Tag: essay

show, don't tell

... er uden tvivl det kendteste skrivedogme, og nok også det der oftest hives frem, når aspirerende forfattere skal kritisere hinandens tekster.

"Show, dont't tell" foreskriver, at idealet for fiktion er, at læseren skal opleve teksten fremfor at få den fortalt. Ved at få en historie vist via synsvinkelpersonens handlinger, ord, sanser, tanker og følelser indlever læseren sig ideelt set i historien - han bliver ét med hovedpersonen - men det sker kun sjældent, hvis teksten består af en fortællers sammenfatning af det skete. Hvis man ønsker indlevelse i sin tekst, bør man kort sagt vise hvad der sker og ikke fortælle om det.

Men hvorfor fortæller aspirerende og professionelle forfattere så nogensinde? Når man fortæller har man to muligheder man ikke har, når man viser: For det første kan man på få linjer - eller blot én - gennemgå et utal af scener, og for det andet kan forfatteren analysere større eller mindre dele af scenen for læseren.

Kategorier: 

I den romantiske forestilling om forfatteren sidder han (eller hun) i sit halvmørke kvistværelse og banker løs på sin transportable Remington, og papiret, der føres igennem maskinen, lægges i en nydelig bunke ved siden af, og når den sidste side er skrevet, har forfatteren tjent sit formål som et redskab for de højere magter, og et mesterværk er uden tvivl resultatet.

Og det er da også en smuk tanke, at forfatteren er sat her i verden for at nedfælde musernes visdomsord, så andre også kan få glæde af dem. Hvem vil ikke gerne det? Men hvis man tager denne forestilling for gode varer, er inspiration nødvendigvis udefrakommende og uden for forfatterens kontrol; den foreskriver, at forfatteren kun kan skrive den forkromede Sandhed, når en guddommelig hensathed er over ham, og den idé kan give ham fornemmelsen af at narre både sig selv og læseren, hvis ikke tankerne gnidningsfrit kommer ned på papiret.

Kategorier: