Tag: referat

Den røde tråd

Tilbage i gymnasiet skrev jeg i engelsk et referat af en novelle, jeg snart sagt intet kan huske om i dag. Én ting jeg kan huske fra mit referat er delsætningen "a piano teacher named Richard ((okay okay, jeg kan faktisk ikke huske hans 'rigtige' navn, men det er ikke så vigtigt))." Min lærer forsøgte at forklare mig at klaverlærerens navn ikke hørte til i et referat, hvor han ikke spillede nogen nævneværdig rolle, men jeg forsvarede mig med det faktum, at det ikke var andet end to ord, der var tale om -- og når der ikke skulle andet end to ord til at tilføje ekstra information, var der vel ingen grund til at lade være? Om det var fordi jeg var for tungnem, eller fordi min lærer ikke formåede at forklare det ordentligt, skal jeg ikke kunne sige i dag, men langt senere gik det op for mig, hvad det handlede om.

Kategorier: 

Tellerup har i samarbejde med HUF, Horrorsiden.dk, Fortællingen.dk, Boggnasker.dk og Bogvaegten.dk udskrevet en gysernovellekonkurrence. Det særlige ved konkurrencen er, at de deltagende forfattere skal angive hvilken side de repræsenterer, og det kommer til at fremgå af den antologi der forhåbentlig kommer ud af konkurrencen.

De eneste krav til indholdet i novellen er, at den skal være uhyggelig eller forholde sig til det uhyggelige. Derudover bør den ikke overskride 5.000 ord, og den skal indledes af et handlingsreferat på højst 100 ord, der skal fungere som en appetitvækker for dommerpanelet.

Kategorier: 

Niels Ebbesen Foreningen har udskrevet en romankonkurrence. Eller rettere en romansynopsiskonkurrence, for i første omgang er udfordringen at skrive en romansynopsis inden den 30. marts. Hvis man først kommer igennem det nåleøje, har man så 18 måneder til at få skrevet en roman der er tro over for synopsen og selv få den udgivet, ellers kan man vinke farvel til de 100.000 kroner, der er udlovet i præmie.

Til de uindviede afslører foreningen, at Niels var den væbner, der natten til den 1. april 1340 red over Randers bro med 47 følgesvende og dræbte den holstenske Grev Gert i hans hovedkvarter, og dermed blev medvirkende til genoprettelsen af det danske kongehus. Meget andet vides øjensynligt ikke om denne mystiske Niels, så i stedet for at forsøge at få stablet en biografi på benene har foreningen besluttet, at den bedste måde at gøre Niels til en decideret turistattraktion er at få skrevet en roman; formålet med romanen er, som foreningen selv skriver, at skabe en myte om Niels Ebbesen -- Randers' egen Robin Hood.

Kategorier: