvom det altid er en afgørende faktor for hvem vi er blevet. En del af karakterens sande jeg er hans evne til at klare det der har kompromitteret andre med lignende andendimensionsegenskaber.

Indre konflikt og karakterudvikling

Enhver god historie besidder to konfliktniveauer:

  • En ydre forhindring på hovedpersonens rejse og
  • karakterbrister der forhindrer hovedpersonen i at træffe de rette valg i pressede situationer

Karakterbriser er resultatet af dybt rodfæstede indre problemer, indre dæmoner: En drift, en svaghed, en overbevisning eller en tilbøjelighed der gør ham svag, frister, vildleder eller forfører ham, fordrejer hans værdier eller forhindrer ham i at indse sandheden.

Indre dæmoner er generelt ethvert aspekt af det at være menneske der ikke matcher andres forventninger eller ikke matcher de regler der gælder for at lykkes i historiens univers; fx fejhed, egoisme, afhængighed, frygt, indbildskhed, arrogance, had, bitterhed, forudindtagethed, lavt selvværd, dumhed, genialitet, (kultur)arv, fattigdom, uvidenhed, ufølsomhed, naivitet, amoral eller perversitet.

En hovedperson skal have karakterbrister. Læseren indlever sig især i hovedpersoner der anerkender deres egne svagheder og efterfølgende besejrer dem i en højere sags tjeneste.

Den indre konflikt skal blokere hovedpersonens vej mod at overvinde den ydre konflikt. De to konfliktniveauer skal altså udvikle sig i tandem, så den ene løbende præger den anden. At hovedpersonen får bugt med den indre konflikt skal demonstreres inden det endelige opgør med modstanderen, så det på den måde bliver en faktor som åbner for nye muligheder for at få afsluttet historien.

Karakterudvikling handler om hvordan karakteren lærer at konfrontere og (i en vis udstrækning) at overvinde sine indre dæmoner.

Hovedpersonens udvikling skal have en årsag. Forandringen skal bunde i en naturlig reaktion, et valg, drevet af karakterens behov, hans erfaringer og de konsekvenser hans handlinger hidtil har haft. Den skal bunde i at han lærer hvad der virker og hvad der ikke virker i historiens kontekst. Historien bliver et klasseværelse hvor lektioner læres, ikke fordi de bliver forklaret, men fordi de bliver demonstreret. Karakterudvikling er læring: Det er at opnå styrke og indsigt, tilegne sig det man mangler og fralægge sig det der hæmmer en, og slutteligt træffe et bedre valg end man tidligere var i stand til når det for alvor gælder .

Det er vigtigt at karakterudviklingen bliver vist og ikke forklaret. Læseren skal se og føle at karakteren har forbedret sit svagere jeg frem for at få det forklaret, og udviklingen skal virke logisk uden uforklarlige spring.

Eksempler på karakterudvikling:

  • de tilbageholdende bliver dristige
  • de feje bliver modige
  • de uforsonlige tilgiver
  • de bitre lægger fortiden bag sig
  • de uvidende bliver klogere
  • de der lider under selvbedrag bliver bevidste om sig selv
  • de uærlige tilstår over for sig selv og andre
  • de der let fristes bliver selvdisciplinerede
  • de svage bliver stærke
  • de ikke-troende ser lyset
  • de undertrykte befrier sig selv
  • ofrer tager ansvar for sig selv
  • de grådige bliver gavmilde
  • de ufølsomme bliver følsomme
  • de naive bliver vidende
  • de der keder sig bliver passionerede

Karakterudvikling i historiens kontekst

Typen af indre dæmoner og kilden til dem illustreres gennem baggrundshistorie, og de skal allerede være præsenteret inden det første vendepunkt.

I løbet af historiens midte plager de karakteren i en sådan grad at han indser at det ikke kan fortsætte sådan – noget må ændres. Indtil da har læseren været vidne til en indre kamp med det der holder karakteren tilbage.

I historiens sidste del begynder hovedpersonen at træffe andre og bedre valg – tredjedimensionsvalg – der viser at han har forstået hvad der holdt ham tilbage og ikke længere ligger under for sine indre dæmoner og (i det mindste for øjeblikket) har overvundet sine problemer og kan gøre det der skal gøres.

Hovedpersonen bør forlade historien oplyst, beriget, udviklet og handlekraftig sammenlignet med hvordan han var da han trådte ind i historien. Udviklingen skal ikke nødvendigvis være tilendebragt – den skal være inden for troværdighedens grænser – men karakteren skal have ændret sig nok til at nå sit mål og illustrere historiens tema.

Karakterdimensionerne og historien

Inden første vendepunkt skal hovedpersonens – og muligvis modstanderens – førstedimensionsegenskaber fremvises og deres andendimensionsproblemer skal antydes for at give kontekst til karakterernes reaktion i første vendepunkt. Tredjedimensionskarakteriseringen viser på dette tidspunkt udgangspunktet for karakterudviklingen – hvem hovedpersonen er inden han har ændret sig.

Historien kan forskyde en karakters andendimensionspsykologi idet han kan blive klogere, fralægge sig begrænsende overbevisninger, besejre sine indre dæmoner og dermed ændre sine tredjedimensionsbeslutninger og -handlinger til det bedre.

Ofte bliver den indre kompleksitet som første- og andendimensionsproblemer giver ophav til, problemer for hovedpersonen og bliver endnu en forhindring der supplerer historiens fysiske forhindringer.

Hovedpersonen i historiens kontekst

Carol S. Pearsons opdeler i The Hero Within: Six Archetypes We Live By karakterudviklingen i fire faser – forældreløs, vandringsmand, kriger og martyr.

1: Forældreløs

I første fjerdedel af historien – setuppet – er hovedpersonen endnu ikke sendt på historiens rejse og modstanderen er endnu ikke for alvor kommet i spil. Læseren møder hovedpersonen mens han lever sit liv som det er før historien rigtig begynder, og læseren får et indtryk af hvem karakteren er. Læseren ser især karakterens førstedimensionsegenskaber og forstår ikke nødvendigvis hvad der ligger bag. Her introduceres de første bidder af karakterens baggrundshistorie som hænger sammen med hans indre dæmoner og de førstedimensionsvalg de resulterer i.

2: Vandringsmand

Efter det første vendepunkt konfronteres hovedpersonen med nye problemer, mål, forhindringer og behov. I denne fase reagerer han på den nye situation – løber fra den, undersøger den, udfordrer den, tvivler på den – men han angriber endnu ikke problemet direkte, i det mindste ikke på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Han flakker omkring og udforsker sine valgmuligheder og laver fejl der gør ham klogere på hvad han står over for, hvad han må opnå og hvad der lægger hindringer i vejen for ham. Hans gamle adfærdsmønstre og indre dæmoner kommer til udtryk og kommer i vejen for hans bestræbelser på at løse problemet, og disse fejlslagne forsøg øger læserens indlevelse i ham. Han forstår endnu ikke modstanderen fuldt ud, og noget skal ændre sig før hovedpersonen ikke skal blive endeligt besejret af modstanderen. Hovedpersonens første dimension karakteriserer ham stadig og vi ser stadigt flere af de konsekvenser og begrænsninger disse egenskaber forårsager. Læseren begynder at få indblik i de andendimensionsforklaringer og -rationaler der ligger under førstedimensionsvalgene, hvilken smerte de dækker over og hvilke illusioner karakteren forsøger at skabe – og ofte hvordan dette faktisk er en maske som karakteren skal kaste til side for at nå sit mål.

3: Kriger

I tredje del af historien er målet at give hovedpersonen styrken til at angribe problemet med en ny villighed og evne til at hæve sig over sine indre dæmoner – muligvis for første gang i sit liv. Nu reagerer hovedpersonen ikke bare længere men handler aktivt, angriber. Muligvis lykkes det ikke så godt som håbet men karakteren vil ikke bukke under uden først at kæmpe – både mod de ydre og indre forhindringer. Læseren ser hvordan de indre dæmoner der alle har rod i andendimensionskarakterisering, har stået i vejen for karakterens forsøg på at bekæmpe problemet; og det begynder også at gå op for hovedpersonen.

4: Martyr

I den sidste del af historien – tredje akt i dramaturgien – er hovedpersonen bedre i stand til at stå ansigt til ansigt med modstanden og de medfølgende forhindringer fordi han er blevet klogere og har udviklet sig. Han har overvundet indre dæmoner der før holdt ham tilbage og er nu klar til at bruge sine nye indsigter til at føre heroiske beslutninger og handlinger ud i livet for at redde dagen.

Det er essentielt at hovedpersonen er afslutningens væsentligste katalysator. Selv hvis hovedpersonen var med til at indlede slutningen er det ikke nok at han efterfølgende kun ser til når den udspiller sig. Han skal være midt i det hele som den væsentligste årsag til at handlingerne udspiller sig som de gør. At lade en anden redde hovedpersonen frem for at lade ham redde sig selv er en stor fejl. Der må ikke være tale om held i løsningen af konflikten og hovedpersonens opnåelse af sit mål; slutningen skal være kulminationen af karakterudviklingen; han skal anvende alt han har lært. Den bedste måde at beskrive hovedpersonen til slut bør være som helt.

Bemærk at martyr skal forstås i betydningen villig til at dø, ikke nødvendigvis rent faktisk at dø.

Sidehandlinger

Det er en god kilde til en sidehandling at skabe en historiestreng der er underlagt men relateret til den primære historie, men som tager udgangspunkt i en baggrundshistorie der har hovedpersonens indre dæmoner som kerne.

Sidehandlinger følger den samme basale historiestruktur som hovedhistorien, men en sidehandling er sædvanligvis langt enklere og mindre oplagt end hovedhistorien.

En sidehandling knytter sig meningsfuldt til hovedhistorien når en sidehandling begrænser hovedpersonens valgmuligheder og påvirker hans adfærdsmønstre i hovedhistorien. Hvis sidehandlingen er helt adskilt fra hovedhistorien skal karakterudviklingen vises i både sidehandlingen og hovedhistorien.

Ekstramateriale: Menneskets natur – Bitterhed og vrede

Langt hen ad vejen drives mennesker af bitterhed og vrede. Man modsætter sig det man er bitter over. Man modsætter sig at være venlig og åbenhjertig over for personer man er vrede på indtil personen formår at formilde en, fx ved at bede om tilgivelse. Man modsætter sig hans idéer og forslag, selv hans blotte tilstedeværelse. Dette kan vise sig på umærkelige og ondsindede små måder, eller det kan blive sagt højt, eller det kan være det slet ikke viser sig – men uanset hvad nager det i éns hoved og man har det med at lede efter måde at hævne sig på personer man er vrede på.

I den første dimension kan alt dette vise sig eller være helt usynligt, men i den tredje dimensions beslutninger og adfærd viser konsekvenserne af bitterhed og hævntørst sig – motiveret af den anden dimension.

Bitterhed→modstand→hævn-dynamikken er en gyldig model at basere sine karakterers beslutninger og handlinger på.

Spørgsmål til at give karaktererne dybde

Gå særligt i dybden med hovedpersonerne og modstanderne, men kun i den grad der skal til for at forbedre historien eller læseoplevelsen. Dybde for dybdens egen skyld er ikke besværet værd og kan virke distraherende for både forfatteren og læseren.

Disse spørgsmål bør du kunne besvare eller være tæt på at kunne besvare når du begynder at skrive historien:

  • Hvad er karakterens baggrundshistorie? hvilke oplevelser har ført til at han tænker og føler som han gør i dag?
  • Hvad er hans indre dæmon og hvordan påvirker den hans beslutninger og handlinger når han står over for den ydre dæmon han bliver kastet i kamp med?
  • Hvad er han bitter over? Hvad gør ham vred?
  • Hvad driver ham til at hævne sig?
  • Hvordan har han det med sig sig og hvilken afstand er der mellem denne vurdering og hvordan andre har det med ham?
  • Hvad er karakterens verdensanskuelse?
  • Hvad er karakterens moralske kompas?
  • Tager eller giver karakteren mest?
  • I hvilken grad lever din karakter op til kønsroller og stereotyper? Hvordan adskiller han sig, hvis han adskiller sig?
  • Hvilke væsentlige ting har karakteren endnu ikke lært i livet?
  • Hvilke væsentlige ting har han haft chancen for at lære uden at lære dem?
  • Hvem er hans venner? Er de klogere end ham, dummere end ham eller på niveau med ham?
  • Hvor høj er karakterens sociale intelligens? Er han kejtet? Ivrig? Ligetil? Festabe? Bænkevarmer? Foregiver han at være noget andet end han egentlig er?
  • Er han en indadvendt eller udadvendt person? I hvilken grad? Hvordan viser det sig i hans liv?
  • Hvad er hans hemmeligste længsler?
  • Hvilken barndomsdrøm blev aldrig til virkelighed? Hvorfor ikke?
  • Hvilken trosretning tilslutter karakteren sig?
  • Hvad er det værste han nogensinde har gjort?
  • Har han hemmeligheder? Et hemmeligt liv?
  • Hvad ved din karakters kæreste, nærmeste ven og arbejdsgiver ikke om ham?
  • Hvornår, hvordan og hvorfor holder han sig tilbage, får ham til at nøle?
  • Hvad har holdt ham tilbage i livet?
  • Hvor mange mennesker ville komme til hans begravelse? Hvorfor kunne nogen beslutte sig for ikke at komme?
  • Hvad er det mest usandsynlige eller det mest modsætningsfyldte træk ved din karakter?
  • Hvad er den første dimensions særheder, vaner og valg?
  • Hvorfor er de til stede? Hvad giver de udtryk for eller hvad dækker de over?
  • Hvilken baggrundshistorie fører til disse valg?
  • Hvilke psykologiske ar påvirker karakterens liv og hvordan hænger de sammen med baggrundshistorien?
  • Hvor stærk er din person under pres?
  • Hvordan udvikler karakteren sig i løbet af historien? Hvordan bruger han det han har lært til blive katalysatoren for historiens løsning?

Fra Story Engineering af Larry Brooks. Køb bogen for at få det fulde udbytte.

Tags: