Tag: Martin Glaz Serup

I dag var jeg til tredje gruppekritik af min nye roman, Vækkelsen, på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det er ved at være et halvt år siden, jeg begyndte på den, men alligevel har jeg på fornemmelsen, at den kritik jeg fik i dag vil resultere i en fundamental ændring af romanen.

Budskabet var fra Martin Glaz Serups side, at der mangler fokus, at romanen stadig er for vild(tvoksende). I dag var første gang vi skulle aflevere deciderede tidslinjer og det fik mig til at tænke i handlingsdetaljer, og det gjorde det tydeligt, at der simpelthen er mere stof i en af mine hovedpersoner end i de andre.

Vækkelsen er en fantasyroman, der foregår i vores verden. Fantasyelementet er at en række unge mennesker med års mellemrum, og tilsyneladende vilkårligt, udstyres med evnen til at ændre andre menneskers tanke. Den person, Augustina, som Martin korrekt gættede på interesserede mig mest er en af disse tankekontrollører, hekse, der blev født i 1600-tallet og som har fundet en måde at leve længere end alle andre. Det er hendes forsøg på at undgå døden, der ellers er så uundgåelig et element i mennskelivet, der nu bliver den tykkeste røde tråd i romanen ... tror jeg.

Så blev det tid til den første undervisningsdag på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det skete den trettende september 2008, og jeg måtte ud af fjerene halv fem for at kunne nå frem til Danmarks Pædagogiske Universitetsskole til klokken ti. Heldigvis er de fleste fremtidige undervisningsgange om aftenen.

Nicole Rødtnes ((en af grundlæggerne af HUF, og sekretær i bestyrelsen indtil i år)) var den eneste af de andre studerende, jeg kendte i forvejen, og vi var blandt de få i begyndelsen af tyverne. Aldersgennemsnittet lod til at være på omtrent de tredive, og to kvinder var fyldt de fyrre. Kvinder var der i det hele taget mange af: ti kvinder og kun to mænd, mig selv inklusive, til at repræsentere det køn der i årtusinder har domineret forfattergerningen ((ja ja, manglen på ligestilling inden for faget indtil for små hundrede år siden, Currer Bell, Isak Dinesen og alt det der, men alligevel ...)).

Kategorier: 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min store drøm i øjeblikket er at komme ind på Forfatterskolen, men da oddsene er forbandet dårlige -- 6-8 ud af over 200 kommer ind -- og man jo siger det der med ikke at putte alle æggene i én kurv, har jeg også tænkt mig at søge ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Kategorier: