Plot (fra Story Engineering)

Larry Brooks opdeler en histories plotstruktur i følgende elementer:

  1. Første del: Setup
    1. Åbningen
    2. Krogen
    3. Ansporende begivenhed
    4. Første vendepunkt
  2. Anden del: Reaktion
    1. Første klemningspunkt
    2. Midtpunktet
  3. Tredje del: Angreb
    1. Andet klemningspunkt
    2. Andet vendepunkt
  4. Fjerde del: Forløsning

Historiens dele og milepæle

Konteksten for enhver af fortællingens scener er afhængig af hvilken del af historien den placeres i:

Alt i første del er til for at gøre de næste dele forståelige og meningsfulde.

Alt i anden del er til for at anvende indholdet fra den første del til at sætte det læseren hepper på, i fare.

Alt i tredje del bruger det den anden del præsenterede og givet det et nyk opad ved at placere det i en ny dramatisk kontekst. Læseren skal nu være fuldt indlevet i hovedpersonen som har udviklet sig siden anden del.

Alt i fjerde del indfrier de forventninger de første tre dele har givet.

Hovedpersonen oplever hver del forskelligt og opfører sig forskelligt i hver del – denne karakterudvikling er historiestrukturen med til at få til at give mening. En af de mest udbredte fejl forfattere laver er at placere hovedpersonens adfærd og kontekst der hører til i én del i en anden del.

Hver overgang mellem historiens dele er en væsentlig milepæl, og derudover rummer hver enkelt af histories fire dele også specifikke milepæle. Milepæle er tidspunkter i historien hvor ny information ændrer retningen, spændingen og hvad der er på spil. De fleste milepæle er uventede udviklinger, der drejer historien i en ny retning – men selvom der sker en drejning i historien er der ikke nødvendigvis tale om en milepæl.

Milepælsscener udgør historiestrukturens væsentligste punkter og er dermed fundamentet for plottet. For hver milepæl er der som oftest adskillige scener der fører frem til den og adskillige scener den fører med sig. Dermed får milepælene det til at stå klart hvad der skal skrives og hvor det der skrives, skal placeres i historien.

Der er i alt ni milepæle:

  • Åbningen
  • Krogen
  • Den ansporende begivenhed
  • Første vendepunkt
  • Første klemningspunkt
  • Midtpunktet
  • Andet klemningspunkt
  • Andet vendepunkt
  • Forløsningen

Første del: Setup

Formålet med første del, som typisk fylder 15-25% af historien, er at gøre klar til det der følger. I første del lægges fundamentet for plottet ved at klargøre hvad der er på spil, vise relevant baggrundshistorie, skabe indlevelse i hovedpersonen, og evt. varsle om den snarlige konflikt.

Det vigtigste formål i første del er at etablere hvad der er på spil for hovedpersonen i de efterfølgende dele, for selvom der er spænding til stede i første del, begynder handlingen endnu ikke for alvor. Her er i stedet plads til at læseren indleves i hovedpersonen og kommer til at bekymre sig om hans skæbne.

Her introduceres hovedpersonen og hans liv som det er inden historien kommer rigtigt i gang, så første del bør ikke forklare konfliktens betydning for hovedpersonen fuldt ud før den er næsten slut. Hvis historien påbegyndes for tidligt er der ikke tid til at lægge et ordentlige fundament for det der senere skal ske. Jo mere læseren er indlevet i hvad hovedpersonen har behov for og hvad han begærer, hvilke prøvelser, besværligheder og muligheder han står over for, inden den primære konflikt melder sig på banen – jo mere går læseren op i hvad der sker med hovedpersonen når det hele ændrer sig.

I løbet af første del er det vigtigt at varsle om modstandens snarlige komme. Hvis modstanden allerede viser sig i første del, er det dog kun en del af den der viser sig, og det forklares ikke hvad det præcis betyder. Først i slutningen af første del sendes hovedpersonen ud på sin egentlige færd og modstanden kommer rigtigt på banen.

Åbningen

Krogen

Krogen får taget i læseren tidligt i historien, og giver ham lyst til at læse videre. Jo tidligere krogen indtræffer, jo bedre. For at en krog virker skal den være følelsesmættet og sanselig og give fornemmelsen af at der venter en intens og udbytterig oplevelse forude. Krogen stiller et spørgsmål som læseren efterfølgende skal ønske at høre svaret på, eller giver på en anden måde læseren forventninger som han ønsker indfriet. Krogen bør indfinde sig i løbet af de første tre-fire scener, og det er vigtigt den ikke i virkeligheden er et for tidligt første vendepunkt.

Den ansporende begivenhed

Den ansporende begivenhed betegner det tidspunkt hvor hovedpersonens modstander og den medfølgende konflikt etableres. Den ansporende begivenhed kan falde sammen med det første vendepunkt, men den kan også indfinde sig tidligere. Når noget stort, dramatisk og omvæltende viser sig væsentligt før slutningen på første del, så bliver denne tidlige ansporende begivenhed en del af fundamentet som det første vendepunkt efterfølgende bygger ovenpå. En sådan ansporende begivenhed finder sted tidligt eller midt i første del.

Første vendepunkt

Første vendepunkt er den eller de scener der resulterer i en omvæltning der peger frem mod rejsen som hovedpersonen skal ud på efterfølgende. Hele første dels hovedformål er at fragte hovedpersonen til dette overgangspunkt, hvor historiens modus ændrer sit fra setup til reaktion: Nu er noget trådt ind i historien der påvirker og ændrer hovedpersonens position, planer og overbevisninger, og tvinger ham til handle som reaktion, med mere på spil end tidligere. Her bliver hovedpersonen klar over at et nyt behov eller et nyt kald har meldt sin ankomst i hans liv – som oftest noget skræmmende eller udfordrende – og han derfor skal opnå et eller andet.

I enhver historie skal der være hindringer i vejen for hvad hovedpersonen begærer og har behov for at opnå. Disse hindringers ophav er modstanderen. Modstanderen er som oftest en person, som enten er ond eller blot har mål der er i konflikt med hovedpersonens mål, men modstanderen kan også være en naturkraft eller et socialt pres.

Det er også nu at modstanderen for alvor viser sig for første gang. Det betyder ikke nødvendigvis at modstanderen ikke efterfølgende kan udvikle sig, men det betyder at hovedpersonen og læseren for første gang får en idé om modstandens omfang og beskaffenhed. Først nu forstår vi for alvor hvad modstanderen vil have og hvordan dette ønske står i kontrast til hvad hovedperesonen ønsker – og på den måde præciseres konflikten. Nu forstår vi hvorfor og hvordan modstanderen vil skabe hindringer for hovedpersonens færd. Hvis modstanderen allerede var en del af historien i første del, sker der noget i første vendepunkt som gør modstanden mere dyster, mere presserende, mere dødbringende, mere meningsfuld, mere skræmmende og mere betydningsfuld – hvilket tvinger hovedpersonen til at handle.

Hvis rejsen allerede var påbegyndt i første del så ændrer første vendepunkt rejsens beskaffenhed eller præciserer hindringerne eller indsatserne.

Jo længere første del er, jo mere foreshadowing og dramatisk spænding er der brug for. Først når første vendepunkt nås forstår vi hvilken konflikt der resulterede i den dramatiske spænding.

Første vendepunkt tillægger historiens gang en ny betydning som er afgørende for hovedpersonens bevæggrunde og på den måde tillægger historien meningsfuldhed.

Udforskning af dit første vendepunkt:

  • Lever det første vendepunkt i din historie op til kriterierne?
  • Befinder det sig det rigtige sted?
  • Præciserer det hovedpersonens behov og den rejse han må tage for at opfylde dem?
  • Etablerer og anskueliggør det hvad der er på spil?
  • Antyder det hvilke konsekvenser hovedpersonens sejr eller nederlag vil få?
  • Skaber det en pludselige fare og modstand som tilsyneladende ikke var til stede øjeblikke tidligere?

Foreshadowing

Foreshadowing er alt der giver en ledetråd om et forestående punkt i historien eller forestående element i karakterisingen af hovedpersonen, men som endnu ikke genkendes af læseren som et vigtigt element i historien i det øjeblik det afsløres. Foreshadowing er antydningens kunst, et løfte der måske eller måske ikke bliver holdt. Det er antydninger leveret som tilsyneladende meningsløse detaljer, dialoger eller handlinger.

Foreshadowing er nemt når det er åbenlyst, men svært når det skal være umærkeligt. Hvis foreshadowingen skal være åbenlys så sørg for at knytte følelser til den.

I løbet af første del skal læseren mærke en kommende ændring. Denne ændring er ofte et omslag til det værre, men ikke altid. Men selv hvis det er en fantastisk mulighed der byder sig, åbenbarer første vendepunkt en modstand der står i vejen for opnåelsen af målet som ændringen har ført med sig. Og det skal vi have haft på fornemmelsen ville komme.

Også andre fremtidige begivenheder end første vendepunkt kan varsles i første del. God foreshadowing føles først som foreshadowing når man indser hvad det pegede frem mod.

Scenernes tempo og fokus skal hænge sammen med, og også gerne pege frem mod, det første vendepunkt. Læseren skal gerne sidde med en følelse af accellererende forudanelse frem mod første vendepunkt.

Foreshadowing af forestående begivenheder kan forekomme indtil andet vendepunkt, men må ikke optræde i fjerde del.

Hovedpersonen i første del

Allersenest i tredje scene skal læseren møde og observere hovedpersonen inden vedkommende tvinges ud på historiens rejse. Læseren skal se og føle hvad hovedpersonen foretager sig, hvad han stræber mod og hvilken slags drømme han har. Altså skal læseren få styr på hvad der er på spil for hovedpersonen når hans verden ændrer sig ved det første vendepunkt.

Læseren genkende noget af sig selv i hovedpersonen og kunne leve sig ind hans følelser. Det er dog ikke nødvendigt at læseren kan lide karakteren i starten, inden han har ændret sig.

Vigtigst af alt skal læseren få en fornemmelse af hvilke indre dæmoner hovedpersonen har. Den baggrundshistorie, verdenssyn, fordomme og frygt der karakteriserer ham og holder ham tilbage. Hvad er hans uudnyttede styrker, hans hemmeligheder? Disse bliver han senere nødt til – når han står over for modstanderen – at erkende og få bugt med for at blive katalysatoren for historiens afslutning. Denne karakterudvikling påbegyndes i første del af historien.

Det er også vigtigt at fastslå hvad der er på spil for hovedpersonen. Jo mere hovedpersonen og andre har på spil mens de søger mod det nye mål som det første vendepunkt etablerede for dem, jo mere spænding vil historien have.

Anden del: Reaktion

Første vendepunkt afslørede den egentlig retning for historien: Vejen der fører til et uundgåeligt opgør mellem hovedpersonen og modstanderen der står i vejen for hovedpersonens nye mål. Før det første vendepunkt havde hovedpersonen andre planer, men med første vendepunkt ændrede alting sig, inklusive hovedpersonens planer, og en ny rejse, et nyt mål eller et nyt behov viste sig.

Anden del er hovedpersonens reaktion på den nye situation og dens medfølgende konflikt der står i vejen for hvad hovedpersonen begærer eller behøver i historien. Det er for tidligt at lade ham angribe det egentlige problem, så anden del handler om at reagere på modstanderen og den nye rejse – hvilket ofte er præget af modvillighed ved at påtage sig det nødvendige ansvar. Konteksten for alle scener i anden del er reaktion på denne nye søgen, det nye mål, de nye indsatser og hindringer som blev introduceret ved første vendepunkt. Denne rejse vil læseren interessere sig for hvis målet med første del er lykkedes, og læseren er indlevet i hovedpersonen.

Hvis indlevelsen er blevet etableret godt nok i første del, har historien nu helt og aldeles krogen i læseren. Det er derfor du har ventet indtil nu med at slippe mørket løs. Læseren skal være indlevet før han føler hovedpersonens frygt.

I anden del er hovedpersonen optaget af at løbe, gemme sig, analysere, observere, genoverveje, planlægge, rekruttere eller hvad der ellers kræves før han kan komme videre. Det er for tidligt for hovedpersonen at være for heltemodig og begavet, og for tidligt for ham at udfordre modstanderen for alvor.

I anden del er hovedpersonen en vandringsmand der vakler gennem skoven af valg og risici uden at føle sig sikker på hvor han nu skal gå hen og hvad han nu skal gøre. Han er ikke længere den forældreløse han var i første del: Han har nu et formål, et liv og en vej at rejse ad.

Hvis hovedpersonen allerede nu forsøger at redde dagen må det ikke lykkes. Men han skal lære noget af sit mislykkede forsøg. I konflikt med modstanderen som kun lader til at blive stærkere og stærkere og nærme sig mere og mere, bliver hovedperesonen konfronteret med sin egen utilstrækkelighed og sine indre dæmoner, i det første mislykkede forsøg på at løse problemerne i anden del. Det han lærer af dette forsøg, både om sig selv og modstanderen, vil blive anvendt i hans næste forsøg på at slå fra sig i tredje del.

De tre muligheder du typisk har her, vil nok fylde hele anden del ud:

  • en tilbagetrækning og en efterfølgende omgruppering,
  • et mislykket forsøg på at handle og
  • klemningspunktets afsløring af modstanderens styrke.

Anden del arbejder frem mod midtpunktet på samme måde som første del arbejdede sig frem mod første vendepunkt – midtpunktet er igen et punkt hvor noget nyt vil træde ind i historien som ændrer spillets regler, både for hovedpersonen og læseren.

Første klemningspunkt

Efter det første vendepunkt er modstanderen altid til stede. Efterhånden som hovedpersonen søger mod sit mål, har modstanderen det med at falde i baggrunden. Men før eller siden skal læseren – og evt. også hovedpersonen – møde modstanderen igen, for at se ham i øjnene og forstå hvad han vil have, og hvor meget han vil gøre for at opnå det. Sådan et øjeblik kaldes et klemningspunkt: Et eksempel, eller en påmindelse om hvad modstanderens natur indebærer, som ikke er filtreret gennem hovedpersonens erfaringer; læseren ser selv modstanderen direkte.

Det er vigtigt at læseren selv ser modstanderen og ikke bare hører ham blive omtalt, diskuteret eller husket. Læseren skal selv opleve ham, enten gennem hovedpersonens øjne eller uden hovedpersonens tilstedeværelse. Som minimum skal læseren opleve de konsekvenser modstanderen har for hovedpersonen.

Jo enklere og mere direkte et klemningspunkt er, jo mere effektiv er det. Hvis modstanderen brøler så lad læseren høre det – mere behøver et klemningspunkt ikke at rumme.

Første klemningspunkt optræder midt i anden del. Det kan kræve en setupscene, men det er ikke sikkert det er nødvendigt.

Der er to klemningspunkter i historien og den eneste forskel på dem er hvor de er placeret i historiens gang.

Midtpunktet

Midtpunktet er placeret i midten og ændrer konteksten for historien ved at ny information indtræder som ændrer den oplevelse og forståelse som enten hovedpersonen, læseren eller begge har af situationen.

Nu ved hovedpersonen og/eller læseren pludselig det de ikke vidste før. Denne nye viden kan dreje sig om viden der allerede eksisterede men som var skjult, eller det kan være noget helt nyt der sker. I begge tilfælde tilføjer den ny dramatisk spænding.

Midtpunktets nye information ændrer ikke nødvendigvis voldsomt på historien, men den skal ændre på hovedpersonens og/eller læserens forståelse af hvad der foregår og dermed hvilken betydning handlingen tillægges. Hvis hovedpersonen allerede kendte til den nye information, skal midtpunktet ændre på hans fremgangsmåde; for at opnå dette skal oplysningen vinkles på en måde, der får hovedpersonen til at gå fra anden dels reaktion til tredje dels angrebsmodus.

Midtpunktet fungerer som en katalysator: Den aktiverer nye beslutninger, handlingsmønstre og fremgangsmåder der har rod i det nye perspektiv der åbner sig.

Forfatteren kan vælge at ændre konteksten for læseren inden det sker for hovedpersonen; det kan øge spændingen i historien. Uanset om man gør det eller ej, så sætter midtpunktet tempoet i vejret.

Tredje del: Angreb

I tredje del bliver hovedpersonen proaktiv og arbejder sig hen mod at blive decideret heltemodig og genial på sin rejse mod at opnå sit mål.

Her begynder hovedpersonen at angribe hindringerne på sin vej. Han begynder at overvinde indre dæmoner og begynder at gøre ting lidt anderledes end før – eller i det mindste begynder han at forstå hvorfor de har stået i vejen for ham, og dermed forstår han at han bliver nødt til at ændre sig for at opnå sit mål.

I tredje del mobiliserer hovedpersonen altså mod og bliver kreativ. Han leder og arbejder sig fremad. Dette sker selvfølgelig ikke i et tomrum. Noget – ny information eller ny erkendelse – skal introduceres i historien som katalysatoren der får hovedpersonen til at udvikle sig fra den vandringsmand/reagerende person han var i anden del til den mere proaktive angriber han nu bliver.

Efter omvæltningen i midtpunktet, bliver situationen mere og mere indviklet. Modstanderen rykker også fremad, og det som helten troede ville virke, er ikke helt nok. Han har brug for mere: Mere mod, mere kreativitet, en bedre plan.

Den sidste puslespilsbrik ankommer i slutningen af tredje del – det andet vendepunkt – og der ændrer alting sig igen.

Andet klemningspunkt

Det andet klemningspunkt finder sted i midten af tredje del. Den er en påmindelse om modstanderen styrke, natur og selve essens, og det gør modstanderen mere skræmmende end nogensinde før.

Ligesom hovedpersonen, har også modtanderen udviklet sig. Han har lært hvordan hovedpersonen forsøger at bekæmpe ham, han har overvundet sin egen svaghed i sin stræben efter sit eget mål. Det er sådan spænding og tempo øges, ved at alle på dette tidspunkt har oppet sig.

Andet vendepunkt

Tre fjerdedele inde i historien optræder andet vendepunkt, hvor der for sidste gang tilføres nye oplysninger til historien, hvorefter ingen ny information er tilladt. Nu er der kun tilbage for hovedpersonens at handle, og andet vendepunkt giver ham fortællingens sidste puslespilsbrik der er nødvendig for at give ham mulighed for at blive den primære katalysator for historiens klimaks.

Læseren kan stadig blive overrasket i fjerde del, men det skal ske ved brug af de brikker der allerede er i spil.

Lige inden det andet vendepunkt kan der være et alt-håb-er-tabt-ophold i historien.

Hovedpersonen i tredje del

Krogen historien har i læseren, hviler på at hovedpersonens dagsorden er medmenneskelig i første del, og at læseren føler et fællesskab (indlevelse) med hovedpersonens reaktion i anden del.

Nu i tredje del slår hovedpersonen så endelig igen, lægger en plan, skaffer allierede, udviser heltemod, og viser initiativ. Her udvikler han sig fra en der reagerer til en der angriber. Det han forsøger lykkes ikke altid, men han lærer af sine fejltagelser, og han handler med fornyet energi, mod og forsæt.

Her begynder han også virkelig at kæmpe mod sine indre dæmoner. De indre faktorer der holdt helten tilbage i første del og var med til at få ham til at mislykkes i anden del, erkendes som fejl, og hovedpersonen begynder at tilpasse sig, og gøre hvad der er nødvendigt for at nå sit mål.

Fjerde del: Forløsningen

I fjerde del af historien – efter andet vendepunkt – må der ikke længere introduceres ny information. Alt hvad helten har brug for, skal nu være introduceret, og hvis noget dukker op i fjerde del, skal det have været varslet, refereret eller allerede have været i spil inden da. Dette gælder også karakterer. Fjerde del viser hovedpersonen mobilisere det nødvendige mod og gennemgå den nødvendige udvikling for at nå frem til en løsning på historiens problem ved at nå målet, overvinde sine indre dæmoner, overvinde modstanderen og på den måde redde dagen .

Her skal hovedpersonen være den primære katalysator for løsningen af historien. Han skal være heltemodig og må ikke blive reddet, og han må aldrig blive en mindre spiller eller en observatør af historiens løsning. Han skal være midt i det hele og få det til at ske.

Hovedpersonen skal vise at han har overvundet sine indre dæmoner som tidligere holdt ham tilbage. Overvindelsens tilsynekomst kan være påbegyndt i tredje del, men det er i fjerde del at hovedpersonen endeligt sejrer over sine indre dæmoner. Ofte forsøger de indre dæmoner i tredje del for sidste gang at få overtaget over hovedpersonen, men det bliver øjeblikket hvor hovedpersonen forstår hvad der må gøres anderledes i fremtiden, hvorpå han demonstrerer at han har lært det i fjerde dels løsning: Hovedpersonen bruger dér hvad han har lært i løbet af historien til at angribe den ydre konflikt der hidtil har blokeret for hans færd.

Nogle gange dør hovedpersonen her, men før det kan ske, skal hovedpersonen have løst mindst ét stort element af det problem han stod overfor. Når hovedpersonen dør er det fordi det er nødvendigt for at redde andre og løse historien på den måde der har den største påvirkningskraft på læseren. Det er derfor hovedpersonen efter at have været en forældreløs, en vandringsmand og en kriger nu – enten i overført betydning eller bogstaveligt talt – bliver martyren. Fordi han gør hvad der skal gøres for at nå målet. Selv hvis helten ikke dør, hvilket han sjældent gør, så er han klar til at gøre det. Og det er essensen af en martyrs sjæl.

Hovedpersonen bør demonstrere mod og kreativitet i den måde han løser historien på. Det er her han kommer til at fortjene at blive kaldt en helt. Jo mere læseren føler slutningen gennem dette heltemod – som er afhængigt af graden hvormed forfatteren har fået læseren indlevet inden fjerde del – jo mere effektiv vil slutningen blive.

Hvis resten af historien er struktureret godt, vil det ofte forekomme åbenlyst hvordan historien skal slutte.

Hvis det er en serie

I en serie er det vigtigt med handlingstråde der ikke løses. Men de historiespecifikke handlingstråde der blev sat i spil ved første vendepunkt skal løses. De uløste handlingstråde er som oftest karakterfokuserede. At afslutte en bog i en serie uden at løse noget væsentligt er en fejl mange forfattere laver. Bogen skal kunne stå alene. Dette gælder for alle bøger i en serie. I hver bog skal der fortælles en unik historie, en historie der udfolder sig parallelt til det overordnede koncept i serien og denne historie skal løses fuldstændigt inden bogen er færdig.

Udforskningen af din historie

Opklarende spørgsmål

Fra The Single Most Powerful Writing Tool You’ll Ever See That Fits On One Page

  • På hvilken måde appelerer historien konceptuelt til læseren?
    • Kan det udtrykkes som et "Hvad nu hvis?"-spørgsmål?
    • Inspirerer det første "Hvad nu hvis?"-spørgsmål til efterfølgende "Hvad nu hvis?"-spørgsmål som begynder at antyde vendepunkter og historiesegmenter?
  • Hvad er historiens tema?
    • Er det din mening at overbevise om en synspunkt eller blot at udforske det?
    • Lægger historien op til flere tematikker?
  • Hvordan starter din historie?
    • Er der med det samme en krog?
    • Hvad foretager hovedpersonen sig inden det første vendepunkt?
    • Hvad er på spil inden det første vendepunkt?
    • Hvad er hovedpersonens baggrundshistorie?
    • Hvilke indre dæmoner viser sig her som får indflydelse på hovedpersonen senere i historien?
    • Hvad forudantydes der inden det første vendepunkt?
  • Hvad er det første vendepunkt i din historie?
    • Er det placeret det rigtige sted i historiens gang?
    • Hvordan ændrer det hovedpersonens efterfølgende dagsorden?
    • Hvad er hovedpersonens nye behov/færd?
    • Hvad er der på spil i forbindelse med at nå dette mål?
    • Hvad modsætter sig at hovedpersonen når sit mål?
    • Hvad har modstanderen på spil?
    • Hvorfor skulle læseren indleve sig i hovedpersonen på dette tidspunkt?
    • Hvordan reagerer hovedpersonen på modstanderen?
  • Hvad er midtpunktets kontekstuelle drejning i historien?
    • På hvilken måde afslører det nye oplysninger for hovedpersonen og læseren?
    • Hvordan ændrer dette historiens kontekst?
    • Hvordan øger det den dramatiske spænding og tempoet?
    • På hvilken måde begynder hovedpersonen at lykkes i sin stræben efter sit mål eller sit angreb på modstanderen?
    • Hvordan svarer modstanderen igen på dette angreb?
    • Hvilken rolle spiller hovedpersonens indre dæmoner i dette angreb?
    • Hvad er alt-håb-er-tabt-opholdet inden det andet vendepunkt?
  • Hvad er det andet vendepunkt i historien?
    • Hvordan påvirker denne begivenhed hovedperesonens proaktive rolle?
    • Hvordan bliver hovedpersonen den primære katalysator for den succesrige løsning på det centrale problem i historien?
    • Hvordan lever denne rolle op til hovedpersonens behov og opfyldelsen af hans stræben mod sit mål?
    • Hvordan demonstrerer hovedpersonen overvindelsen af sine indre dæmoner?
    • Hvordan giver historiens indsatser udbytte? Hvem vinder og hvad vinder han? Hvem taber, og hvad taber han?
    • Hvad bliver læserens følelsesmæssige oplevelse efterhånden som historien når sin løsning?

De seks vigtigste koncepter i storytelling

  • Fængslende
    • Vil nogen være optaget af din historie? Er der en krog, noget der drager læseren ind i historien? Er der en følelsesmæssig og intellektuel appel? Hvilket spørgsmål stiller historien til sin læser og er svaret fængslende nok til at nogen vil være interesseret?
  • Helt
    • Er hovedperesonen virkelig heltemodig? Hvordan er han heltemodig? Kan læseren leve sig ind i det helten ønsker at gøre? Hvad er der på spil for ham? Hvad er det nødvendigt han overvinder, både i sig selv og uden for sig selv, for at nå sit mål? Hvorfor interesserer dette mål læseren? Hvad er heltemodigt ved hovedpersonens fremgangsmåde på vej mod historiens løsning?
  • Konflikt
    • Hvad står i vejen for hovedpersonens stræben? Hvad er modstanderens begær og behov? Hvad er der på spil for ham? Allervigtigst: Hvordan resulterer denne konflikt i dramatisk spænding i historiens overordnede gang og i hver eneste scene i historien?
  • Kontekst
    • Hvad er den kontekstuelle dybere mening i ethvert enkeltøjeblik i historien? Hvordan påvirker fortiden det øjeblik man er i? Hvordan giver historiens konflikt kontekst til den enkelte situation? Hvilke kræfter påvirker karaktererne når de taler, handler og træffer beslutninger? Hvilken tematisk kontekst har historien som sådan, og hvordan viser det sig i de enkelte øjeblikke?
    • Kontekst og dramatisk spænding – som har stort overlap – er hvad der får scener til at virke.
  • Arkitektur
    • Udfolder historien sig med et ordentligt setup? Med afsløringer af hovedpersonens nye rejse og behov placeret rigtigt og med et passende tempo? Er konteksten for hovedpersonens nye rejse, på en personlig måde, blevet etableret klart nok? Hvordan påvirker det hvad der bliver sagt og gjort efterfølgende? Er der drejninger og overraskelser, dale og toppe, både hvad narrativ eksposition og dramatisk spænding angår?
  • Løsningen
    • Er der følelsesmæssig sprængkraft i historiens afslutning? Giver den mening? Vil historien blive hos læseren selv efter den sidste side er læst? En fremragende løsning kan få læseren til at tilgive en mere vag historie indtil da, men kun hvis læseren er indlevet i hovedpersonen, historiens konceptuelle kerne er rig og tiltalende, tematikken er gennemtrængende, og den tekniske udførsel af historien er optimeret til at gøre slutningen så god som den kan blive.