Karakter (fra Story Engineering)

En karakter er summen af hans valg og hans handlinger, der er afgrænset af hans fortid og fremtvunget af hans bevæggrunde og mål. Han skal udvikles og vises i sammenhæng med og i forhold til de andre kernekompetencer.

Indledende overvejelser

Områder der kan klargøre hvem karakteren er:

  • Påtaget væremåde og personlighed: Hvordan verden ser karakteren, særheder, tics, vaner og visuel fremførelse.
  • Baggrundshistorie: Alt hvad der skete i karakterens liv før historien begynder der har gjort ham til den han er nu.
  • Karakterudvikling: Hvordan karakteren tager ved lære og ændrer sig i løbet af historien, hvordan han udvikler sig og overvinder sine største udfordringer.
  • Indre dæmoner og konflikter: Typen af problemer der holder karakteren tilbage og afgrænser hans syn på tingene, hans overbevisninger, hans beslutninger og hans handlinger.
  • Verdensanskuelse: Et indoptaget trossystem og moralt kompas; resultatet af baggrundshistorie og indre dæmoner.
  • Mål og bevæggrunde: Hvad der driver karakteren til at træffe sine beslutninger og handle som han gør, og troen på at fordelene ved disse beslutninger og handlinger mere end opvejer enhver omkostning eller ethvert kompromis.
  • Beslutninger, handinger og adfærdsmønstre: De endelige beslutninger og handlinger der er summen af alle ovennævnte egenskaber.

De tre dimensioner

En karakters egenskaber kan anskueliggøres ved at inddele dem i tre dimensioner, og når du konstruerer din karakter bør du altid nøje overveje hvilke egenskaber du tilskriver din karakter og hvilke dimensioner disse egenskaber eksemplificerer.

Den første dimension – karakterens ydre landskab

Kombinationen af hvordan karakteren ser sig selv og hvordan han tilstræber at andre ser ham. Den første dimensions karakteregenskaber er overfladetræk, særheder og vaner. Det er hvordan karakterens personlighed opleves af andre – hvad omverdenen (og læseren) ser og kan tilskrive betydning. Hvilken betydning karakterens egenskaber tillægges kan dog være i modstrid med karakterens intention. Egenskaberne viser ikke nødvendigvis hvem karakteren i egentlig er, da det kan være en facade eller der kan fejltolkes. Derfor er det vigtigt at vise læseren hvad der ligger bag dissse valg, og i det øjeblik læseren vises hvad der ligger bag den første dimensions karakteriseringsegenskaber er der tale om den anden dimension – og det er nødvendigt før eller siden at vise læseren hvem en karakter i bund og grund er, ellers vil karakteren forblive endimensionel.

Førstedimensionsegenskaber baserer sig oftere på hvordan karakteren ønsker at blive opfattet af andre end hvilken baggrundshistorie eller indre kræfter der er dominerende i personen. Karakterer kan ønske at demonstrere indre egenskaber i deres førstedimensionsegenskaber eller de kan ønske at skjule dem.

Den anden dimension – karakterens indre landskab

I den anden dimension afslører forfatteren baggrundshistorien og dagsordenen der gik forud for første dimension af karakteriseringen – og afslører dermed hvilken betydning den bør tillægges. Karakterernes indre landskab er de ting der, over tid, tilsammen har fået ham til at træffe de førstedimensionsvalg han har truffet.

Den anden dimension dikterer ikke hovedpersonens valg, den belyser i stedet karakterens bevæggrunde. Det er netop i kraft af hovedpersonens andendimensionsegenskaber at hans handlinger i en given situation karakteriserer ham og får betydning. Karakterer defineres nogle gange af deres baggrundshistorie, og andre gange er de som de er på trods af deres baggrundshistorie.

Målet er at forstå karakterernes baggrundshistorie i en sådan grad at den logisk og velbegrundet forklarer hvem han er som voksen i historien. Dette fungerer som et karakteriseringsmellemlag (den anden dimension) der både forklarer førstedimensionskarakteriseringen og fungere som grundlaget for en tredjedimensionsadfærd der giver en tilfredsstillende karakterudvikling.

At skimte de væsentlige karakterers indre landskab giver læseren mulighed for at forstå karakteren og det er essentielt hvis der skal fremkaldes indlevelse, og indlevelse er nødvendig hvis læseren skal investere sig i historien. Det er ikke nødvendigt at holde af hovedpersonen, men det er nødvendigt at holde med ham – uanset hvor stort et svin han er.

Ens adfærd er – bevidst eller ubevidst, som resultat af underlæggelse eller trods – forbundet med ens rødder, ens historie, der ofte er præget af bitterhed og endnu oftere nærmest defineres af de værdier og adfærdsmønstre som var kendetegnende for ens familie.

Éns verdensanskuelse er en samling af kollektive værdier, politik, forkærligheder og overbevisninger der kommer til udtryk gennem holdninger, fordomme, vaner og valg. Verdensanskuelsen er som oftest resultatet af baggrundshistorie og kultur.

Baggrundshistorie

Baggrundshistorie hører til i andendimensionskarakterisering og kan både forklare og give en fornuftig forklaring på førstedimensionskrukkeri og tredjedimensionvalg og -adfærd, og den kan stå i kontrast til begge dele og på den måde tilføje et interessant lag af kompleksitet.

Den rette balance er at vise netop nok baggrundshistorie til at læseren intuitivt kan forstå karakterens baggrund uden at den forklares overtydeligt. Isbjergsprincippet: Vis kun 10% af karakterens baggrundshistorie. Vis kun læseren nok til at det giver tilstrækkeligt med kontekst til at han kan formode hvad der endnu står usagt hen men alligevel påvirker karakterens verdensanskuelse, holdninger, beslutninger og handlinger.

Ved at benytte baggrundshistorie som et kontekst-værktøj fremfor at inddrage det i sin fulde længde som en del af historien, kan forfatteren indgyde karaktererne troværdighed og tilgængelighed hvilket er essentielt for at skabe læserindlevelse.

En karakter kan være fængslende på grund af hans skjulte hemmeligheder, og grunden til at disse hemmeligheder må holdes skjult bliver en del af gåden historien skal løse.

Serier

Hvert afsnit i en serie bør fortælle en hel historie med en fuldbragt forløsning. Den samlede historie vil næsten altid hænge sammen med baggrundshistorien, og denne historiestreng kan forblive u(for)løst indtil sidste afsnit – dog bør hvert afsnit føre denne historie videre samtidig med at det enkelte afsnits historie forløses.

Den tredje dimension – karakterens sande jeg

Når karakteren tvinges til at vise sit sande jeg, sin inderste kerne. Når den tredje dimension viser sig er det fordi valgene der blev truffet forud for førstedimensionsegenskaberne bliver underordnet vigtigere valg der fremtvinges af at mere er kommet på spil, og karakteren tvinges derfor til at vise sin mest grundlæggende adfærd. Hvis hovedpersonen i en ekstrem situation demonstrerer at han har besejret sine indre dæmoner og nu er i stand til at træffe bedre valg, har han forandret sig, og tredjedimensionsvalg i slutningen af en historie er netop den væsentligste måde at demonstrere karakterudvikling.

Denne sande karakter bag masken – karakterens morale substans eller manglen på samme – forklares måske med baggrundshistorie men er ikke afgrænset af hverken baggrundshistorie eller indre dæmoner førend han træffer en beslutning eller handler. Disse valg og handlinger afslører tredjedimensionskarakteren, karakterens sande indre og hans udvikling. Den tredje dimension er den afgørende karakterisering, alt andet er blot en antydning af hvad der vil ske, en facade eller en forklaring. Fortiden er aldrig hvem vi er selvom det altid er en afgørende faktor for hvem vi er blevet. En del af karakterens sande jeg er hans evne til at klare det der har kompromitteret andre med lignende andendimensionsegenskaber.

Som forfatter skal man sørge for at placere sine karakterer i situationer hvor deres beslutninger og handlinger giver læseren indblik i deres sande karakter, den tredje dimension.

Bipersoner og statister

Den bedste brug af en statist er til at vise læseren hvordan en vigtigere karakter relaterer til ham eller tolker hans førstedimensionsanstrengelser på at iscenesætte sig selv.

Menneskets natur: Bitterhed og vrede

Langt hen ad vejen drives mennesker af bitterhed og vrede. Man modsætter sig det man er bitter over. Man modsætter sig at være venlig og åbenhjertig over for personer man er vrede på indtil personen formår at formilde en, fx ved at bede om tilgivelse. Man modsætter sig hans idéer og forslag, selv hans blotte tilstedeværelse. Dette kan vise sig på umærkelige og ondsindede små måder, eller det kan blive sagt højt, eller det kan være det slet ikke viser sig – men uanset hvad nager det i éns hoved og man har det med at lede efter måde at hævne sig på personer man er vrede på.

I den første dimension kan alt dette vise sig eller være helt usynligt, men i den tredje dimensions beslutninger og adfærd viser konsekvenserne af bitterhed og hævntørst sig – motiveret af den anden dimension.

Bitterhed→modstand→hævn-dynamikken er en gyldig model at basere sine karakterers beslutninger og handlinger på.

Karakterdimensionerne og historien

Inden første plotpunkt skal hovedpersonens – og muligvis modstanderens – førstedimensionsegenskaber fremvises og deres andendimensionsproblemer skal antydes for at give kontekst til karakterernes reaktion i første plotpunkt. Tredjedimensionskarakteriseringen viser på dette tidspunkt udgangspunktet for karakterudviklingen – hvem han er inden han har ændret sig.

Historien kan forskyde en karakters andendimensionspsykologi idet han kan blive klogere, fralægge sig begrænsende overbevisninger, besejre sine indre dæmoner og dermed ændre sine tredjedimensionsbeslutninger og -handlinger til det bedre.

Ofte bliver den indre kompleksitet som første- og andendimensionsproblemer giver ophav til, problemer for hovedpersonen og bliver endnu en forhindring der supplerer historiens fysiske forhindringer.

Indre konflikt og karakterudvikling

En hovedperson skal have karakterbrister. Læseren indlever sig i hovedpersoner der anerkender deres egne svagheder og fristelser og efterfølgende besejrer dem til fordel for et højere kald.

Der er to slags karakterkonflikt: Indre og ydre. Indre konflikt blokerer hovedpersonens vej mod at overvinde den ydre konflikt. De to konflikter skal udvikle sig i tandem, så den ene løbende præger den anden.

Enhver god historie besidder to konfliktniveauer: En ydre forhindring på hovedpersonens rejse og indre dæmoner – dybt rodfæstede indre problemer – der forhindrer ham i at træffe de bedst mulige beslutninger i pressede situationer: En drift, en svaghed, en overbevisning eller en tilbøjelighed der gør ham svag, frister, vildleder eller forfører ham, fordrejer hans værdier eller forhindrer ham i at indse sandheden.

At hovedpersonen får bugt med en indre konflikt vises inden det endelige opgør med modstanderen og bliver på den måde en faktor som åbner for nye muligheder for at få afsluttet historien. Karakterudvikling, hvordan karakteren lærer at konfrontere og (i en vis udstrækning) at overvinde sine svagheder, er en af de vigtigste elementer i historien. Det drama indre dæmoner fremkalder hænger direkte sammen med hvordan karakteren håndterer dem, og det er essensen af karakterudvikling.

Indre dæmoner er generelt ethvert aspekt af det at være menneske der ikke matcher andres forventninger eller ikke matcher de regler der gælder for at lykkes i historiens univers; fx fejhed, egoisme, afhængighed, frygt, indbildskhed, arrogance, had, bitterhed, forudindtagethed, lavt selvværd, dumhed, genialitet, (kultur)arv, fattigdom, uvidenhed, ufølsomhed, naivitet, amoral, perversitet.

Hovedpersonens udvikling skal have en årsag. Han kan ikke bare vågne en dag og være forandret. Forandringen skal bunde i en naturlig reaktion, et valg, drevet af karakterens behov, hans erfaringer og de konsekvenser hans handlinger hidtil har resulteret i. Den skal bunde at han lærer hvad der virker og hvad der ikke virker i historiens kontekst. Historien bliver et klasseværelse for lektioner læres, ikke fordi de bliver forklaret, men fordi de bliver demonstreret.

Karakterudvikling er læring; det er at opnå styrke og indsigt, tilegne sig det man mangler og fralægge sig det der hæmmer en, og slutteligt træffe et bedre valg end man tidligere var i stand til når det for alvor gælder . Karakterudvikling er konsekvens. Typen af indre dæmoner og kilden til dem illustreres gennem baggrundshistorie. De præsenteres allerede inden det første plotpunkt. I løbet af historiens midte plager de karakteren i en sådan grad at han indser at det ikke kan fortsætte sådan, noget må ændres. Indtil da har læseren været vidne til en indre kamp med det der holder karakteren tilbage. I historiens sidste del begynder hovedpersonen at træffe andre og bedre valg – tredjedimensionsvalg – der viser at han har forstået hvad der holdt ham tilbage og ikke længere ligger under for sine indre dæmoner og (i det mindste for øjeblikket) har overvundet sine problemer og kan gøre det der skal gøres.

Denne læring bør være resultatet af at hovedpersonen prøve sig frem, af handling og konsekvens i historien.

Karakterudvikling starter altså med introduktionen af indre dæmoner og afsluttes ved at vise at disse indre dæmoner er blevet overvundet.

Eksempler på karakterudvikling: De tilbageholdende bliver dristige, de feje bliver modige, de uforsonlige tilgiver, de bitre lægger fortiden bag sig, de uvidende bliver klogere, de der lider under selvbedrag bliver bevidste om sig selv, de uærlige tilstår over for sig selv og andre, de der let fristes bliver selvdisciplinerede, de svage bliver stærke, de ikke-troende ser lyset, de undertrykte befrier sig selv, ofre tager ansvar for sig selv, de grådige bliver gavmilde, de ufølsomme bliver følsomme, de naive bliver vidende, de der keder sig bliver passionerede.

Hovedpersonen bør forlade historien oplyst, beriget, udviklet og handlekraftig sammenlignet med hvordan han var da han trådte ind i historien. Udviklingen skal ikke nødvendigvis være tilendebragt – den skal være inden for troværdighedens grænser – men karakteren skal have ændret sig nok til at nå sit mål og illustrere historiens tema.

Det er vigtigt at karakterudviklingen bliver vist og ikke forklaret. Læseren skal se og føle at karakteren har forbedret sit svagere jeg frem for at få det forklaret, og udviklingen hertil skal forekomme logisk uden uforklarlige bevidsthedsspring.

Hovedpersonen i historiens kontekst

1: Forældreløs

I første fjerdedel af historien – [setuppet][#) – er hovedpersonen endnu ikke sendt på historiens rejse og modstanderen er endnu ikke for alvor kommet i spil. Læseren møder hovedpersonen mens han lever sit liv som det er før historien rigtig begynder og læseren får et indtryk af hvem karakteren er. Læseren ser især karakterens førstedimensionsegenskaber og forstår ikke nødvendigvis hvad der ligger bag. Her introduceres de første bidder af karakterens baggrundshistorie som hænger sammen med hans indre dæmoner og de førstedimensionsvalg de resulterer i.

2: Vandringsmand

Efter det første plotpunkt konfronteres hovedpersonen med nye problemer, mål, forhindringer og behov. I denne fase reagerer han på den nye situation – løber fra den, undersøger den, udfordrer den, tvivler på den – men han angriber endnu ikke problemet direkte, i det mindste ikke på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Han flakker omkring og udforsker sine valgmuligheder og laver fejl der gør ham klogere på hvad han står over for, hvad han må opnå og hvad der lægger hindringer i vejen for ham. Hans gamle adfærdsmønstre og indre dæmoner kommer til udtryk og kommer i vejen for hans bestræbelser på at løse problemet, og disse fejlslagne forsøg øger læserens indlevelse i ham. Han forstår endnu ikke modstanderen fuldt ud, og noget skal ændre sig før hovedpersonen ikke skal blive endeligt besejret af modstanderen. Hovedpersonens første dimension karakteriserer ham stadig og vi ser stadigt flere af de konsekvenser og begrænsninger disse egenskaber forårsager. Læseren begynder at få indblik i de andendimensionsforklaringer og -rationaler der lægger under førstedimensionsvalgene, hvilken smerte de dækker over og hvilke illusioner karakteren forsøger at skabe – og ofte hvordan dette faktisk er en maske som karakteren skal kaste til side for at nå sit mål.

3: Kriger

I [tredje del] af historien er målet at give hovedpersonen styrken til at angribe problemet med en ny villighed og evne til at hæve sig over sine indre dæmoner – muligvis for første gang i sit liv. Nu reagerer hovedpersonen ikke bare længere men handler aktivt, angriber. Muligvis lykkes det ikke så godt som håbet men karakteren vil ikke bukke under uden først at kæmpe – både mod de ydre og indre forhindringer. Læseren ser hvordan de indre dæmoner der alle har rod i andendimensionskarakterisering, har stået i vejen for karakterens forsøg på at bekæmpe problemet; og det begynder også at gå op for hovedpersonen.

4: Martyr

I den [sidste del] af historien – tredje akt i dramaturgien – er hovedpersonen bedre i stand til at stå ansigt til ansigt med modstanden og de medfølgende forhindringer fordi han er blevet klogere og har udviklet sig. Han har overvundet indre dæmoner der før holdt ham tilbage og er nu klar til at bruge sine nye indsigter til at føre heroiske beslutninger og handlinger ud i livet for at redde situationen.

Det er essentielt at hovedpersonen er afslutningens væsentligste katalysator. Selv hvis hovedpersonen var med til at indlede slutningen er det ikke nok at han efterfølgende kun ser til når den udspiller sig. Han skal være midt i det hele som den væsentligste årsag til at handlingerne udspiller sig som de gør. At lade en anden redde hovedpersonen frem for at lade ham redde sig selv er en stor fejl. Der må ikke være tale om held i løsningen af konflikten og hovedpersonens opnåelse af sit mål; slutningen skal være kulminationen af karakterudviklingen; han skal anvende alt han har lært. Den bedste måde at beskrive hovedpersonen til slut bør være som helt.

Det er Carol S. Pearsons der i The Hero Within: Six Archetypes We Live By opdeler karakterudviklingen i fire faser – forældreløs, vandringsmand, kriger og martyr. Martyr skal forstås i betydningen villig til at dø, ikke nødvendigvis rent faktisk at dø.

Underhistorier

Det er en god kilde til en underhistorie at skabe en historiestreng der er underlagt men relateret til den primære historie men tager udgangspunkt i en baggrundshistorie der har hovedpersonens indre dæmoner som kerne. Underhistorier der fokuserer på hovedpersonens indre dæmoner kan hurtigt også fungere som subtekst.

Underhistorier følger den samme basale historiestruktur som hovedhistorien, men en underhistorie er sædvanligvis langt enklere og mindre åbenlys end hovedhistorien. En underhistorie knytter den sig meningsfuldt til hovedhistorien når en underhistorie begrænser hovedpersonens valgmuligheder og påvirker hans adfærdsmønstre. For eksempel bør en karakters indre dæmoner få indflydelse på hvordan karakteren reagerer på underhistoriens første plotpunkt, introduktionen af hovedkonflikten, og når det sker giver det hovedhistorien en undertekst at spille på. Hvis underhistorien er helt adskilt fra hovedhistorien skal karakterudviklingen vises i begge historier. Underhistorier er et dramatisk spørgsmål der besvares i løbet af historien, fx: Forelsker de sig? Får hun jobbet? Vil de miste arven?. Andendimensionsproblemerne der giver ophav til hovedpersonens indre dæmoner er et godt sted at finde stof til underhistorier. Undetekst vil sige de sociale, psykologiske, økonomiske eller andre situationsbestemte pres der afgrænser og påvirker karakterer, såsom socialklasse, politisk landskab, karrierefaktorer osv.

At give personerne dybde

Gå i dybden med de vigtige personer – hovedpersonerne og modstanderne – i den grad der skal til for at forbedre historien eller læseoplevelsen. Dybde for dybdens egen skyld er ikke besværet værd og kan virke distraherende for både forfatteren og læseren.

Disse spørgsmål bør du kunne besvare eller være tæt på at kunne besvare når du begynder at skrive historien:

  • Hvad er karakterens baggrundshistorie, hvilke oplevelser har ført til at han tænker og føler som han gør i dag?
  • Hvad er hans indre dæmon og hvordan påvirker den hans beslutninger og handlinger når han står over for den ydre dæmon han bliver kastet i kamp med?
  • Hvad er han bitter over? Hvad gør ham vred?
  • "What is his drive to get revenge?"
  • Hvordan har han det med sig sig og hvilken afstand er der mellem denne vurdering og hvordan andre har det med ham?
  • Hvad er karakterens verdensanskuelse?
  • Hvad er karakterens moralske kompas?
  • Tager eller giver karakteren mest?
  • I hvilken grad lever din karakter op til kønsroller og stereotyper? Hvordan adskiller han sig, hvis han adskiller sig?
  • Hvilke væsentlige ting har karakteren endnu ikke lært i livet?
  • Hvilke væsentlige ting har han haft chancen for at lære uden at lære dem?
  • Hvem er hans venner? Er de klogere end ham, dummere end ham eller på niveau med ham?
  • Hvor høj er karakterens sociale intelligens? Er han kejtet? Ivrig? Ligetil? Festabe? Bænkevarmer? Foregiver han at være noget andet end han egentlig er?
  • Er han en indadvendt eller udadvendt person? I hvilken grad? Hvordan viser det sig i hans liv?
  • Hvad er hans hemmeligste længsler?
  • Hvilken barndomsdrøm blev aldrig til virkelighed? Hvorfor ikke?
  • Hvilken trosretning tilslutter karakteren sig?
  • Hvad er det værste han nogensinde har gjort?
  • Har han hemmeligheder? Et hemmeligt liv?
  • Hvad ved din karakters kæreste, nærmeste ven og arbejdsgiver ikke om ham?
  • Hvornår, hvordan og hvorfor holder han sig tilbage, får ham til at nøle?
  • Hvad har holdt ham tilbage i livet?
  • Hvor mange mennesker ville komme til hans begravelse? Hvorfor kunne nogen beslutte sig for ikke at komme?
  • Hvad er det mest usandsynlige eller det mest modsætningsfyldte træk ved din karakter?
  • Hvad er den første dimensions særheder, vaner og valg?
  • Hvorfor er de til stede? Hvad giver de udtryk for eller hvad dækker de over?
  • Hvilken baggrundshistorie fører til disse valg?
  • Hvilke psykologiske ar påvirker karakterens liv og hvordan hænger de sammen med baggrundshistorien?
  • Hvor stærk er din person under pres?
  • Hvordan udvikler karakteren sig i løbet af historien? Hvordan bruger han det han har lært til blive katalysatoren for historiens løsning?

Den dybdeforståelse besvarelsen af spørgsmålene giver er kun nødvendig for hovedpersonen og modstanderen. Jo flere svar du kan give før du skriver historien, jo hurtigere vil du kunne forstå din karakter.

Alle tre dimensioner skaber sammen karakteren, men de kan alligevel hver især være resultatet af vidt forskellige drifter.

Fra Story Engineering af Larry Brooks

Tags: