Tag: forståelse

Jeg slugte for nylig Mark Haddons roman The Curious Incident of the Dog in the Night-time. Som titlen antyder, starter romanen med et hundemord, og hovedpersonen Christopher Boone er tilfældigvis den første, der finder den døde hund. Da han samtidig har fået til opgave at skrive en fristil i skolen, beslutter han sig hurtigt for at forsøge at finde ud af hvem morderen er og samtidig skrive om det -- og denne roman er så resultatet.

Det går hurtigt op for læseren, at Christopher ikke er en helt almindelig fortæller, og selvom det ikke bliver sagt direkte, går det hurtigt op for læseren, at han lider af en form for autisme. Fortællerstemmen er meget overbevisende, og jeg har aldrig før følt mig så tæt på for alvor at forstå et menneske med denne lidelse. Specielt de lommefilosofiske kapitler, der udgør en stor del af romanen, er med til at give én et spændende indblik i Christophers forståelse af sin omverden -- og også et indblik i det absurde i vi 'almindelige' menneskers dagligdags antagelser. Alligevel bliver Christopher aldrig stereotyp -- han er på sine egne præmisser en spændende og facetteret person.

Kategorier: 

Pathos' forside Inden vi på Testrup Højskole tog til Berlin i uge 20/21, havde vi på skrivelinjen tre forløb med den fælles overskrift "B16", der refererer til antallet af sider man får ud af at folde et A3-ark om til en bog i A6-størrelse (oprindeligt forlaget Basilisks idé). Foruden et lyrik- og et readymadeforløb med henholdvis Christian Dorph og Kristina Nya Glaffey i underviserrollen afholdt Mads Eslund et punktprosaforløb, som jeg valgte mig på. (indlæg om punktprosa følger snarest -- så snart jeg genfinder min moleskine)

Kategorier: 

Nu er det ved at være to uger siden, jeg sendte min ansøgning til Forfatterskolen. Fordi jeg er mig, nåede jeg først at blive færdig i sidste øjeblik. Jeg var nogenlunde tilfreds med tekstudvalget, jeg medsendte, men hvis ansøgningsfristen først var nu, ville jeg nok også have brugt nogle af de tekster, jeg fik skrevet i løbet af encyklopædi-forløbet (mere om det forløb i et andet blogindlæg).

Jeg sendte teksterne Som at bese sig eget skaberværk (Faldets oprindelige titel), Besøget (novelle), Åh så dyb og Trenken med.

I den motiverede ansøgning lagde jeg dramatisk ud:

Kategorier: 

show, don't tell

... er uden tvivl det kendteste skrivedogme, og nok også det der oftest hives frem, når aspirerende forfattere skal kritisere hinandens tekster.

"Show, dont't tell" foreskriver, at idealet for fiktion er, at læseren skal opleve teksten fremfor at få den fortalt. Ved at få en historie vist via synsvinkelpersonens handlinger, ord, sanser, tanker og følelser indlever læseren sig ideelt set i historien - han bliver ét med hovedpersonen - men det sker kun sjældent, hvis teksten består af en fortællers sammenfatning af det skete. Hvis man ønsker indlevelse i sin tekst, bør man kort sagt vise hvad der sker og ikke fortælle om det.

Men hvorfor fortæller aspirerende og professionelle forfattere så nogensinde? Når man fortæller har man to muligheder man ikke har, når man viser: For det første kan man på få linjer - eller blot én - gennemgå et utal af scener, og for det andet kan forfatteren analysere større eller mindre dele af scenen for læseren.

Kategorier: 

For ret præcist to år siden blev kimen lagt til den fantasyroman, jeg nu arbejder på. Men kimen til kimen blev egentlig lagt, da jeg i forsommeren 2005 tog på højskole. Der genopdagede jeg min skrivelyst og skrev en novelle - Askarytterne - som lignede starten på en roman. I Askarytterne overfaldt en slags vikinger den unge hovedpersons landsby, og blandt andet hans forældre blev dræbt. I løbet af det næste halve år grundede jeg over, hvordan novellen kunne blive til første kapitel i en roman. Jeg tænkte meget over hævn, tilgivelse og plotprogression, men jeg blev aldrig tilfreds med de plotresuméer, jeg kom på, eller de personer jeg uddybede hovedpersonen til at være, så til sidst røg idéen i skrivebordsskuffen. Jeg tror en af de vigtige grunde til at det aldrig lykkedes mig at gøre novellen til en roman var, at jeg dengang vidste så godt som ingenting om de teoretiske sider af at forfatte længere tekster. I dag ved jeg meget mere, så måske finder jeg den frem igen en dag, og giver den en chance til.

Kategorier: