Tag: fortælle

I går aftes indsendte jeg min novelle Maskinen der Skrev til Science Fiction Cirklens antologi, hvis deadline var selvsamme dag. Historien har været længe undervejs, og den har ændret sig meget i mellemtiden, så jeg tænkte, at jeg ville dele dens skabelsesberetning med jer.

Grundidéen fik jeg i foråret 2009. Jeg stødte på fanzinet Science Fictions årlige skrivekonkurrence, der det år havde temaet danskerne og robotterne, og det pirrede min fantasi. Jeg kom hurtigt ind på kunstige intelligenser, og hvad-nu-hvis'en, som blev rygraden i historien, dukkede op: Hvad nu hvis den første indskydelse, som den første rigtige kunstige intelligens fik, var at skrive historier? Jeg satte i gang og fik hurtigt skrevet den spæde begyndelse, de første 500 ord, men det var også hvad det blev til i den omgang. Jeg havde en løs idé om en hovedperson, der berettede om fortællerintelligensens opståen og udvikling, men jeg vidste ikke hvad hans mål var, hvem han talte til, eller hvor historien skulle ende.

Testrup Højskole dækket med sneDer er ikke gået andet end fem dage, siden jeg forlod højskolen for at tage på påskeferie, og der er ikke gået andet end syv uger, siden jeg begyndte på Testrup Højskole. Alligevel er det underligt at vende tilbage. Da jeg forlod højskolen, og hverdagen for en stund var som den havde været før, føltes højskolen mest af alt som en drøm. Det virker surrealistisk at vende tilbage. Som at komme til en anden verden. Det har sneet og verden er malet hvid. Udendørslygternes gullige pærer farver sneen omkring sig, så skolen kommer til at minde om et gammelt postkort, der i et menneskeliv har ligget gemt væk på et loft. Her er så stille, som der kun kan være langt fra byen, og der er ingen fodspor i sneen udover mine egne.

Kategorier: 
Tags: 
Så snart man har en person med et problem, et alvorligt problem, er plot blot et pynteord for hvordan han eller hun slipper ud af kniben -- Barnaby Conrad

Opskriften på et godt plot kan formuleres i én sætning: En interessant hovedperson med et mål, der er essentielt for hans velbefindende, møder eskalerende modstand indtil historien slutter med et brag. Der er det -- opskriften på en bestseller!

Og så alligevel ikke. Problemet er, at opskriften ikke er specielt revolutionerende. Faktisk blev de tre akter introduceret i faglitteraturen allerede med Aristoteles' Poetikken -- en af de ældste bøger om fiktion i verdenshistorien. Så bare fordi man kender opskriften og følger den, er det ikke ensbetydende med, at bogen bliver en succes, for alle de professionelle kender også opskriften. Men uden de tre akter på rygraden har man allerede som udgangspunkt et handicap, jeg tror vil gøre det sværere at konkurrere med de etablerede.

Kategorier: 

show, don't tell

... er uden tvivl det kendteste skrivedogme, og nok også det der oftest hives frem, når aspirerende forfattere skal kritisere hinandens tekster.

"Show, dont't tell" foreskriver, at idealet for fiktion er, at læseren skal opleve teksten fremfor at få den fortalt. Ved at få en historie vist via synsvinkelpersonens handlinger, ord, sanser, tanker og følelser indlever læseren sig ideelt set i historien - han bliver ét med hovedpersonen - men det sker kun sjældent, hvis teksten består af en fortællers sammenfatning af det skete. Hvis man ønsker indlevelse i sin tekst, bør man kort sagt vise hvad der sker og ikke fortælle om det.

Men hvorfor fortæller aspirerende og professionelle forfattere så nogensinde? Når man fortæller har man to muligheder man ikke har, når man viser: For det første kan man på få linjer - eller blot én - gennemgå et utal af scener, og for det andet kan forfatteren analysere større eller mindre dele af scenen for læseren.

Kategorier: