Tag: Den Indre Kritiker

Impulsskrivning er at skrive hvad der falder en ind, uanset om det er fiktion eller fakta -- til en roman eller en blog -- uden at stoppe op for at redigere (det gør man så først bagefter) eller rette stavefejl eller fejlformuleringer (se et bogstavrim!). Man impulsskriver, når inspirationen ikke melder sig, eller bare for at komme i gang, skrive sig varm; måske skriver man noget til den tekst, man vil skrive på bagefter, måske noget i samme genre eller om samme emne, måske noget, der intet har at gøre med det man egentlig vil skrive -- man skriver et-eller-andet for at skrive sig varm. Tit bliver tekster skrevet impulsivt -- ved impulsskrivning -- kedelige, trivielle, banale, eller kommer til at gentage sig selv ("hvadskaljegskrivehvadskaljegskrive ..."), men man bruger heller ikke særlig lang tid på dem, og det er ikke usædvanligt, at den umiddelbarhed man tvinger frem i en impulstekst kan blive kimen til noget brugbart til det man skriver om, eller kimen til noget helt nyt.

Kategorier: 

Siden Anne-Marie Vedsø Olesen til Hufs skrivekursus opstillede de seks egenskaber, hun mente var de vigtigste for en forfatter, har jeg tænkt en del over, hvad jeg selv tror, der er vigtigst for at blive en god forfatter. Anne-Maries liste var ikke kun en liste over, hvad der skulle til for at komme til at kunne skrive godt men også en liste over hvordan man overlever som forfatter; her skriver jeg kun om hvad jeg tror der skal til for at komme til at skrive godt -- dels fordi jeg ikke ved nær så meget om branchen som Anne-Marie, og dels fordi jeg tror, at håndværket skal være veludviklet, før man kan gøre sig håb om, at det gør en forskel at have en fod indenfor i branchen.

1. Vilje, motivation, selvdisciplin, udholdenhed

(fortsættelse af Magiens Magt: Undfangelsen)

Få måneder efter jeg havde fastlagt nogle af romanens hovedingredienser, sad jeg fast. Romanen bød ikke rigtig på noget nyt, og uden noget nyt troede jeg ikke på, at romanen var værd at skrive - og da slet ikke på, at den havde udgivelsespotentiale.

Jeg spekulerede, brainstormede og skrev enkeltscener i håb om at finde et element, der blandet sammen med personerne og miljøet, ville hæve romanen over den grå masse. Den idé dukkede op for over et år siden i min skrivegruppe, da jeg spurgte efter komplikationsmuligheder. Det var som om en åbenbaring havde fundet sted. Med ét faldt den centrale brik i puslespillet på plads, og jeg følte, jeg fra at have været milevidt fra en roman, der fungerede, nu var få skridt fra den. Jeg kunne næsten røre den.

Kategorier: