Tag: redigering

Jeg har tidligere været på Testrup Højskoles sommerskrivekursus, i 2009, hvor jeg lavede performance på et hold ledet af Lars Bukdahl og Christian Dorph og slutteligt rappede foran 120 mennesker -- grænseoverskridende, skulle jeg hilse at sige. Jeg kunne også godt have tænkt mig at have været af sted sidste år, men der endte jeg med at arbejde som viking hele sommeren på Bork. Men i år skulle det så være, og da jeg også havde det meste af et manuskript klar, som jeg jo håber at kunne sende på forlagsturne inden for et par måneder, valgte jeg manuskriptlinjen, som Mette Moestrup og Kristian Bang Foss står for i år. Jeg endte på Foss's hold  sammen med seks andre, og vi er to på om dagen til fem-seks kvarters kritik per person fra Foss og de andre kursister.

Min sidste eksamen var for snart en uge siden, og jeg er godt i gang med min sommerskriveplan. Som altid har jeg taget munden for fuld, men indtil videre går det stødt fremad.

Førsteprioritet hele sommerferien igennem er Da dyrene fik stemmer, hvis anden udgave jeg er 6.848 ord inde i. Jeg forventer denne anden udgave ender på 30-35.000 ord, så det er en udmærket start. Mit mål er ét kapitel om dagen (der bliver atten i alt), men det er muligvis lige lovlig optimistisk -- især hvad anden halvdel af romanen angår, da den er så forandret, at jeg ikke har noget at genbruge af fra første udgave af romanen. Jeg satser på at få skrevet, betalæst og redigeret romanen inden sommerferien er slut.

Kategorier: 

I dag var jeg til tredje gruppekritik af min nye roman, Vækkelsen, på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det er ved at være et halvt år siden, jeg begyndte på den, men alligevel har jeg på fornemmelsen, at den kritik jeg fik i dag vil resultere i en fundamental ændring af romanen.

Budskabet var fra Martin Glaz Serups side, at der mangler fokus, at romanen stadig er for vild(tvoksende). I dag var første gang vi skulle aflevere deciderede tidslinjer og det fik mig til at tænke i handlingsdetaljer, og det gjorde det tydeligt, at der simpelthen er mere stof i en af mine hovedpersoner end i de andre.

Vækkelsen er en fantasyroman, der foregår i vores verden. Fantasyelementet er at en række unge mennesker med års mellemrum, og tilsyneladende vilkårligt, udstyres med evnen til at ændre andre menneskers tanke. Den person, Augustina, som Martin korrekt gættede på interesserede mig mest er en af disse tankekontrollører, hekse, der blev født i 1600-tallet og som har fundet en måde at leve længere end alle andre. Det er hendes forsøg på at undgå døden, der ellers er så uundgåelig et element i mennskelivet, der nu bliver den tykkeste røde tråd i romanen ... tror jeg.

I mandags var jeg på besøg hos forlaget Høst & Søn med Forfatterskolen for Børnelitteratur, og det bliver hermed det første forlag jeg sender Da dyrene fik stemmer til, når jeg om forhåbentlig få uger er færdig med at redigere.

Høst & Søn er sammen med Forum, Samleren, Rosinante og Pretty Ink Rosinante & Co-forlagene, der alle deler kontorer i Købmagergade.

Høst & Søn er nok det danske forlag, der udgiver flest nye børne- og ungdomsbøger. Et hundrede nye udgivelser om året bliver det til, og blandt dem er der sædvanligvis et par debutanter -- sidste år var der dog hele otte. De modtager omtrent ét uopfordret manuskript om dagen, så der er mange andre at kæmpe med om de debutantpladser.

Kategorier: 

Jeg nåede det. For at deltage i Gyldendals konkurrence skal de modtage "Da dyrene fik stemmer", seriekonceptet og synopser af bind to og tre senest i morgen, og jeg har lige været nede i postkassen med det hele.

Da jeg sidst skrev om den her roman var jeg mere optaget af idéudvikling end hvad godt var. Ud af det fik jeg en fornuftig synopsis, men det var svært for mig at komme ordentlig i gang med selve skriveprocessen, og det resulterede i, at jeg brugte seks-syv uger på at skrive de første 15.000 ord af en roman jeg estimerede skulle være på 30-40.000 ord.

I torsdags gik det så rigtigt op for mig hvor travlt jeg rent faktisk havde, og selvom det var hårdt at skrive mig varm (jeg nåede ikke andet end 1.600 ord om torsdagen selvom jeg sled i det), fik deadlinen bugt med overtænkningen, og fredag og lørdag skrev jeg henholdsvis 6.000 og 7.000 ord.