Den tanke gør Politikens anmelder Steffen Larsen sig i sine seneste anmeldelser af nogle af de nye ungdomsromaner i genren. Andre kommentatorer har jeg set gøre sig lignende overvejelser, og de fleste er enige om, at det ikke er science fiction i almindelighed, der gør sig gældende, men specifikt postapokalyptisk litteratur.

I sin glimrende artikel om den nye postapokalyptiske bølge, går Janus Andersen tættere på tendensen og viser, at de elementer, jeg også har bemærket i de par ungdomsdystopier, jeg har læst på det sidste, også gør sig mere generelt gældende:

Inden vi på Testrup Højskole tog til Berlin i uge 20/21, havde vi på skrivelinjen tre forløb med den fælles overskrift "B16", der refererer til antallet af sider man får ud af at folde et A3-ark om til en bog i A6-størrelse (oprindeligt forlaget Basilisks idé). Foruden et lyrik- og et readymadeforløb med henholdvis Christian Dorph og Kristina Nya Glaffey i underviserrollen afholdt Mads Eslund et punktprosaforløb, som jeg valgte mig på. (indlæg om punktprosa følger snarest -- så snart jeg genfinder min moleskine)

Tekst skrevet på Testrup Højskole i formiddags, hvor vi efter at have fået læst uddrag af Peer Hultbergs roman Requiem op, skulle skrive en tekst i samme stream-of-consciousness-agtige stil. Den er skrevet på 30-45 minutter.

(Desuden redigeret i slutningen af februar til Forfatterskoleansøgningen og encyklopædiprojektet. Det er den redigerede version, der nu er at finde her.)