Tag: scene

Forfatteren Trisse Gejl, som underviser i Tekstproduktion på SDU, hørte jeg fremsætte en miniteori om at skrive romaner, som hun havde haft meget glæde af, så den vil jeg dele med jer, da jeg synes den lægger op til en fornuftig arbejdsproces -- især for de forfattere, der bliver hæmmet af for meget planlægning.

Romanfloden Forestil dig en flod. Ved flodens udspring befinder din indgang til romanen sig. I floden er der trædesten, som læseren går på. Trædestenene er de vigtige scener i romanen, de som er essentielle for historien. Blandt dem er typisk de scener, hvor de første løse tanker om grudidéen realiseres. Skriv de scener, du føler for, som er vigtige for grundidéen, først -- det gør ikke noget, at der viser sig at skulle flere trædesten før, efter eller imellem dem. Trædestenene placeres løbende, hvor de passer bedst i strømmen.

Kategorier: 

Fortsættelse af De tre akter: Begyndelsen

Når det ikke længere er muligt for hovedpersonen at fortsætte sit liv som før, er romanen nået til midten. Det er her størstedelen af romanen udspiller sig. Her er scener der øger spændingen, hæver indsatserne, holder læseren urolig og samlet eskalerer mod slutningen på en måde der virker uundgåelig. Hovedpersonen og modstanderen mødes gentagne gange, afbrudt af omgrupperinger og tænkepauser. I midten væves plottråde sammen og subplots udfolder sig. Hovedpersonens forhold til bipersonerne udforskes, og det gør hans forhold til modstanderen muligvis også.

I midten gælder det om ikke at komme for meget på afveje. Det er vigtigt aldrig helt at slippe konflikten mellem hovedpersonen og modstanderen, så læseren hele tiden føler, at han følger en rød tråd, der uundgåeligt strukturerer plottet mod det sidste uundgåelige opgør, der skal afslutte romanen.

Kategorier: 

For godt to måneder siden begyndte vi på årets største projekt på Forfatterskolen for Børnelitteratur: en billedbog. De bedste projekter vi har haft på forfatterskolen, har efter min mening været dem, hvor vores skriverier blev vurderet undervejs, og i forbindelse med billedbogen blev vi vurderet i hele tre omgange: først blev synopsen kritiseret, dernæst første gennemskrivning og til sidst den endelige version, som jeg dog ikke føler er særlig endelig i mit tilfælde. Derudover blev vi i forløbet sat grundigt ind i, hvad en billedbog egentlig er, og vi nåede i grupper at skrive to billedbogssynopser som skriveøvelser.

Kategorier: 

I efteråret annoncerede hufs arrangementsudvalg, at der i januar ville blive afholdt et skrivekursus og på trods af, at det ville foregå i København, meldte jeg mig straks til -- dels fordi det var et ret billigt weekendskursus og dels fordi, det altid er hyggeligt, at mødes med andre huffere.

fredagens togtur til København, fik jeg idéer til adskillige afsnit af en webcomic, jeg har strøtænkt over, så inden for den nærmeste fremtid bliver min blog sandsynligvis beriget med sporadiske striber.

Efter ankomsten gik fredagen med indkvartering, en enkelt skriveøvelse og et spil Tegn & Gæt (som mit hold vandt på trods, øhh, jeg mener på grund af mine uovertrufne tegneevner ...). Fundamentet til den grovkornede humor og de nørdede diskussioner om bl.a. film, tegneserier og til tider også bøger, der kom til at kendetegne weekenden, blev lagt, og som den nørd jeg jo er, følte jeg mig straks velkommen.

show, don't tell

... er uden tvivl det kendteste skrivedogme, og nok også det der oftest hives frem, når aspirerende forfattere skal kritisere hinandens tekster.

"Show, dont't tell" foreskriver, at idealet for fiktion er, at læseren skal opleve teksten fremfor at få den fortalt. Ved at få en historie vist via synsvinkelpersonens handlinger, ord, sanser, tanker og følelser indlever læseren sig ideelt set i historien - han bliver ét med hovedpersonen - men det sker kun sjældent, hvis teksten består af en fortællers sammenfatning af det skete. Hvis man ønsker indlevelse i sin tekst, bør man kort sagt vise hvad der sker og ikke fortælle om det.

Men hvorfor fortæller aspirerende og professionelle forfattere så nogensinde? Når man fortæller har man to muligheder man ikke har, når man viser: For det første kan man på få linjer - eller blot én - gennemgå et utal af scener, og for det andet kan forfatteren analysere større eller mindre dele af scenen for læseren.

Kategorier: