Tag: monolog

I går aftes indsendte jeg min novelle Maskinen der Skrev til Science Fiction Cirklens antologi, hvis deadline var selvsamme dag. Historien har været længe undervejs, og den har ændret sig meget i mellemtiden, så jeg tænkte, at jeg ville dele dens skabelsesberetning med jer.

Grundidéen fik jeg i foråret 2009. Jeg stødte på fanzinet Science Fictions årlige skrivekonkurrence, der det år havde temaet danskerne og robotterne, og det pirrede min fantasi. Jeg kom hurtigt ind på kunstige intelligenser, og hvad-nu-hvis'en, som blev rygraden i historien, dukkede op: Hvad nu hvis den første indskydelse, som den første rigtige kunstige intelligens fik, var at skrive historier? Jeg satte i gang og fik hurtigt skrevet den spæde begyndelse, de første 500 ord, men det var også hvad det blev til i den omgang. Jeg havde en løs idé om en hovedperson, der berettede om fortællerintelligensens opståen og udvikling, men jeg vidste ikke hvad hans mål var, hvem han talte til, eller hvor historien skulle ende.

I år tog jeg med på Testrup Højskoles sommerskrivekursus, hvis tema denne gang var Performance. Jeg er en oplæsningsglad forfatter, så jeg valgte mig naturligvis ind på kursets titellinje, og i en uge stod den på undervisning i performance og al dens gerning ved Christian Dorph og Lars Bukdahl.

Kurset var som den slags er med værkstedsundervisning hver formiddag, foredrag hver eftermiddag og koncerter og andet sjov om aftenen. Undervisningen var for mit vedkommende formidabel, foredragene spændende og/eller lærerige og koncerterne mindeværdige og til tider også gode.

Den røde tråd

Tilbage i gymnasiet skrev jeg i engelsk et referat af en novelle, jeg snart sagt intet kan huske om i dag. Én ting jeg kan huske fra mit referat er delsætningen "a piano teacher named Richard ((okay okay, jeg kan faktisk ikke huske hans 'rigtige' navn, men det er ikke så vigtigt))." Min lærer forsøgte at forklare mig at klaverlærerens navn ikke hørte til i et referat, hvor han ikke spillede nogen nævneværdig rolle, men jeg forsvarede mig med det faktum, at det ikke var andet end to ord, der var tale om -- og når der ikke skulle andet end to ord til at tilføje ekstra information, var der vel ingen grund til at lade være? Om det var fordi jeg var for tungnem, eller fordi min lærer ikke formåede at forklare det ordentligt, skal jeg ikke kunne sige i dag, men langt senere gik det op for mig, hvad det handlede om.

Kategorier: 

Testrup Højskole dækket med sneDer er ikke gået andet end fem dage, siden jeg forlod højskolen for at tage på påskeferie, og der er ikke gået andet end syv uger, siden jeg begyndte på Testrup Højskole. Alligevel er det underligt at vende tilbage. Da jeg forlod højskolen, og hverdagen for en stund var som den havde været før, føltes højskolen mest af alt som en drøm. Det virker surrealistisk at vende tilbage. Som at komme til en anden verden. Det har sneet og verden er malet hvid. Udendørslygternes gullige pærer farver sneen omkring sig, så skolen kommer til at minde om et gammelt postkort, der i et menneskeliv har ligget gemt væk på et loft. Her er så stille, som der kun kan være langt fra byen, og der er ingen fodspor i sneen udover mine egne.

Kategorier: 
Tags: