Tag: tanker

Nogle bloggere opdaterer deres blog ofte med både lange indlæg og korte notitser. Det meste af tiden er mine blogindlæg lange og tager tilsvarende lang tid at skrive. Det er den stil, jeg har det bedst med, men det fører så også til, at bloggen ikke bliver opdateret så tit, og små notitser, der ikke er indholdsmættede nok til at blive til et af mine blogindlæg, ikke får lov at blive formidlet. Derfor har jeg besluttet at prøve at se hvordan det er at bruge Twitter til at berette om de små skrivetanker og igangværende skriveprojekter. Den er der allerede -- derude til højre.

Kategorier: 

Jeg var desværre blandt de 266 ansøgere, der ikke kom ind på Borums Forfatterskole, men det afholdt mig ikke fra at håbe på min andenprioritet: Forfatterskolen for Børnelitteratur. Jeg sendte min ansøgning for knap to måneder siden og i torsdags kom et brev fra skolen så ind ad døren, hvori der stod, at de tilbød mig en af de tolv studiepladser.

Jeg har sendt indmeldelsesblanketten. Alligevel er det med ambivalente følelser, at jeg skriver dette blogindlæg -- det er som om en drøm er gået halvt i opfyldelse. Jeg havde ikke regnet med at komme ind på Forfatterskolen, men jeg havde naturligvis håbet på det alligevel. Jeg havde håbet på at kunne skrive og modtage skriveundervisning på fuld tid i to år.

Kategorier: 

at læse er at leve

H. C. Andersen sagde "at rejse er at leve", og det er da også dejligt at komme ud at rejse ind imellem, men til mig passer mantraet "at læse er at leve" langt bedre -- jeg læser for at leve, for at udleve de fiktive personers liv. Efter min mening er fiktionens fornemmesete rolle at give én indlevelse i de personer, man får lov til at komme ind bag hjerneskallen på.

Jeg læser også bøger for at komme med på et hæsblæsende ridt gennem et spændende plot eller for at nyde duften af sprogblomster, men hovedårsagen til at jeg læser er indlevelsen i de fiktive personers liv. Jeg læser for at opleve hvad de oplever, for at føle hvad de føler, for at forlade min egen krop og for en stund leve i deres.

Kategorier: 

show, don't tell

... er uden tvivl det kendteste skrivedogme, og nok også det der oftest hives frem, når aspirerende forfattere skal kritisere hinandens tekster.

"Show, dont't tell" foreskriver, at idealet for fiktion er, at læseren skal opleve teksten fremfor at få den fortalt. Ved at få en historie vist via synsvinkelpersonens handlinger, ord, sanser, tanker og følelser indlever læseren sig ideelt set i historien - han bliver ét med hovedpersonen - men det sker kun sjældent, hvis teksten består af en fortællers sammenfatning af det skete. Hvis man ønsker indlevelse i sin tekst, bør man kort sagt vise hvad der sker og ikke fortælle om det.

Men hvorfor fortæller aspirerende og professionelle forfattere så nogensinde? Når man fortæller har man to muligheder man ikke har, når man viser: For det første kan man på få linjer - eller blot én - gennemgå et utal af scener, og for det andet kan forfatteren analysere større eller mindre dele af scenen for læseren.

Kategorier: 

I den romantiske forestilling om forfatteren sidder han (eller hun) i sit halvmørke kvistværelse og banker løs på sin transportable Remington, og papiret, der føres igennem maskinen, lægges i en nydelig bunke ved siden af, og når den sidste side er skrevet, har forfatteren tjent sit formål som et redskab for de højere magter, og et mesterværk er uden tvivl resultatet.

Og det er da også en smuk tanke, at forfatteren er sat her i verden for at nedfælde musernes visdomsord, så andre også kan få glæde af dem. Hvem vil ikke gerne det? Men hvis man tager denne forestilling for gode varer, er inspiration nødvendigvis udefrakommende og uden for forfatterens kontrol; den foreskriver, at forfatteren kun kan skrive den forkromede Sandhed, når en guddommelig hensathed er over ham, og den idé kan give ham fornemmelsen af at narre både sig selv og læseren, hvis ikke tankerne gnidningsfrit kommer ned på papiret.

Kategorier: