Tag: kontakt

Jeg har i et stykke tid rodet med en ordoptællingsudvidelse til bloggen -- lige så meget for at motivere mig selv som for at give jer mulighed for at se, hvordan det går. Det bedste plugin, jeg har fundet, er et tredelt et af slagsen, der både kan holde styr på skriveprojekter, ordoptællinger og indsendte manuskripter. Ryan M. Williams, som indtil videre har forfattet og udgivet tre science fiction-noveller i forskellige magasiner, har for sin egen skyld lavet de tre udvidelser, som desværre ikke er tilgængelige på hans side i øjeblikket (skriv til mig, hvis du vil have dem tilsendt).

I går lød startskuddet så til endnu en november måneds skrivekrampe. Hvis ikke du har hørt om National Novel Writing Month, skrev jeg for halvandet år siden en artikel om galskaben. Jeg har deltaget før men aldrig nået de magiske 50.000 ord inden månedens udgang. I år besluttede jeg mig for at forsøge igen, da det virkede som en oplagt mulighed for at begive mig i kast med Gyldendals nye skrivekonkurrence.


50.000 små brikker --
en (næsten) sand historie

Fredag den 31. oktober. Mødtes med skrivegruppen. Situationen tilspidsede sig, da L proklamerede, at jeg ikke bliver den eneste deltager i jagten på de 50.000. Hendes blik var skarpere end en ragekniv. På vejen tilbage til kontoret bryggede jeg et løst plot sammen. Det gik op for mig, at en gang venstrehåndsarbejde ikke ville være godt nok; jeg måtte bruge begge hænder.