Koncept

Fra Story Engineering af Larry Brooks

Konceptet er historiens grundidé fremstillet på en sådan måde at den rummer kimen til historien. En idé er altså først et koncept når den danner en dramatisk ramme hvori karakterer kan udfolde sig og en historie dermed kan tage form. Et godt koncept baner naturligt vejen for en dramatisk rejse for karakterer og vækker tematisk genklang hos læseren ved at have en almenmenneskelig kerne. Hvis du ikke kan formulere historien konceptuelt, bliver den svær at gøre fængslende og skarp.

Hvis konceptet er frugtbart og fængslende, er det muligt at formulere det som et ''hvad nu hvis?''-spørgsmål der afklarer og forstærker konceptet, for et godt spørgsmål afkræver sig et svar og svaret er historien. Spørgsmålet kan forgrenes i nye underspørgsmål – ét for hvert væsentligt punkt i historien – hvis svar tilsammen er historien; rækken af spørgsmål udvider og afgrænser historien så den komme til at stå stadigt klarere. Hvis du ikke kan sammenfatte konceptet i et ''hvad nu hvis?''-spørgsmål kan det være fordi historien ikke er klar til at blive skrevet fordi den er for kompleks, for vag, for uafgrænset, eller fordi den mangler dramatisk potentiale.

Når først konceptet er formuleret som et ''hvad nu hvis?''-spørgsmål bør man se om dets konceptuelle niveau kan højnes; et koncept er ''high concept'' hvis det antyder et dramatisk scenarie eller påfund der er særligt intelligent, uventet, frygtindgydende eller originalt. Hvad der er high concept er relativt til de ''genre''forventninger læseren har. Et godt koncept bør være fængslende; det bør som minimum rumme et eller andet friskt, uforudsigeligt eller noget som vækker læserens nysgerrighed. Enten bør det være originalt eller også bør det give et nyt perspektiv på en velkendt historie. Hvis konceptet ikke i sig selv er originalt bliver det op til de øvrige kernekompetencer at hæve historien og gøre den fængslende.

Ligesom ophavsidéen til konceptet er underordnet dette, er konceptet underodnet præmissen. Præmissen udvider konceptet med en eller flere karakterer og deres mål; allerede formuleret som et præmis skal hovedpersonen være motiveret og målet skal være interessant og pege frem mod hovedpersonens rejse i historien.

Motivationen du har til at skrive en historie skal passe sammen med den valgte historieidé, for hvis du ikke selv tror på det du skriver, er der heller ikke andre der vil. Derfor bør du skrive passioneret fra hjertet og bevare tilliden og håbet til det du skriver. For at kunne det skal du stadig synes dit koncept er fedt efter du har ladet det hvile i noget tid.

Eksempler: …